Helligånden som prædikant

Helligånden som prædikant

Martin Luther – JESU AFSKEDSTALE 2.DEL JOH 15-16

16,13b For han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale.

Her beskriver han Helligånden som en prædikant, man ikke som de flyvske og sværmeriske ånder skal kigge opad mod himlen efter. Man skal heller ikke skelne mellem ham og det mundtlige ord eller prædikeembedet, men vide og lære, at han vil være i og med Ordet og igennem det lede os til hele sandheden, så vi tror det, kæmper med det og bevares ved det imod al Djævelens løgn og bedrag og sejrer i alle kampe. For som jeg så ofte har vist ud fra Skriften og også selv har oplevet, er der ingen anden måde og intet andet middel til at erfare Helligåndens trøst og kraft. Jeg er jo også en slags studeret doktor, for ikke at rose mig for meget over for de store ånder, der for længst har svunget sig op over Skriften og har sat sig i skyerne under Helligåndens vinger. Men dette har erfaringen tit nok lært mig: Når Djævelen finder mig uden for Skriften, hvor jeg begynder at gå i egne tanker og også vil flagre mod himlen, får han mig gjort usikker på, hvordan det er fat med både Gud og mig selv. Helligånden vil altså formidle denne sandhed, som han skal oplyse hjertet om, så man skubber fornuften og alle egne tanker og følelser helt i baggrunden og holder sig til Ordet som den eneste sandhed; og ved det alene vil han også lede den kristne kirke indtil enden.

Hermed beskriver Herren jo også Helligåndens gerning og forklarer, hvad det er, han skal lære om. Samtidig har han øje for de falske ånder og prædikanter, der foregiver og roser sig af også at have Helligånden ligesom andre og mener, at deres påfund er Helligåndens værk, sådan som paven har bildt alverden ind. Han skelner altså skarpt imellem forskellige lærere og viser den rette måde at prøve ånderne på. Han vil sige, at der er to slags lærere: Dem, der kun taler om sig selv, det vil sige prædiker ud fra deres eget hoved, religiøse stemning eller forgodtbefindende. Sådan en prædikant skal Helligånden ikke være, for han skal ikke tale om sig selv; og hans prædiken skal ikke være drømmerier og mennesketanker som hos dem, der kommer med deres egne ideer om noget, de ikke har set eller erfaret, og hverken forstår det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om, som Paulus siger (1 Tim 1,7). ”Nej, Helligånden skal tale om det, der har virkelig betydning og er den visse, rene og skære sandhed, nemlig om det, han modtager af Faderen og mig, og man skal kende ham på, at han ikke taler af og om sig selv, sådan som løgnens ånd, Djævelen og hans hær; men alt, hvad han hører, skal han tale, og han skal kun prædike om mig og herliggøre mig, så folk tror på mig.” Sådan forklarer han selv formålet med Helligåndens prædiken og indholdet af den. Han skal ikke prædike noget nyt eller andet, end hvad der er Kristus og hans ord, så vi kan have et sikkert kendetegn og en fast rettesnor til at bedømme de falske ånder med. Når nogen kommer med egne indfald og tanker og begynder at optræde som lærer i kristenheden uden og ved siden af Kristus, ved man, at det ikke kommer fra Helligånden, men fra den lede løgnens ånd, Djævelen, som Kristus siger: ”Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv” (Joh 8,44), det vil sige ud fra sine egne tanker. Sådan en djævelsk løgn er hele den værdiløse bunke af pavens lærdomme om hans magt, om skærsilden, aflad, valfarter, munkevæsen, messer osv., hvor der ikke er ét ord om Kristus eller bare en hentydning til ham. Alligevel har den slags fyldt kristenheden, så vi endda har måttet tro på, hvad enhver ulærd munk havde af nattedrømme, selvom det var grove, åbenlyse løgne, som intet fornuftigt menneske kan få sig selv til at tale om eller acceptere.

Det er den ligefremme, enfoldige forståelse af dette skriftsted om Helligåndens gerning. Men derudover må der nu også siges noget om Helligåndens person, hvordan han er adskilt både fra Faderens og Sønnens person. For det første siger Kristus om Helligånden: ”Når Talsmanden kommer”, ”alt, hvad han hører, skal han tale” og ”han skal tage af mit og herliggøre mig”. Her viser han med al ønskelig tydelighed, at Helligånden er en virkelig person i guddommen, en selvstændig, forskellig person, som hverken er Faderen eller Sønnen. For de ord, der her bruges om ham, beskriver jo en rigtig person. Hvis han skal ”komme”, ”udsendes” eller ”udgå fra”, ”høre” og ”tale”, må han jo være ”nogen”. Nu kan han så ikke være Faderen, for han hverken kommer eller sendes. Han kan heller ikke være Sønnen, for han er allerede kommet og går nu til Faderen igen, og det er ham, Helligånden skal prædike om og herliggøre.

