Fodvaskningen

Fodvaskningen

Martin Luther – SÅ FAST EN BORG

Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gad – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med kllædet, som han havde bundet om sig (Joh 13,2-5).

Vi kan vaske hinandens fødder ved at tjene hinanden med de gaver, Gud giver os.

Men vi kan også vaske hinandens fødder ved at tilgive hinandens fejl og bære hinandens byrder (Gal 6,2).

For det er nu engang sådan, at i hele verden er der ikke en så fuldkommen kristen til, at han ikke har en eller anden fejl eller skrøbelighed. Den ene har et heftigt temperament, den anden er indelukket og frastødende, en tredje er munter og løssluppen, en fjerde er nærig og nøjeregnende, en femte alt for rundhåndet og eftergivende. Kort sagt, som også de vantro har erkendt: Ethvert menneske har sin byrde og sine fejl, som andre må bære på. 

Og så tænker du nok, at du gerne ville omgås med dét menneske, hvis bare han ikke havde haft dén fejl. Men hør nu: Hvis du ser sådan en fejl hos din ægtefælle, dit barn, din nabo, din arbejdsgiver, dine ansatte eller andre, så vask hans eller hendes fødder! Det vil sige: Bær over med denne skrøbelighed, og prøv i stedet på, hvordan du kan hjælpe ham eller hende til rette.

Verden er og bliver en snavset stald, som det ikke er muligt at gå rundt i, uden at man får beskidte fødder. Det sker for dig og mig og for alle mennesker. 

Hvad skal vi så gøre? Skal vi løbe ud i ørkenen eller ud i skovene og sørge for ikke at have omgang med nogen, sådan som munkene gjorde før i tiden?

Nej, hvis du skal vaske andres fødder, så duer det jo ikke, at du er alene! Du må færdes blandt mennesker, og det blandt sådan nogle mennesker, der vader rundt i verden gennem beskidte og sumpede steder.

Når du vil gå her i verden, må du bukke dig ned, om du så selv har aldrig så smukke og rene fødder. For at hjælpe din næste må du bære vand, gamle pjalter, halm og hø hen til ham og vaske og tørre hans fødder, så de kan blive rene.

Det sker, som Paulus siger, på den måde, at den ene bærer den andens byrde. Den ene tager sig hjerteligt af den anden, har medlidenhed med ham, giver ham råd og hjælper ham med det, der er hans byrde og fejl.

Hvis du er klog og lærd, så må du ikke have foragt for den uvidende og enfoldige. Du må ikke anse dig selv for bedre end ham, men du må lade ham få del i din visdom.

Tilsvarende hvis du i det ydre er from, mådeholdende med mad og drikke og tålmodig, så du ikke så let lader dig ophidse, mens en anden ikke har den nåde, så må du ikke foragte ham for det. Du må tage dig af ham og prøve at hjælpe ham med de midler, du har til rådighed.

Du må tænke: ”jeg har, Gud ske lov, ikke denne fejl, men så har jeg en anden! Og den har jeg brug for, at andre vil vise tålmodighed over for og hjælpe mig med at bære. Og måske har min næste en eller anden god egenskab, som han kan tjene mig med for at lette mig i det, jeg kæmper med.”

På den måde må vi stræbe efter at bevare enighed og venskab, så langt det står til os.

Tænk, hvis vi altid vaskede hinandens fødder på den måde! Så ville der være et smukt, kristent, stille og samdrægtigt liv hos os. Man ville altid komme hinanden til hjælp. Man ville aldrig fornærme hinanden, men altid tale godt om hinanden og arbejde på at hjælpe og styrke hinanden.

Hvis vi bare nogenlunde stræbte efter at efterfølge denne befalíng fra Jesus, så ville vi også kunne tilegne os trøsten i Jesu ord: ”I er salige, hvis I gør det.”

Så længe vi ikke vil følge Jesu befaling, må vi derimod altid have brodden fra Jesu ord i hjertet, at vi er ulyksalige mennesker, som hverken kan få lykke eller frelse.

Fodvaskningen er imidlertid noget, gamle Adam har meget svært ved. For han vil altid hellere have, at andre skal tjene ham, end at han skal tjene andre. Og især tager han sig det nær, hvis der ikke følger nogen tak for hans tjeneste.

Men vi må blive ved med at vaske hinandens fødder. Om vi så ingen eller kun en lille tak får for det, må vi ikke af den grund lade være med at gøre godt mod den anden.

Derfor er det nødvendigt, ikke bare at vi flittigt øver os i at vaske hinandens fødder, men at vi er i vedholdende bøn til Gud om, at han vil give os sin nåde til tålmodighed og ydmyghed. 

(Andagt 3 april  SÅ FAST EN BORG – Af Martin  Luther – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommission hos Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 14-03-21)