Alt blev til ved ham

Alt blev til ved ham

Thomas Teglgaard – JOHN Et år med Johannes evangeliet

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Joh 1,3).

For at der ikke skal være nogen som helst tvivl, tilføjer Johannes:

»Og uden ham blev intet til af det, som er.«

Når jeg denne morgen – i øvrigt alt for tidligt synes jeg – sidder i et S-tog på vej ind til København for at ordinere heroin til mine klienter, så skyldes det, at den treenige Gud har skabt mig. Ellers havde jeg ikke siddet her. Og der havde aldrig været hverken narkomaner eller noget schweizisk firma, der havde fundet en metode til at fremstille ren og legal heroin til dem; der havde hverken været noget, der hed Københavns Kommune eller Sundhedsforstyrrelsen eller politikere, der havde lavet en lov, som gjorde den slags behandling mulig, hvis ikke det havde været, fordi Gud havde skabt alting.

Dermed ikke sagt, at Gud er ansvarlig for al balladen her i verden. Den er vi sådan set selv skyld i. Stofmisbrug – det var bestemt ikke meningen. Hjemme- røverier for at skaffe sig penge til det næste fix – det var bestemt ikke meningen. At man skulle bruge tid og penge og masser af energi på at give narkomaner intravenøs heroin – det var bestemt ikke, hvad Gud oprindeligt havde tænkt.

Nu nævner jeg lige dét. Jeg kunne lige så godt have skrevet krig, sult og nød. Eller had, tristhed, misundelse. Pointen er, at alt det ulykkelige, verden er fuld af, ikke er Guds skyld, men vores egen skyld – og dog er alt blevet til ved ham.

Hvis man sådan groft skal dele verdenshistorien ind i tre faser (og det er naturligvis et fuldstændig håbløst projekt, men lad os prøve alligevel), kunne den følgende inddeling være passende: 

    1. Gud skaber alting fuldstændig fantastisk vidunderligt og perfekt. 
    2. Synden kommer ind i verden, og nu er alt det, Gud har skabt, underlagt syndens forbandelse. 
    3. Gud sender sin søn til jorden som menneske for at genoprette alting.

Den fjerde af de tre faser går vi stadig og venter på. Her vil alt blive, som det var i begyndelsen. Alt bliver godt, og ligesom i begyndelsen står og falder alting med ham, som er begyndelsen og enden. Ligesom alting blev skabt ved ham og til ham, blev også det nye liv, sejren over døden og djævelen til ved ham. Uden ham havde der aldrig været nogen som helst verden. Intet lys, ingen jord, ingen planter, ingen dyr, ingen mennesker.

Og uden ham havde der heller aldrig været nogen frelse. Intet nyt liv, ingen ny jord med dyr og planter og forløste mennesker, som priser deres skaber og frelser for, at alt er godt. Uden ham var der intet håb.

Men nu er der masser af håb, evigt håb. Vi lever i håbet, men trænger nok alle til at blive mindet om, at dette håb ikke er noget diffust, noget luftigt, skrøbeligt, uhåndgribeligt. Tværtimod er vores håb et helt konkret og virkeligt og stærkt håb. At det befinder sig i en for os usynlig verden her og nu, gør det ikke mindre stærkt og virkeligt og helt konkret.

Vores håb har vi hos Gud selv, dér hvor ingen kan tage det fra os. Gud selv vogter vores evige håb om frelse, og så sandt han er almægtig og stærk og selv har vundet os det håb, tillader han ingen at fravriste os det.

Alt blev til ved ham, læste vi – og vi kunne tilføje: Og alt det herlige, vi har i vente, bliver også til ved ham. Du, der læser eller hører dette: Hold fast i dette håb, hold fast i ham. Bed ham om aldrig nogensinde at give slip og aldrig tillade, at du selv slipper ham og dermed mister alt det, som bliver til ved ham.

Livet var menneskers lys Joh 1,4

I ham var liv, og livet var menneskers lys (Joh 1,4).

Vi er nu nået til vers fire, og man begynder nok allerede at ane, at Johannes- evangeliet ikke er lige let at forstå alle steder. Især her i det første kapitel kan det være svært at følge med, men hvis vi misser et eller andet undervejs, går det nok, eftersom der er mange gentagelser.

Er det et problem? Overhovedet ikke. Gentagelser er til, for at man skal huske det, man læser.

I vers fire læser vi først, at »i ham var liv,« og umiddelbart efter at »livet var menneskers lys.«

Liv og lys – jeg tror, at alle mennesker forbinder disse to ord med noget godt. Det forholder sig i hvert fald sådan, at uden lys var der ikke noget liv. Og uden liv, tja, så var der vel mindst lige så meget ikke-noget-liv, og hvem skulle så glæde sig over lyset, hvis det alligevel var der?

Også denne gang er det værd at bladre om foran og se på skabelsesberetningen i Første Mosebog: Gud skiller som noget af det første lyset fra mørket, og man kan vel sige, at resten af historien handler om, hvordan han skiller lysets børn fra mørkets børn – ikke fordi nogle børn skinner mere end andre, men fordi han er lys, så de, der vil lade sig oplyse af ham, får disse to evige gaver: liv og lys.

Så er der mørket. Det var, hvad Jesus kom til: En verden, som var blevet skabt lys og god, men som nu henlå i mørke. Det betød ikke, at religiøsitet og tro og sådan noget var kørt ud på et sidespor, overhovedet ikke, der blev præsteret åndelige armbøjninger og englehop, så det var en fryd! De religiøse ledere i Israel, de superfromme farisæere og de skriftkloge mente nok at kunne se, når en plattenslager meldte sin ankomst.

Vi skylder nok de fromme jøder at minde om, at de nok ikke havde sat sig ned sammen og sagt til hinanden: »Hør engang, lad os nu være rigtig onde. Dér kommer Jesus. Han er Guds søn, så ham slår vi ihjel!«

Nej, de ønskede at tjene Gud. Det bildte de sig selv ind. De anede ikke, hvad de havde gang i. Man kan være dybt religiøs, man kan bede og læse i Biblen og gå til møder og i kirke og så videre, og samtidig kan man være helt og aldeles opslugt af mørket, så man ingenting ser.

Da lyset endelig kom, kunne de ikke se det. For dem var lyset noget fremmed og ubehageligt; og de oplevede det mere og mere farligt – så farligt, at de i Guds eget hellige navn måtte slå det ihjel.

Intet er ændret siden dengang. Denne verden er stadig mørk, og der findes talrige religiøse mennesker, som ikke ser Jesus. Men der er – det var der dengang, og det er der nu – mennesker, som oplever mørket i og omkring sig og spejder efter lyset. Gud selv lader dem fornemme dette mørke og skaber længslen efter lys. Og dér midt i mørket kommer Jesus til dem og bliver deres lys.

Mørket er her stadig, det er her lidt endnu. Men lyset skinner. Lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke hindre det. Tværtimod nærmer vi os hastigt den dag, hvor mørket uigenkaldeligt skal vises bort.

(2 andagter fra andagtsbogen “JOHN  Et årmed Johannes evangeliet”  af Thomas Teglgaard – Lohse 2016 – Med forfatterens tilladelse -Shafan 21-12-20)