Hvad skal jeg gøre?

Hvad skal jeg gøre?

Hvad skal jeg gøre? C.O.Rosenius – SAMLEDE SKRIFTER – Omvendelse

Vejen til en sand omvendelse går gennem den snævre port. Det må ikke være selve omvendelsen, man bliver tilfreds med og slår sin lid til. Lovens krav må trænge helt ned til ondets rod, helt ind til kilden, hvorfra det vælder ud. Guds hellige lov kræver fuldkommen hellighed, bestandig kærlighed til Gud og det, som er godt, had til svnden, årvågenhed og kamp mod det onde. Når da et menneske bliver vakt til erkendelse af synden i hjertedybet, ser sin egenkærlighed og sin egenvilje, sit hovmod og sit afguderi, sin ligegyldighed for Gud, sin træghed til bønnen og sin tilbøjelighed til vellyst, hovmod og gerrighed, og tager kampen op mod alt dette, da kommer han til at sande apostelens ord: »Da budet kom, levede synden op – thi da synden fik en anledning, bedrog den mig ved budet og dræbte mig ved det – for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed.« Rom. 7.

Denne opdagelse gør det arme menneske helt forfærdet. Synder, som han ikke havde anelse om, at han husede i sit hjerte, vælder frem og trodser alle hans forsøg på at dæmme op for dem. Han er værre end nogen sinde før, synes han, og så er sandheden dog den, at synden har været der hele tiden. Blot ligger den ikke længere sovende i hjertedybet, men er vakt til live og ægget til virksomhed af loven. Med rette hedder det, at synden ved hjælp af budet viser sig i sin grænseløse syndighed.

Nu er det lige meget, hvad et sådant menneske foretager sig – han er dog fordømt og ulykkelig. Anstrenger han sig af al sin magt for at svare til lovens krav, opnår han kun, at »synden bliver større.« Ryster han det hele af sig, lader hånt om loven og sover videre i synden, er han selvskreven til fortabelsen. Hvad skal han da gøre for at blive frelst?

Ja, hvad skal han gøre? Det, han hidtil har gjort, har kun tjent til at øge hans fortvivlelse. Følgen var jo, at han blev endnu mere syndig end før, mere rådløs og afmægtig. Han ser synden, men har ikke kraft til at modstå den – han ved om den, men kan hverken føle eller angre den – han lider under den, men elsker den samtidig – han hader den nok, men kun, som trællen hader åget, og ikke med barnets villige ånd, som kun fås gennem troen.

Her har vi endelig den syge, som er taknemlig for lægens hjælp, den fangne, som higer efter friheden, den fattige, som gerne tager imod indbydelsen til brylluppet, den fortabte og fordømte synder, som har et åbent øre for budskabet om nåde ved »forløsningen i Kristus Jesus.« Nu bliver det forunderlig stort og herligt at høre om »den retfærdighed fra Gud, som er åbenbaret uden lov,« om ham, som »retfærdiggør den ugudelige,« og som har sagt: »Af nåde er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer -selv, Guds er gaven,« og fra hvem nu indbydelsen lyder: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.«

Nu tændes der ved evangeliets liflige budskab en sand, levende og frelsende tro i deres hjerter. Bedst som de var ved at tabe modet, både over deres synd og over deres mislykkede forsøg på forbedring, dæmrer det for dem, at alt det, de søgte at opnå gennem anger og bod, bøn og kamp, er allerede vundet til dem af en anden og skænket dem, uden at de selv i nogen måde har gjort sig fortjent til det. De griber ordet om, at »det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin søn,« og det går op for dem, at en evig retfærdighed er bragt til veje og blot venter på, at de skal komme og tage imod den.

Men det samme evangelium vækker højst forskellige følelser hos de forskellige mennesker. Hos nogle vækker det glæde og håb. Undrende spørger de: Gælder indbydelsen også mig? og længselsfuldt strækker de sig imod Kristus og hungrer og tørster efter hans retfærdighed.

Hos andre virker det forøget anger og sorg, når Guds kærligheds varme begynder at smelte det før så hårde hjerte. Men sorgen blandes med håb, og en inderlig længsel efter at få del i denne kærlighed og nåde fylder deres sind.

Andre igen føres fra den dybeste syndenød til den højeste frelsesfryd. Fordi mennesker er så forskellige, når Helligånden sit mål ad forskellige veje. Men hos alle dem, der har fået deres blik vendt bort fra sig selv og rettet mod den korsfæstede, er den frelsende tro allerede tændt i hjertet. Det er den samme tro, som Jesus ofte priste hos de mennesker, der søgte hans hjælp i deres nød. Til kvinden, der trængte sig frem for bagfra at røre ved kvasten på hans kappe, sagde han: »Vær frimodig, datter, din. tro har frelst dig.« Matt. 9, 22. Og til synderinden, som i Simons hus vædede Jesu fødder med sine tårer, hed det: »Dine synder er dig forladt – din tro har frelst dig, gå bort med fred.« Luk. 7, 37-50.

