En bestandig nåde

En bestandig nåde

EN BESTANDIG NÅDE C.O.ROSENIUS – Samlede skrifter 1 Bind

EN BESTANDIG NÅDE.

Dette er den tredie uudtømmelige kilde til Guds børns glæde. Vi vil først gøre os klart, hvem det er, der har adgang til denne bestandige nåde, og det bliver da nødvendigt at skelne mellem to slags syndere. Dette gør vi ud fra apostelens ord om dem, der vandrer i mørket, og dem, der vandrer i lyset.

»Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham. Hvis vi siger, vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.« 1. ]ohs. 1, 6-7.

Gud er lys! Han er hellighedens og retfærdighedens blændende lys, som ikke tåler eller tillader en eneste synd. Han er alvidenhedens lys, med øjne som flammende ild, for hvem ingen skabning er usynlig, og for hvem »natten er klar som dagen, mørket er som lyset.« Sl. 139. Hele vort inderste ligger blottet og udbredt for hans øjne. Han kender vore hemmeligste tanker, hører alle vore ord og ser alle vore gerninger. Og Gud er den hellige nidkærheds brændende ild. På samme tid, som de, der nærmer sig ham i oprigtighed, i ly af hans elskelige søn, mødes af hans kærlighed, er han mod al falskhed en fortærende ild. Kan der da tænkes noget forfaerdelígere end at hykle over for Gud, lyve ham op i hans åbne øjne eller med forsæt gøre noget, der mishager ham.

Går dette op for os, forstår vi også, at det kald, vi er kaldet med, er et helligt kald. Vi forstår, at det lader sig ikke gøre på samme tid at have fællesskab med Gud og vandre i mørket. Da vil det også blive os magtpåliggende at blive klar over, hvad det at vandre i mørket egentlig vil sige.

På dette spørgsmål skal vi vogte os for selv at give nogen forklaring. Vi må søge svaret i Guds ord. Ellers kommer vi let på afveje, enten til højre eller til venstre, påføres unødig bekymring eller trøster os med en falsk trøst.

Og svaret er ikke vanskeligt at finde. Apostelens ord her og i det følgende kapitel stemmer med det, Jesus selv siger i Johs. 3, 20: »Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.« Når et menneske ikke vil frem i lyset med sin synd, ikke vil bekende og slippe den, ikke ønsker at få den tilgivet eller blive den kvit – mon det ikke er at vandre i mørket? I 1 Johs. 1, 8 læser vi følgende: »Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.« Og i v. 9 har vi modsætningen: »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.«

Den, der vil gøre krav på at have fællesskab med Gud, men samtidig vandrer i mørket, han er en hykler. Han dækker sig bag undskyldninger og unddrager sig opgøret med Gud. »Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.«

Den egentlige årsag til denne vandring i mørket er et sovende, ulydigt og ubodfærdigt sind, som ikke tager det, Gud har sagt, alvorligt. Når Gud i sit ord lader os vide både, hvad der er hans vilje, og hvad han har gjort til vor frelse, taler til os om genfødelse og helliggørelse, og vi dog fortsætter at leve et liv, der ikke er i overensstemmelse med ordet, da er grunden hertil forhærdelse og ringeagt for Gud.

Der findes også mennesker, som lever et meget fromt liv og tydeligt adskiller sig fra verden ved forskellige andagtsøvelser, kristelig virksomhed og smukke talemåder, men som alligevel vandrer i mørket. De lever ikke i »omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus,« de har ingen brug for at fly hen til nådestolen med deres synd, og de er aldrig blevet født på ny. Disse mennesker driver gæk med den Almægtige, idet de foragter alt, hvad der taler om hjertets indre stilling til Gud.

Men Gud er lys. Hans øjne ser det, og han lader sig ikke spotte. Det skal du betænke, som aldrig er kommet igennem den snævre port, aldrig har været i syndenød og derfor aldrig har haft brug for det forløsende ord om syndernes forladelse. Du, som vel i det ydre er begyndt at vandre en anden vej end før og lægger vægt på andagtsøvelser, bønner og gode gerninger, men aldrig har oplevet, at »hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig.« Din forbedring og din trøst har holdt trit med hinanden, fordi din trøst grundede sig på din forbedring. Dette er at drive gæk med Herren og foragte hans ord.

