Jule-indlæg

Jule-indlæg

JULEANDAGTER af FRITS LARSEN – Juleneget 1958

ALLE ER AFVEGNE. – Juleaften 1958.

»Alle er afvegne, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste.« (Rom 3,12).

Vi er alle kommet væk fra Gud. Da vi faldt, mistede vi retfærdigheden fra Gud, vi mistede guds-frygten, ja evnen til at være retfærdig. Alle blev vi uduelige. Gud kan ikke vente sig noget af dig. Han kan ikke engang retfærdiggøre dig ved loven. Du har ikke engang en fri vilje til at holde loven af hjerte, sjæl og sind. Vor fri vilje kan ikke virke med til vor retfærdiggørelse.

 Det værste er, at vi mennesker ikkeføler det sådan. Vi gør det onde med lyst og betragter Gud som vorfjende. Har Gud fået lov at dømme dig, så du endda denne dag ogdenne aften må slå dine øjne ned og lade Gud kassere dineresultater, så du giver ham ret i dommen over dig. Først når duser dig som meddelagtig i det dybe fald, som har skilt os fra Gud,kan du se dig som delagtig i den store retfærdighedsgave Jesus, derkom julenat for at åbenbare Guds retfærdighed for os og gøre os til Guds børn.

Og alt, hvad os Adams fald har pådraget,
det barnet i krybben på sig jo har taget.
Nu syndere alle sig vel må berømme,
at han blev vor broder, som verden dømme.

GUD SENDTE SIN SØN. – Juledag 1958.

»Der som var loven umuligt, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet«. (8, 5).

Disse ord er det stærkeste evangelium. Gud sendte sin egen søn, og denne hans søn var et menneske. Jesus døde i vor natur, men med et guddommeligt fuldbragt. Han blev ved opstandelsen godtgjort at være Guds søn. »Den Jesus, som levede som menneske, var Gud selv. Det Jesus var og gjorde, gjorde Gud. Men det Jesus var og gjorde, det var og gjorde et menneske. Jesu Kristi værk er på en gang både Guds og menneskeslægtens værk.« (Ø. A.).

Det er da sandt, at Jesu Kristi værk har lige stor værdi for os og for Gud. Der mødes vi.

Det er vor juleglæde, at Gud selv har frelst os. Det er vor glædeskilde i livet, at det Jesus vandt, aldrig forandres, mindskes eller plettes.

Hvad han gjorde, evigt gælder. Så glædes vi.

Kom, hvert et menneske, o kom
til juleglæden ren!
Endskønt du ej er ren og from,
du ligefuldt er en
af dem, hvis broder Jesus er,
han himlens arv dig og beskær,
thi vær af hjertet glad.

EVANGELIET. – 2. Juledag 1958.

»Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for hver, som tror.«(1, 16).

Evangeliet er et budskab fra Gud om noget fuldt færdigt, noget evigt fuldendt for os og til os.

Det er ved evangeliet om Jesus, vi har fået vore højtider. Brorsons julesalmer lever i os ved evangeliet.Kingos påsketoner følger slægt efter slægt. Evangeliet har skabt de mange hellige hjem, og mange fik det blivende evighedsindtryk fra evangeliet derhjemme. Du, som læser og hører, har vel også haft dine fredfyldte timer i evangeliets uforskyldte gave.

Evangeliet er, at Gud i Kristi forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner os vore overtrædelser.Vor synd skal aldrig mere sones. Vi tilegner os forsoningen. Syndernes forladelse er der, før vi tror.

Ved Jesus forkyndes os nu og alle dage vore synders forladelse, og ved ham retfærdiggøresenhver, som tror. (Ap. G. 13, 38–39).

Alt hvad os Adam engang har pådraget,
alt jo af kvindens sæd bødet nu er.
Kristus fra verden har synden bortaget
just på den dag, han blev korsfæstet her.
Han, som var ren
og uden mén
døde for alle og alle i een.

UFORSKYLDT – Lørdag d. 27. december.

»Alle har jo synder, og de mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.« (3, 24).