Når han siger ”alt, hvad han hører, skal han tale”, betoner han her både Helligåndens selvstændige person eller egenskab og hans guddommelige væsens enhed med Faderen og Sønnen. For her beskriver han en samtale, der føres i Guddommen uden for hele skabningen; og han rejser en prædikestol for både den, der taler, og den, der hører, idet han lader Faderen være prædikant og Helligånden tilhører. Hvordan det går til, går langt over vores forstand; men netop fordi vi som mennesker hverken kan beskrive eller fatte det, skal vi tro det. Her må troen se bort fra alt det skabte og ikke hænge fast i tanker om at prædike og høre rent fysisk, men opfatte det som noget iboende i det guddommelige væsen.

Hertil hører, at Skriften kalder vor Herre Kristus ”Ordet” (Joh 1,1) ifølge hans natur, et Ord, som Faderen taler hos og i sig selv, så det virkelig er af guddommelig natur fra Faderen, ikke forsvinder fra ham, men bliver i ham til evig tid. Det er ikke som et fysisk, naturligt ord, der udtales af et menneske med en stemme eller et åndepust, der ikke bliver i ham, men kommer ud af ham og høres i verden. Det er nu de to forskellige personer: Den, der taler, og Ordet, der tales, det vil sige Faderen og Sønnen.

Nu kommer så den tredje, nemlig den, der både hører på den, der taler, og hører efter det talte Ord. For hvor der er en taler og et ord, der tales, må der også være en tilhører. Men det at tale, det at blive talt og det at høre sker alt sammen i selve Guddommen og bliver også i ham. Her er der ikke og kan der ikke være tale om nogen skabning; men både den Talende, Ordet og Tilhøreren må være Gud selv, alle tre lige evige i udelelig, treenig majestæt. For i det guddommelige væsen er der hverken forandring eller ulighed, hverken begyndelse eller ende, så man ikke kan sige, at Tilhøreren er noget uden for Gud eller på et tidspunkt er begyndt at være en tilhører. Men ligesom Faderen er den evige Taler og Sønnen det evige Ord, er Helligånden den evige Tilhører.

Nu har vi så ovenfor hørt, at Helligånden betegnes som den, der ikke kun er sendt eller udgår fra Faderen, men også fra Sønnen. Altså må denne Tilhører kaldes både Faderens og Sønnens Tilhører, ikke kun Faderens eller kun Sønnens, som han jo også tydeligt siger: ”Talsmanden, som jeg vil sende til jer fra Faderen” (Joh 15,26). Ordet ”sende” indebærer og peger nemlig på ordet ”udgå fra”. Den, der tager af sted fra nogen, bliver sendt, og omvendt: Den, der bliver sendt, går bort fra den, der sender ham. Sådan har Helligånden ikke alene sit guddommelige væsen fra Faderen, men også fra Sønnen, sådan som det fremgår endnu tydeligere af de følgende ord.

I disse ord bekræftes det, og belæres vi netop om det, som vi siger i vores trosbekendelse, at der i det guddommelige væsen er tre forskellige personer: Fader, Søn og Helligånd. Det fremstilles for os i en lignelse eller et billede fra den skabte verden, så vi i vores svaghed kan fatte det og tale om det. Vi kan ikke trænge til bunds i det eller forstå det, men skal kun gribe disse ord i tro og holde fast ved det, Kristus selv har sagt om det. Sådan har kristenheden og især de hellige fædre og biskopper da også gjort, når de ved hjælp af trosbekendelsen og lignende skriftsteder som dette kæmpede for denne artikel, forsvarede og fastholdt den imod de kættere og løgneånder, der formastede sig til at gruble og grave i disse høje, uudgrundelige ting uden og over Skriften.

(Afsnit fra JESU AFSKEDSTALE – Luthers prædikener over Johannesevangeliet kap.14-16 – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommision hos Nyt Livs Forlag 2015 – Shafan 25-07-20)