Se hen til Jesus

Se hen til Jesus

Hans Erik Nissen – ét er nødvendigt

Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus. Hebr 3,1

Er det virkelig nødvendigt at sige til kristne, at de skal se hen til Jesus? Er det ikke netop det at se på ham, der gør et menneske til en kristen? Har hver eneste kristen ikke erfaret, at hjertet fyldes af glæde og frimodighed, når det sker.

Jo, man kan i sandhed undre sig over, at det skulle være nødvendigt at opfordre Herrens venner til at se på ham. Men det er nødvendigt. Det ved du af egen erfaring.

Djævelen, vor gamle natur og denne verden gør alt for at vende vort blik bort fra Jesus. Der skal så lidt til. Vanskeligheder i familieliv eller på arbejdsplads, sygdom eller økonomiske problemer fylder tanke og sind. Du kan gribes af en følelse af håbløshed og mismod.

Mange af vort livs problemer følger os livet igennem. Som skygger kastes de ind over vore dage. Vi spørger, om vi aldrig skal blive fri for dem.

Guds ords svar er, at du skal se hen til din bekendelses apostel og ypperstepræst. Mange spørgsmål får du ikke besvaret, men Gud har givet dig Jesus, og der er ikke noget mørke, hvor ikke han lyser op.

Er du fortvivlet og siger, at mørket skal dække dig, så er mørket ikke mørke for ham. Natten er lys som dagen.

At se hen til Jesus giver fred midt i alle de vanskeligheder, som ikke løses på denne side af evigheden. Troen på ham gør ikke livet let, men den gør dig lykkelig midt i nød og sorg. At se Jesus gør dig glad. Han er din hyrde, din stedfortræder og forsoner.

Under alle forhold er din synd sonet. Ved Jesus sejrer du midt i alle nederlag. Du må lære at blive mere optaget af, hvad Jesus har gjort og vundet. Dine nederlag og sejre betyder intet sammenlignet med alt det, som han har fuldbragt for dig.

Se hen til ham. Du skal ikke blive til skamme.

(Andagt af Hans Erik Nissen – “ét er nødvendigt” – Shafan 21-04-21)