Korsfæstet med Kristus – til sejr

Korsfæstet med Kristus – til sejr

Øivind Andersen – Livets brød

For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. – Gal 2,19-20

Her møder vi apostelen Paulus’ vidnesbyrd om, hvad Golgatas kors er kommet til at betyde i hans liv. Lad os lægge mærke til, hvad han siger, for det gør vi jo, når en betydningsfuld mand i Guds rige aflægger sit vidnesbyrd. Det betyder altså noget, hvad Paulus siger om sit personlige forhold til Kristi død på Golgatas kors. ”jeg er korsfæstet med Kristus,” siger han.

Jeg har tænkt meget på, hvorfor der er så stor forskel på vores og Paulus’ vidnesbyrd om korset. Vi taler om ‘at holde os til korset’ og ‘at være nær ved korset’. jeg forstår godt den trang, der ligger i det, og den er skabt af Gud. Men i NT tales der om, at vi skal tro på korset og tilegne os, hvad det betyder.

Jeg har mange gange prøvet at lukke øjnene og forestille mig, at jeg på et stort krucifiks så Kristus på korset og mig selv stående ved foden af det. Den slags har du og jeg kun lidt hjælp af. Når Paulus derimod taler om korset, siger han: ”Jeg er korsfæstet med Kristus.” Da taler han om den virkning, det har haft i hans liv. ”Jeg lever ikke mere selv.”

Nu vil jeg spørge dig, kristne ven, om du i dag kan aflægge det vidnesbyrd, at du er korsfæstet med Kristus? Mange kristne kan ikke. Du kan være et frelst menneske, hvis du er kommet til Kristus med din synd, også selv om du ikke vover at vidne som Paulus. Alligevel må jeg sige, at så længe vi ikke kan vidne om, at vi er korsfæstet med Kristus, får vi ikke den rette frimodighed, den rette gnist i vores tro og den rette kraft i vores helliggørelse.

Hvordan skulle jeg kunne vidne om, at jeg er korsfæstet med Kristus, når jeg tydeligt mærker alt det onde, som bor i mig? Sådan spørger mange. Det værste for alle ærlige kristne er ikke den synd, de har begået, heller ikke det, de har forsømt, men det de er i sig selv.

Jeg tror, der er mange, der siger: Gud har tilgivet mig min synd, og jeg tror, at jeg for Kristi skyld må være Guds barn. Men der er noget, der er værre, og som tager al min frimodighed fra mig. I mit hjerte er jeg så negativ, så uvillig til alt godt, så falsk og så ond. Der er så meget syndigt og sløvt hos mig. Skulle jeg da kunne vidne om, at jeg er korsfæstet med Kristus? Hvordan skulle det gå til? Lad os stille et andet spørgsmål. Hvordan kunne det gå til, at Paulus vidnede, som han gjorde? Var han færdig med alt det onde i sit hjerte? Følte han aldrig ulyst til at bede? Var han aldrig uvillig til at gøre Guds vilje? Mærkede han aldrig til falskhed i sit hjerte, til sløvhed eller andet?

Jo, han kendte det bedre, end vi gør. Gud havde adgang til hans hjerte, og han siger selv: “Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,18a og 24).

Vi får lys over, hvad Paulus mener, når vi ser på, hvad han ellers har skrevet. I Kol 3,3 siger han: ”I er jo døde,” og et par vers senere: ”Så lad da det jordiske i jer dø.” Paulus så, at menigheden i Kolossæ var plaget af forfærdelige, djævelske ting, som han nævner i vers 5 ff. Selv om han var vidende om dette, siger han: ”I er dødel” Ser du denne dobbelthed? I 2 Kor 5,14-15 får vi forklaringen på, hvad han mener. ”Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.”

Paulus mener ikke, at menigheden i Kolossæ er blevet syndfri og har sejret over alt det onde i hjertet, eller ikke længere føler sig fristet til synd. Men fordi én er død, fordi Kristus døde for alle, er de alle døde. Det er et vidunderligt ord. Begynder det at gå op for dig, hvad Paulus mener, når han siger; “Jeg er korsfæstet med Kristus”? Fordi Kristus døde i mit sted – for mig, Paulus ~ derfor er jeg i Guds øjne død med Kristus, selv om jeg endnu lever her i verden og oplever, hvad det er at være menneske.

Det var i den fransk-tyske krig. Alle tyskere blev kaldt hjem for at sendes til fronten. En dag mødte en englænder en af sine tyske venner på gaden i London. ”Er du her? Er du ikke rejst hjem?,” spurgte han. ”Jeg er død,” lød svaret. ”leg har fået lov til at sende en stedfortræder, og siden den dag anser den tyske stat mig for at vaere død.”

Gud har sendt en stedfortræder, og siden den dag anser han mig for at være død. Hvis jeg nu virkelig begynder at tro dette, at én er død i alles sted, kan jeg vidne, at jeg er korsfæstet med Kristus! Gør jeg ikke det, ringeagter jeg Guds nåde.

Jeg ville ønske, at vi kunne begynde at tro på korsets betydning. Ikke kun at holde os til uklare talemåder om at holde os nær korset, men at gøre det Gud vil, nemlig stole på hvad han har gjort for os og med vores synd. “På sit legeme bar han (Jesus) selv vore synder op på korset” (1 Pet 2,24). ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse” (Gal 3,13).

”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogenl” (Gal 3,10). Hvornår skulle du og jeg nå så langt, at vi gjorde det? Derfor sendte Gud en stedfortræder og købte os fri. Sig da Gud tak og tag imod dette, at Jesus døde i dit sted!

(Øivind Andersen – afsnit fra Livets brød – Nyt Livs Forlag 2015 – Shafan 21-10-21) Webmaster, Andreas Michelsen