Hvis I bliver i mig …

Hvis I bliver i mig …

Martin Luther  – JESU AFSKEDSTALE 2.DEL

Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. (Joh 15,7)

Se her, hvor højt han sætter et kristeligt liv! Hvis nogen ikke havde forstået eller ville spørge: ”Men, kære ven, hvordan skal man da blive i Kristus? Hvordan er jeg, eller bliver jeg ved med at være en gren på dette vintræ?” så føjer han dette ord til som forklaring: ”Du skal kun lægge godt mærke til mit ord, for det hele kommer an på, om mit ord bliver i dig.” Det vil sige, hvis du tror og bekender børnelærdommens artikler: Jeg tror på Jesus Kristus, min Herre, korsfæstet, død og opstået for mig, siddende ved Faderens højre hånd, og hvad der hænger sammen med det, og du holder fast ved det og er villig til at risikere og slippe alt hellere end at antage en anden lære eller andre gerninger. ”Hvis du nu bliver i det ord, så bliver jeg i dig og omvendt du i mig. Sådan vokser vi sammen til ét legeme, så mit ord og dit hjerte bliver ét. Så behøver du ikke længere spørge, hvordan jeg er i dig og du i mig, for det skal du få at se i det kommende liv. Her og nu kan du ikke fatte og forstå det på anden måde, end at du har mit ord og ved troen er renset i mit blod og salvet og beseglet med min Ånd. Sådan er hele dit liv og alt, hvad du udretter, godt og består af lutter gode frugter. Ikke nok med det, men I skal også få alt, hvad I så beder om.”

Hvad kan du ønske mere? Alt, hvad du gør, skal være godt og velbehageligt, og du skal være Guds kære barn og ikke kunne ødelægge det. Selvom du stadig er skrøbelig og af og til bliver beskidt som et barn eller en syg, vil han dog ikke kaste dig ud med det samme, men hele tiden rense og forædle dig. Du skal oven i købet få den magt, ære og herlighed, at alt, hvad du beder om, skal ske. Hvis du for eksempel mangler noget eller er i nød, skal du bare råbe til ham og frimodigt lukke munden op, som et barn taler til sin far, der finder sig i, hvad barnet gør, når det holder sig til ham – især hvis det lille barn pludrende beder ham om noget – så han gerne vil give og gøre alt, hvad barnet behøver. Ja, ikke nok med det, men han sørger for barnet og tænker kun på, hvordan han kan skaffe og give det alt, hvad det har brug for. ”Det samme,” siger Kristus, ”skal I også forvente af min Fader og mig, hvis I bare bliver ved at være grene på vintræet.”

Dette er nu de to måder, Ånden skal udgydes over de kristne på, som profeten Zakarias siger: ”Nådens og bønnens Ånd” (Zak 12,10). For det første gør Ånden dem elskelige og velbehagelige for Gud, så de finder nåde i alt, hvad de gør, så han tilgiver og dækker dem med nåde, selvom de stadig er syndere. Dernæst driver Ånden dem til at råbe til Gud i al nød og forsikrer dem i hjertet om, at de bliver bønhørt.

Derfor har de kristne en enorm stor fordel og ros, hvis de bliver faste og urokkelige i troen og vogter sig for falsk lære og livsførelse, og dette er en herlig og trøsterig prædiken om det at være kristen. Hvad i alverden har vi udrettet med vores prædiken om munkevæsen og alt det skidt, som vi har rost og ophøjet over kristenstanden og dåben? Hvilken stand eller levevis på jorden har så herlige løfter, som denne har? Og dog er løfterne fælles for alle, der kaldes kristne og er døbt, munk eller lægmand, herre eller tjener, frue eller tjenestepige, ung eller gammel osv. Det må i sandhed være en salig stand og prises højt af alle, der har fået det guddommelige løfte!

Tænk, at være i den situation at bede og forlange noget af Gud og så med sikkerhed blive bønhørt med et ja og oven i købet vide, at alt, hvad man foretager sig i denne stand, er godt i Guds øjne og får hans ros! Burde vi ikke med rette løbe lige til verdens ende for at finde sådan et løfte? Men nu får vi det alle sammen lagt lige for vores fødder uden noget som helst møje og besvær, frit for enhver, der vil tage imod. Dengang jeg ville være en from munk, hvad jeg da også var, anstrengte og plagede jeg mig længe med faste, nattevågen, bøn og lignende. Hvordan kunne jeg tro, at jeg kunne opnå noget ved det? Mit hjerte kunne jo aldrig nogensinde få vished om, at mine gerninger, som jeg udførte til punkt og prikke, behagede Gud, eller at min bøn blev hørt!