Du ved jo godt, at Guds ord lærer, at vejen til frelse går gennem genfødelsens snævre port, og at Jesus udtrykkelig har sagt: »Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.« Og dog frygter du ikke, men håber engang at komme derind.

Du hører de troende tale af egen erfaring om den nye fødsel, om syndenød, om tro og troens kendetegn, om fred og glæde i Helligånden og forstår, at det er en virkelighed for dem, men selv er du stum, så længe samtalen drejer sig om dette. Føres den derimod ind på gerninger, kristelig virksomhed og andre ydre forhold, så føler du dig straks på hjemlig grund – og endda håber du, at det skal gå dig godt, og at du skal komme ind i Guds rige. Hvad Herren siger om den sag, går du let hen over. Dette er at vandre i mørket og ikke ville komme frem i lyset.

Det er dette, Jesus sigter til, når han fortæller om den mand, som kongen fandt inde i bryllupssalen, men uden bryllupsklædning på, og som, da han blev spurgt om grunden dertil, ikke vidste noget at svare. Alt andet kunne han sikkert tale med om, men da han stilledes over for dette spørgsmål, hedder det blot: »Men han tav.!«

»Bind hænder og fødder på ham,« lød dommen. Da var det forbi med hans gerninger og hans vandring, som han havde sat så stor lid til, at han ikke behøvede Kristi retfærdigheds bryllupsklædning. Og dernæst: »Kast ham ud i mørket udenfor!« I mørket havde han vandret i nådetiden her, og i mørket bliver han nu kastet ud.

Hvilken forfærdelig tanke: hele sit liv at pleje omgang med de troende, samles med dem om Guds ord og tage del i kristelig virksomhed – og så til sidst, når brudgommen kommer, blive forkastet for evigt, blot fordi man ikke har været oprigtig over for Herren. Hvilken lykke, om du standsede og gav agt på Herrens advarsler og din stilling fra at være den selvretfærdige Simons blev den grædende synderindes ved Jesu fødder. Luk. 7, 37-47.

Men djævelen er en tusindkunstner, når det gælder om at lede mennesker i fortabelsen. Der findes dem iblandt os, der bekender sig som kristne og virkelig også synes at have nogen erfaring i åndelige spørgsmål. De ved at fortælle både om deres vækkelse og deres omvendelse, de kan tale med både om lov og evangelium, om tro og helliggørelse, men vandrer ikke desto mindre i mørket. Det ses deraf, at de med frit mod øver mørkets gerninger. De vil ikke bøje sig for Guds dom over synden, men undskylder og forsvarer den. Johannes siger f. eks.: »Den, som siger, at han er i lyset og dog hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne.« 1. Johs. 2, 9,11.

Nogle eksempler fra Bibelen kan give os en klarere forståelse af, hvad det vil sige at vandre i mørket.

Judas var en af de tolv, men ikke desto mindre en tyv. Tilsyneladende var der ingen forskel på ham og de øvrige apostle, og intet i hans optræden tydede på, at han havde en dårlig samvittighed. Derfor var der heller ingen af de andre, der fandt på at rette mistanken imod Judas, da jesus sagde: »Een af jer vil forråde mig.« De blev tværtimod tvivlrådige og spurgte – den ene efter den anden: »Det er dog vel ikke mig?« Kun een af dem forblev uberørt, og det var Judas. Ikke engang, da Jesus udtalte de forfærdelige ord: »Vé det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt,« viste han noget tegn på frygt eller anger. Et tydeligere billede af dem, der vandrer i mørket, kan vi næppe få. Om dem gælder det i sandhed, at »mørket har blindet deres øjne.«

Peter fornægtede samme aften sin mester. Han greb til en løgn, svor og bandede, men et eneste blik fra Herren fik ham til at gå udenfor og græde bitterligt. Læg mærke til forskellen mellem ham og Judas. Begge var de faldet dybt. Men den ene syndede med velberåd hu og kunne ikke engang gennem de forfærdeligste trusler vækkes til erkendelse af sin synd. Den anden blev i et svagt øjeblik overlistet af fristelsen og bragt til fald; men i sit hjerte var han stadig sin mester tro og angrede øjeblikkelig sin synd.

(Klip fra C.O.Rosenius Samlede Skrifter II – En bestandig nåde – Luthersk Missionsforenings Forlag 1963 –  Shafan 28-10-21)