Jesu stedfortrædende liv og død

Jesu stedfortrædende liv og død

Olav Valen-Sendstad – RETFÆRDIGGJORT AF TRO

1. Jesus som forbillede og stedfortræder

Fordi Jesus levede det sande, fuldkomne liv og opfyldte hele Guds lov, er han et sandt billede og forbillede på, hvad det er at være en kristen. Men desuden er han den, der ved sin stedfortræden har forløst os. Skriften kalder ham jo »den anden Adam«. Og i dette navn ligger altid den dobbelte betydning: Dels at han var et forbillede og dels at han var en stedfortræder (Rom.5,12 f.).

Guds ord vidner tydeligt om, at vi bør se Jesus på begge disse måder, dog uden at forveksle dem.

Jesus sagde sådan om sig selv som forbillede: »Det var et forbillede, jeg gav jer« (Joh.13,15). Det betyder, at han for os er et mønster, et godt eksempel, et ideal, som et menneske kan og skal prøve at ligne under alle livets forhold. – Også apostelen Paulus havde ham som forbillede. For han siger: »Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus« (Fil.2,5). Ligeledes havde Peter ham som et kært mønster (1.Pet.4,1).

Men Jesus og hele Skriften vidner også, at han var en stedfortræder. Jesus siger om sig selv: »Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Matt.20,28). Derved siger han jo intet andet end, at han er en stedfortræder. Og hvordan apostlene kendte ham og elskede ham som stedfortræder, er en kendt sag.

Hvis vore hjerter og samvittigheder imidlertid skal øse den rette trøst og fred af evangeliet om Jesus, så er det i højeste grad nødvendigt at skelne skarpt mellem de to ting, at han er et forbillede og en stedfortræder. Det er lige så nødvendigt at skelne her, som det er nødvendigt at skelne mellem lov og evangelium. For som en forbilledlig opfylder af loven er Jesus i sin person intet andet end den levendegjorte lov. Men som den stedfortrædende opfylder af loven er han i sin person det levendegjorte evangelium for os.

Fra Jesu forbillede udgår der ingen andre virkninger end dem, som også udgår fra loven for alle mennesker: Nemlig at vi erkender vore synder, vore overtrædelser og fortvivler over os selv. Og på samme måde som vi kommer til at »dø under loven«, og bliver fordømte og fortabte i os selv, når fuldkommenhedskravet bliver alvor, sådan går det også med os under Jesu forbillede og høje ideal, når det bliver mere end snak, at vi »vil ligne Jesus«. – Hvad er det så disse mennesker og prædikanter, der fremstiller frelsen som at være »lig Jesus«, gør? Ikke alene forfører de sjælene til lovtrældom, men de fører dem til evig død. – Alle ting i Jesu liv og død er forbilledlige. Men prædikes der kun om Jesu forbillede, så prædikes der død, sorg og fortvivlelse. Der prædikes lov.

Så findes der alligevel en fuldstændig falsk prædiken om Kristi kors i verden. Det er når korset ikke længere er forsoningens og stedfortrædelsens nåde over os, men i stedet bare er et tamt forbillede på at være tålmodig i lidelse, kærlig mod fjender og opofrende mod alle. Der findes mesterlige skildringer af Jesu fornedrelse, lidelse og død. Der findes psykologisk gribende, æstetisk rørende, etisk forbilledlige og religiøst stemningsfulde og »opbyggelige« skildringer af Jesu smertes vej til døden, som aldrig har kunnet frelse et menneske, men som i stedet fører folk i den evige død, fordi de fortier eller fornægter stedfortræderen i alt dette, og kun maler det som et smukt og fantastisk forbillede af et vidunderligt menneske. – Ja, til tider hører man endda, at det siges og skrives, at vi ikke skal prædike korsets forklaring, men korsets kendsgerning, idet verden frelses ved »kendsgerningen« og ikke ved »forklaringen«. – Den slags tale er en rigtig slangetale – uden Guds Ånd. For det er overhovedet ikke muligt at skildre noget historisk uden at fremstille det i og med visse »forklarende kategorier«. Og det er en fuldstændig umulighed at tale om Kristi kors og død, uden at denne tale enten bevæger sig inden for rammen af en forbilledlig, eller inden for rammen af en stedfortrædende forklaring. Derfor er det en djævelsk list, når nogen prøver at bilde os ind, at det med korsets »forklaring« ikke har noget at sige. For den der taler om korset i forbilledets ramme, han taler af loven, og fører folk væk fra frelsen. Det er kun den, der prædiker korset i stedfortrædelsens ramme, som taler af evangeliet. Og den slags talere fører folk til livet.