Derfor har det været et foragteligt, forbandet liv med hele munkevæsenet og alt det andet skidt, som man har villet tjene Gud med og dog aldrig har kunnet få den ros og trøst, som de kristne har, så man kunne sige: ”Jeg ved, at alt, hvad jeg gør i Kristi navn, må behage Gud, selvom det måtte mishage Djævelen. Derfor vil jeg gå hen og gøre alle mine gerninger, som jeg skal og kan i mit kald og stand, hvor ringe den end er. Jeg ved nemlig, at Gud kalder det godt og synes lige så godt om det som om den allersmukkeste, sværeste og vigtigste gerning, gjort i den allerhøjeste stilling.” Det havde jeg tidligere ikke kunnet udrette med alle de gerninger, man kan finde på at gøre på jorden. For vi vidste ikke, hvad et kristeligt liv var. Men nu, hvor jeg har lært Kristus at kende og tror på ham, kan jeg med glæde fortælle vidt og bredt, at alt, hvad jeg gør i denne tro, behager ham, og at jeg kan være sikker på at få hjælp i min nød eller til det, jeg mangler, når jeg falder ned for ham og beder.

Det modsatte af, hvad han sagde tidligere, følger nu i denne tekst: ”Hvis nogen ikke bliver i mig, og mine ord ikke bliver i ham, kan han nok gøre meget og plage sig til døde med det; men det er og bliver ikke andet end lutter uduelige, fortabte, forkastede og fordømte gerninger på en vissen, ufrugtbar gren, der ikke kan bruges til andet end at blive kastet i ilden og brændes.” Hvis han tilmed vil bede lige så længe og meget, skal han dog ikke opnå noget; ligesom vi tidligere bad lange bønner hver time i alle kirker og klostre og dog ingenting fik, for vi kunne ikke vente den nåde af ham at være sikre på at blive bønhørt. Vi tænkte kun: ”Jeg skal bede mine tidebønner, rosenkranse og andet; men om det behager Gud, og han glædes over det og vil bønhøre mig, det ved jeg ikke.”

Det er da et jammerligt menneskeværk i verden uden for Kristus, hvor det hedder slid og slæb og dog overhovedet ikke få noget ud af det, bede meget, søge meget og banke meget på, og dog intet opnå eller finde eller udrette. De går nemlig fejl af den rigtige dør, for når de arbejder og beder, gør de det som alt andet arbejde uden tro, er uden trøst og tillid til, ja, kan slet ikke tænke sig, at det behager Gud, eller at han bønhører dem. Derfor kan de aldrig bede, som jeg tit har sagt1, for det at bede er en virkning af troen og kan kun gøres af en kristen. Kristne beder nemlig ikke i egen kraft, men i Guds Søns navn, som de er døbt til at tilhøre; og de er vis på, at den form for bøn er velbehagelig for Gud, fordi han har befalet at bede i Kristi navn og lovet bønhørelse. Det ved de andre ikke; de tager fat i deres eget navn, vil forberede sig længe og læse en masse bønner op sammen, indtil de er værdige og egnede nok, og gør dermed det hele til at almindeligt arbejde.

Når man så spørger dem, om de er sikre på, at de er bønhørt, siger de: ”Jeg har da bedt, men om jeg er bønhørt, ved kun Gud alene.” Men hvad vil det sige at have bedt, når du ikke ved, hvad du gør, eller hvad Gud siger til det? Sådan rejser en kristen sig ikke fra bønnen; men ligesom han er begyndt den på Guds befaling og løfte, sådan bringer han den også som et offer i Kristi navn og ved, at det, han har bedt om, ikke bliver ham nægtet. Han erfarer så også i praksis, at han bliver hjulpet i al nød; og selvom han ikke udfries med det samme, ved han dog, at bønnen er vellidt og bliver hørt, og at Gud giver ham kraft til at kunne bære og overvinde det, hvad der er det samme, som om det var taget fra ham; og når det er overvundet, er det jo ikke længere en ulykke eller plage. Det har vi, Gud være lovet, hidtil også erfaret i mangen en stor fare og nød, som vores fjender har bragt os i og på anden måde; hvordan Gud i så mange år igennem bønnen har hjulpet og reddet eller givet kraft til at bære og overvinde alt og til stadig at overvinde det, indtil vi endelig forløses helt.

(Afsnit  fra JESU AFSKEDSTALE 2.DEL JOH 15,7- AF Martin Luther – Luthersk Missions Bibelskoles Elevfroenings Forlag – I kommission hos Nyt Livs Forlag 2016  –   Shafan 16-02-22)