Uforskyldt betyder gratis med urette, og det dækker over evangeliets inderste hemmelighed.

Vi bærer med os og i os et uopretteligt nederlag, og når det afsløres for os. bliver alle mennesker ens. Du og jeg ved da, at kun en uforskyldt frelse fører os til Gud.

Den retfærdighed, vi har i Kristus, er vi uden skyld i. Den er bragt i stand gennem Jesu person. Jesus har levet for os. Han har båret vore synder. Han har taget vor dom. Han er frikendt for os. Det, vi får i troen på ham, er uforskyldt. Det er gratis med urette. Vi bøjer os og takker for det.

Ved den sandhed, som gemmer sig i ordet uforskyldt, får Gud hele æren. jeg tilbeder min Gud for, at han har taget sig af mig.

Uforskyldt får jeg fra dag til dag
eje Guds fulde velbehag,
Frelseren vandt mig det,
uforskyldt fandt jeg det,
uforskyldt ejer jeg Guds behag
af nåde.

Uforskyldt er jeg Guds kære barn
friet fra Satans magt og garn.
Jesus som købte mig
dertil og døbte mig.
Uforskyldt er jeg Guds kære barn
af nåde.

MOD HÅB MED HÅB. – Søndag d. 28. december.

»Han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag.«

Det er så let at føle sig håbløs. Det er svært, når alt går í stykker for en. Men det er vel noget, vi må igennem, når vi skal tro Gud. Abraham blev gjort håbløs, og da troede han Gud, og Gud regnede ham det til retfærdighed.

Tro på Guds værk er ikke noget, vi magter. Abraham troede Gud, som gør de døde levende. Gud var noget for ham, så han troede ham. Vi har Guds frelsesværk for os. Det er altomfattende. Det får os til at tro, og troen bliver en gave.

»Hvis jeg bare kunne tro! « siger du. Rosenius siger: »Du skal tro Gud, for du kan tro.« Gud er dig nådig. Gud er retfærdig, også i din sag. Gud har udslettet dine overtrædelser. Alt det får du lov at tro, og det så uforskyldt.

Som Abraham troede uden håb, må du. Du er overmandet af fristelser, af din kulde, af andres foragt, af tvivl, af dine svagheder, af børns forhold og af unges uvilje måske.

Ser surt det ud og mørkt i hver en krog, så tro kun dog.

Når livet bli’r mørkt, jeg er ængstlig og svag.
jeg iler til Ordet, og der bli’r det dag.
Når andre er rige, og jeg dem ej lig,
jeg skuer i Ordet, og der er jeg rig.
O, salige ro
På Jesus at tro
og have Guds ord i sit bo.

FOR VOR SKYLD. – Mandag d. 29. december.

»Givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld.« (4, 25).

Den brøde, som er din sorg, er forsoningens mål. Det er vor synd, Gud behandler i Kristus. »Jesus var så belæsset med, så nedsænket i al verdens synd, at han kunne kaldes idel synd.« Han blev gjort til synd for os, i stedet for os. Jesus kunne ikke klage for Gud og sige, at han var uskyldig, for han stod som den eneste skyldige. Vor synd tilregnedes ham, og han behandledes som en virkelig synder.

Men den retfærdiggørelse, han fik, da han blev opvakt, var også for os. Vi er retfærdige i Kristus. Han har bragt en evig retfærdighed frem for og til os. Han er ren for alle, retfærdig for alle. Hvad jeg skyldte, han opfyldte, se opstanden Jesus er. – Du har vundet, du har fundet fuld retfærdighed til mig.

Det, vi var, kom over ham, for at det, han er, skal komme over os, som tror.

Så siger vi: Herre, jeg tror, du bar mine synder, og jeg får din retfærdighed som min ejendom.

Det skete for mig,
at syndige mennesker fængslede dig,
at du blev uskyldig fordømt i mit sted,
det gjorde, at jeg fik Guds nåde og fred,
din pinlige skændsel gir’ ære til mig,
thi takker jeg dig.

