Prøv mig, Herre – Sl 26,2

Prøv mig, Herre – Sl 26,2

MARTIN LUTHER – SÅ FAST EN BORG

Prøv mig, Herre, undersøg mig, ransag hjerte og nyrer! (Sl 26,2

Når David beder Gud om at undersøge og ransage ham, ligger der det i det, at han beder om at blive prøvet og lutret. David vil rystes og knuges, for at gamle Adam skal dræbes og ikke rejse sig igen. David vil, at Gud skal lutre ham, som en guldsmed lader sølvet gå igennem ilden, smelter det og derved lutrer og renser det.

For det menneskelige hjerte er sunket så dybt i fordærvet, at det ikke føler sin egen tilstand. Derfor siger David: ”Herre, du føler mit hjerte – selv ser jeg det ikke, med mindre jeg bliver godt og grundigt rusket vågen og bliver gjort til en vold mod alle andres meninger.”

Jeg kender mange prædikanter, som står og prædiker så frejdigt på en prædikestol, fordi der er mange, der kan lide at høre på dem. Derfor er de så modige og uforfærdede. Men når deres tilhørere vender dem ryggen, så holder de op med at prædike og vender sig selv fra deres egen lære. Når man på den måde prædiker efter tilhørernes gunst eller ugunst, er hjertet ikke med. Man nævner vel Jesus med munden, men der er ingen alvor í det.

En kristen siger: ”Jeg stoler på Gud, hvad enten man roser mig eller spotter mig, uanset om man vil høre på mig eller vender mig ryggen. At jeg prædiker, gør jeg ikke for min egen skyld, fordi jeg har brug for at prædike. jeg tier heller ikke stille for min egen skyld. Men jeg gør det alt sammen for at tjene dig, der hører. Holder du nu fast ved min prædiken, er det godt, men vender du ryggen til den, har du en dommer over dig. Og ligesom jeg ikke prædiker for min egen skyld, så skal du heller ikke tage imod prædikenen for min skyld.”

Når man ser på, om en prædiken får tilslutning eller bliver afvist, og når man erfarer, at Gud lader der komme en forfølgelse ud af det, så lærer man først hjertet at kende. Kan man da se bort fra andres reaktioner, egen fordel og ære, så er det, som det skal være. Men det er medfødt og ligger dybt i vores natur, at vi gerne vil se tilhørerne gunstigt stemt imod os, og at vi bliver nedtrykt, når de vender os ryggen. Og det viser jo mere end noget andet, at hjertet er urent.

Derfor siger David: “Prøv mig, Herre, undersøg mig, ransag hjerte og nyrerl” Og med det siger han: ”Du må rense og lutre mit hjerte, Gudl” Det er farligt, når en prædikant, der egentlig har rigtigt fat om Guds ord, samler et stort parti om sig, der nogle gange roser ham og andre gange taler dårligt om ham, spotter og foragter ham. For ros og lovtaler kildrer vores ører, og spot og hån forbitrer os og gør ondt. Her står man mellem to sværd.

Hvis man er højt agtet af mange, og gamle Adam mærker det, så bliver man en, der taler søde og leflende ord. Man vender øjnene væk fra Guds ord og hen til sin egen selvbehagelighed. David siger: “Du må rense og lutre mit hjerte, Gud! Lad mig ikke finde behag i mig selv eller få lyst til at søge min egen ære. Din ære søger jeg, og min næstes frelse og salighed”

Hvis det ikke er de to ting, jeg søger, så skal jeg langt hellere holde min mund end at prædike. For det er heri, praedikenens rette art og væsen består, og jeg må bede om altid at blive ved det.

Men der hører et troens blik til at se og erkende, at det ikke er min egen ære, det handler om, men alene Guds godhed og nåde. 

(Andagt af Martin Luther – SÅ FAST EN BORG – Luthersk Misions Bibelskoles Forlag I kommission hos Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 24-04-21) Webmaster, Andreas Michelsen