Om disse eksempler siger Luther: »De havde hørt rygtet om, at Jesus havde trøst og hjælp til alle, som kom til ham. Dette rygte troede de, og derfor kom de, drevet af deres nød. Havde de ikke troet det, de hørte, var de ikke kommet.«

Denne tro kaldte Jesus en frelsende tro, skønt den kun havde ytret sig deri, at de opsøgte ham og bad om hans hjælp. Når derfor Paulus i Rom. 10 anfører profeten Joels ord: »Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses,« så tilføjer han straks: »Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til at tro på?« Dette viser tydeligt, at påkaldelse af Herrens navn nødvendigvis forudsætter, at troen er til stede.

»Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,« siger Jesus. Matt. 5, 6. Denne hunger og tørst er også en form for tro. At komme til Jesus og at tage imod ham ligeså. »Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort,« sagde Jesus. Johs. 6, 37. Og i Johs. 1, 12 hedder det: »Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.«

En sådan hungrende, tørstende, kæmpende og søgende tro finder vi hos den besatte drengs fader, da han råbte: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Vi ser den også hos bruden i højsangen, når hun om natten går omkring i byen og søger den, hendes sjæl har kær, og hos patriarken Jakob, da han sagde: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig.«

Denne søgende, påkaldende, hungrende og tørstende tro er den egentlige frelsende tro. Det er jo en tro på Jesus og ikke på noget hos os selv. Men denne tro vil før eller senere blive beseglet med vished. Da siger bruden: »_Jeg har fundet ham, som min sjæl har kær, han er min, og jeg er hans.« Da falder dækket fra mine øjne, så jeg ser det, jeg ikke før kunne se: at alt det, jeg gik og ventede på, er fuldkommet i Kristus, at al min synd og urenhed, al min ligegyldighed og hårdhed er i ham sonet, betalt og udslettet, ja sænket i havets dyb, og at det alene er min vantro, der har været min ulykke. Nu ved jeg, at »een er død i alles sted, altså er alle døde.« 2. Kor. 5, 15. Kristus døde ikke for sig selv, men for os. Er ikke det nok til forsoning, er det ude med mig, for selv kan jeg ikke gøre det ringeste til min frelse.

Med troens fulde vished følger Guds fred. De synder, som nagede samvittigheden, er jo udslettet og tilgivet. Om denne fred siger apostelen: »Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.« Rom. 5, 1. Dermed følger også ofte en hidtil ukendt overnaturlig fryd og glæde, et følbart gensvar fra Guds kærlighed, hvorved sjælen får lov at »smage og se, at Herren er god.« Sl. 34, 9. Men denne følbare fryder ikke det egentlige og følger heller ikke altid umiddelbart efter troen. Det er heller ikke til den, at Skriften har knyttet frelsen, men ene og alene til troen på Kristus.

Med troens fulde vished følger også fortroligt venskab med Gud og fortrolig omgang med ham. Vi har, som Paulus siger, modtaget »en ånd, der skaber barnekår.« I den råber vi: »Abba, Fader! og »Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.« Rom. 8, 15-16.

Også den nye skabning, som er fremstået, vidner om, at en ny fødsel er sket. »Hvis nogen er i Kristus,« siger Paulus, »er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.« 2. Kor. 5, 17. Et nyt sind, en ny åndelig smag, ny lyst til Guds lov, afsky for alt verdsligt, kødeligt og syndigt, et nyt, åndeligt syn, en ny bekendelse og ny kærlighed både til brødrene og til alle.

Men dette er frugterne af den modtagne nåde. Hvad selve modtagelsen angår, så anviser Skriften, som vi har set, kun een måde, hvorpå Guds nåde bliver vor personlige ejendom, nemlig ved tro. Kun ved, at vi modtager gaven, bliver den vor. Gud har udvalgt os i Kristus, før verdens grundvold blev lagt, og det er på dette grundlag, vor frelse hviler. Alt er fuldbragt ved Kristi død. Af nåde er vi frelst ved tro, det skyldes ikke os selv, Guds er gaven. Det skete »ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten.« Rom. 4, 16.

Hermed kan således den store, evangeliske sandhed slås fast, at alle mennesker, blot de kommer til Kristus, straks får del i den nåde og frelse, som er skænket os i ham. Og fra Bibelens sidste blad lyder indbydelsen til alle: »Den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.«

(Afsnit fra SAMLEDE SKRIFTER – BIND 1 -Omvendelsen – C.O.Rosenius – Luthersk Missionsforenings Forlag 1963 –   Shafan 07-08-21)