KALDEDE TIL AT VÆRE HELLIGE. – Torsdag d. 30. december.

»Hilsen til alle Guds elskede, kaldede til at være hellige.« (1, 7). .

Det er noget ganske særligt at være hellig. Det betyder ikke bare ren og uden lyde, men snarere noget andet. Det hebraiske ord for hellig betyder både at være skilt fra ved et skarpt snit til andet brug og at helliges ved berøring. I begge betydninger er det vidunderlig at være kaldet til at være hellig.

Jeg står ren for Gud ved berøringen med alteret. Jeg er skilt fra til andet brug.

Gud behøver os og kalder dem, han behøver. Derefter tilhører vi Jesus (1, 6), og han går ind mellem os og vore fremtidige opgaver. Vi er skilt fra verdens ånd, verdens væsen og metoder, og vi er sat til opgaver, som overgår vore evner, men Jesus er imellem og løser opgaven gennem os. Tænk, at være stillet til rådighed for Jesus ved evangeliet og så gå under Kristi retfærdighed for at lede det, Jesus er og har, til andre. Kaldede til at være hellige.

O, lad mig gå med noget bud fra dig,
hvorhen du i din visdom selv mig sender,
jeg intet er og intet har i mig,
alt må jeg tage blot af dine hænder.

AT TILHØRE EN ANDEN. – Nytårsaften 1958.

»Så er I gjort døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud.« (7, 4).

Der må da komme noget ud af vort liv. Det hele må ikke ende som gamle kartofler på en mødding. Evangeliet siger, at vi er døde fra loven, og det betyder vel, at vi ikke mere stilles over for det krav at skulle leve efter Guds hellige vilje for at vinde Guds behag. Jesus har vundet os Guds gunst og ære, hans nåde. Vi er i stedet i troen forenede med Jesus til en enhed med ham, han som blev lagt under loven for at løskøbe dem, som var under loven. Vi hører den opstandne frelser til. Han er vor kristendom. I ham er vi Guds kære børn. I ham ønsker vi at leve ret med Gud. Vi lever på Jesu regning, men for at vi skal bære frugt for Gud. Frugten er, at evangeliet når til andre, at mange frelses, og at vi oplever, at Gud kan gøre undere som svar på vor bøn. .

At bære frugt er både en ære, en afhængighed og en indvielse.

Brug mig, Herre, brug mig,
blot jeg helt er din,
indtil du mig kalder
til din glæde ind.

LIVETS ÅNDS LOV. – Nytårsdag 1959.

»Livets ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov.« (8, 2). ,

Der er så meget i mig, som dømmer, ja fordømmer mig. Et år har lagt nyt til. Mit hjerte, mine ord, mine forsømmelser taler imod mig.

En har frikøbt mig. Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Det tror jeg i spænding.
Og han har givet noget nyt ind i livet.

I troen på Jesus har Kristi kærlighed fået magt over sind og vilje og er blevet en ny drivkraft, en helt ny drift, noget dynamisk ved evangeliet. Der er kommet en ny vilje. Min egen kom til kort. Nu er Guds vilje tegnet for mig ved evangeliet.

Tænk, at jeg gerne vil gøre Guds vilje i et nyt sind. jeg vil gå hans veje, også når de er mine imod.

Der er kommet en ny gift ind. jeg angrer min synd, mine fejltrin, jeg kan ikke leve i synden.

Og en ny kraft har råderum. Når mit selvliv dør, gør Kristi opstandelse det levende, som skal leve ved Guds kraft. I min magtesløshed kommer Guds kraft. Det nye liv er værd at leve i det nye år.

Lever du det nye liv?

Juleneget 1958

Lever du til Herrens ære,
fandt du livet i hans død?
Har du fattet nådens lære,
er du frelst fra synd og død?
O, jeg spørger dig endnu:
Lever du?

 

Juleandagterne er af Frits Larsen  – fra Juleneget 1958 – udgivet af LUTHERSK MISSIONS FORENINGS FORLAG . KØBENHAVN