Hele Jesu liv, fra vugge til grav, er et forbilledligt liv. Men hele det samme liv er også et stedfortrædende liv. – Vi er ikke uvidende om, at der kun findes lidt forståelse for evangeliet om, at Jesus har levet et stedfortrædende liv. Men vi er ikke så vant til at høre om et stedfortrædende liv. Ja, der findes oven i købet dem, som rent ud sagt nægter, at Jesus har levet et stedfortrædende liv.

Men Skriftens vidnesbyrd er kolossalt på dette punkt. For allerførst siger apostelen, at Gud sendte sin Søn, født af en kvinde, »født under loven, for at han skule løskøbe dem, der var under loven« (Gal.4,4). – Her hører du, at han rækker tilbage til Jesu fødsel, og siger at hele hans liv fra fødselen af, var et liv under lovens krav – til vores frigørelse fra loven. Men hans liv er kun blevet os til frikøbelse fra loven, fordi det var stedfortrædende. – Og videre siger apostelen: »De mange skal komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed« (Rom.5,19). Her hører du, at han sammenfatter alle ting i Jesu liv og død, og kalder det lydighed, dvs. lovens rette og sande opfyldelse. Samtidig siger han, at det netop er denne lovopfyldelse, der bliver os til retfærdighed for Gud.

Jesus har selv talt om sit stedfortrædende liv. Da han kom til Johannes Døberen for at blive døbt, stejlede Johannes kraftigt, og vægrede sig: Hvad skulle det vel betyde, at Jesus som ikke behøvede omvendelse, ville have omvendelsens dåb? At han, som ingen synd havde, søgte syndernes forladelse? Men Jesus sagde til ham: »Lad det nu ske.« Og det sagde han for at kundgøre, at han var kommet for stedfortrædende at gå ind under alle synderes kår, lægge synden på sig selv, dømme og straffe den på sig selv, og alligevel også som en stedfortræder gøre alt rigtigt og sandt. For at fuldbyrde al retfærdighed, som han sagde til Johannes. – Når han siger, at han vil fuldbyrde al retfærdighed, siger han så noget andet end, at han vil gøre det samtidig med, at han er en stedfortræder? – Derfor siger Jesus også i bjergprædikenen: »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme« (Matt.5,17). Tror du da virkelig, min læser, at denne lovopfyldelse kun skete forbilledligt? Nej, sandelig ikke – netop fordi loven og profeterne indsatte ham som stedfortræder, ville han også opfylde alt lige så helt og fuldt stedfortrædende som helt og fuldt forbilledligt – for at han i sig selv skulle være hele verdens lov og i sig selv hele verdens evangelium – for at han i alle ting skulle være alt for alle.

Og derfor giver hans død mig vel syndernes forladelse, men hans liv giver mig retfærdigheden over for Gud (hvilket ikke er noget andet end Adams fuldkomrnenhed genoprettet af Jesus). Jesus levede det ideelle kristenliv, som er et sandt og levende forbillede for os alle – sådan at enhver sand og oprigtig kristen ønsker at blive som ham. Men det er ikke nok til frelse. Derfor har han også levet det fuldkomne og sande kristenliv og menneskeliv i stedet for os, for at det skal være os til retfærdighed for Gud. Nemlig til en retfærdighed, som Gud kan tilregne os ved troen.

Derfor skriver apostelen: »Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel« (Rom.3,21 f.). – Hvad betyder da disse hemmelighedsfulde ord? Jo, de betyder lige præcis dette: Det hellige og rene, det fuldkomne liv, som lov og profeter maler og skildrer for vores øjne, som et retfærdigt og velbehageligt liv for Gud – denne retfærdighed er nu åbenbaret uden loven, uden vore gerninger, uden vort stræb, uden vor lydighed. Den er åbenbaret ved troen på Jesus, ham der er vor retfærdighed for Gud.

Så er da hans retfærdighed intet andet end hans fuldkomne menneskeliv og sande »kristenliv«, givet til os ved troen på hans navn. Og det endda selv om vi er syndere og ugudelige (Rom.4,5) – så vi alene ved troen på Jesus skal ses for Gud som sande, levende, brændende kristne, som lovens rette opfyldere og gørere – selv om vi ikke har en eneste gerning at opvise for ham. Hvilken nåde: At være en synder – og alligevel anses for at være fuldkommen i ham, som var fuldkommen. At være nøgen i skam og vanære – og alligevel anset for at være klædt og svøbt, som var vi funklende ædelstene i Guds øjne.

– – –

Så forstår vi, at evangeliet åbenbarer en fuldstændig ny retfærdighed over for Gud, mens loven åbenbarer en retfærdighed over for Gud, som er afhængig af vores indsats. Men da vi er syndere, kan vi ikke retfærdiggøre os over for Gud. Men evangeliet åbenbarer en retfærdighed over for Gud, som vi hverken kan eller skal gøre noget for. Alt er nemlig gjort af Jesus, og det gives os som en gave.

Og det er sandelig en retfærdighed og lovopfyldelse, der duer. For den er tilvejebragt som en klædedragt for os alle, da Gud selv steg ned på jorden og levede et helligt menneskeliv her. Da Gud selv levede både det fuldkomne menneskeliv og det fuldkomne kristenliv, med hvilket han gav os dækning mod lovens krav, både til vores menneskeliv og vores kristenliv. For at vi skulle blive virkelig frigjorte i ham, og blive virkelige kristne i ham.

Skriften vidner klart om dette, fordi den dels kalder vores nye retfærdighed ved troen på Jesus for en retfærdighed for Gud (Rom.3,2l; 2.Kor.5,21), og dels kalder den en retfærdighed fra Gud, dvs. som stammer fra Gud (1.Kor.1,30), og dels også kalder den en retfærdighed af Gud, dvs. som er levet, gjort og tilvejebragt af Gud selv (Fil.3,9). For vores elskede Jesus, som tilvejebragte denne retfærdighed for os, han er ikke bare et menneske – han er Gud selv. Derfor kan Skriften også sige begge dele: Dels at vores retfærdighed i ham er et menneskes, dvs. den anden Adams retfærdighed (Rom.5,15 f.), og dels at vores retfærdighed i ham er Guds egen retfærdighed (Rom.10,3-4; Fil.3,9). Og Skriften siger disse ting, så vi kan forstå, at når vi tilregnes Kristi retfærdighed ved troen, så tilregnes vi Guds- menneskets retfærdighed helt og ubeskåret.

Og dette er evangeliet. Hvor dette evangelium lyder og virker hjertets sande og levende tro, der bliver ingen lyst til at synde på nåden og sove i synden. Men der kommer en jagen og stræben efter alt, hvad der er godt, helligt, rent og gudvelbehageligt. Og denne stræben kommer ikke som et forsøg på at vinde frelse, men den kommer fordi den levende tro i sit væsen udelukker synden, og fordi hjertet er trøstet i Gud – fordi sjælen allerede er frelst.

Pris og ære være Herren Jesu navn, han som har beredt os så stor en nåde.

(Olav Valen-Sendstad – afsnit fra – RETFÆRDIGGJORT AF TRO – kap.3 Jesu stedfortrædende liv og død -Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening –
I kommission hos Dansk Luthersk Forlag, Hillerød 1991  Shafan 12-10-21)