Skabelsen

Skabelsen

Arne Helge Teigen – TRO FOR HJERTE OG TANKE –

Om hvad det betyder at være skabt i Guds billede

Bibelens grundlæggende lære om skabelsen finder vi i de to første kapitler i Første Mosebog, hvor vi læser, at Gud ”i begyndelsen” skabte ”himlen og jorden” (1 Mos 1,1). Bi­belen lærer, at Gud skabte himmel og jord af intet (crea­tio ex nihilo) (Hebr 11,3). Før Gud skabte, var der altså intet, bortset fra den treenige Gud, som er fra evighed af. Himmel og jord, mennesker, engle og åndsvæsener – alt er skabt af Gud og har derfor en begyndelse (Es 45,12). Det er vigtigt at være klar over, at også Himlen hører med til skaberværket. Himlen er skabt og fyldt af skabte personer, som Skriften blandt andet kalder engle og sera­fer. Disse åndelige personer har forskellig magt og myndighed. Skriften sammenligner dem med militære divisioner, men giver os kun en begrænset viden om dem (Ef 6,12).

Oprindeligt blev englene skabt for at ære og tjene Gud og for at vogte de mennesker, som Gud havde skabt på jorden. Engle og andre åndsvæsener har derfor kun en delegeret og begrænset magt, og den magt, de har fået at forvalte, holder Gud i sin hånd. På det punkt taler Skrif­ten klart og viser os også den store forskel mellem Jesus, Guds søn og englene: ”Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild, men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kon­gescepter er retfærdighedens scepter” (Hebr 1,7-8).

Gud skabte og skaber alle ting ved sit ord

Læser vi fra 1 Mos 1,3 og fremefter, ser vi, at skabelsen fo­regik på en særlig måde. Gud skabte ved sit ord, dvs. at han ved navn nævnte det, han ville skabe, og så blev det til. Denne vigtige pointe i den bibelske lære om ska­belsen kommer til udtryk en række steder i Skriften, for eksempel i Sl 33,9: ”For han talte, og det skete, han befa­lede, og det stod der.”

At Gud skaber ved sit ord, er en sandhed, der er meget vigtig og afgørende, ikke alene for vores forståelse af skabelsen, men også for troen og frelsen. Sandheden er, at Gud også skaber troen og det nye liv i os ved sit ord. Det vil vi komme tilbage til senere. Sagen nævnes her for at pege på, at der er en vigtig sammenhæng mellem vo­res forståelse af Gud som skaber og vores liv som krist­ne.

At Gud skabte verden ved sit ord er i virkeligheden ensbetydende med, at han skaber ved sin søn. Det for­står vi ud fra det faktum, at Bibelen flere steder omtaler ”Ordet” som en person og lader os forstå, at denne per­son netop er Guds søn, Jesus Kristus. Det bekræfter det, der blev påpeget ovenfor, nemlig at Gud Fader fuldfører sin plan og vilje gennem sin evige søn. Læs for eksempel Joh 1,1-3.14; Kol 1,16. Skaberværket blev oprindelig skabt godt i den betydning, at det svarede til Guds hensigt og plan (1 Mos 1,10, 12, 21, 25 og 31).

Gud holder verden og historien i gang

Efter at Gud skabte himlen og jorden, holder han verden oppe ved at lade naturen gå sin gang, og ved at lade menneskeheden overleve fra generation til generation. Gud har, ifølge Bibelen, ikke fjernet sig fra den virkelig­hed, han har skabt. Han er den nær, og han styrer den.

Det indebærer, at Gud lader naturlovene udfolde sig, men også at han kan gribe ind i forhold til disse, bryde deres regelmæssighed og gøre det, vi kalder undere. I virkeligheden er Gud altid nærværende i forhold til ska­berværket. Han er den egentlige årsag til alt, hvad der sker i den mindste mikroorganisme og i det totale uni­vers. ”Han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3). Læs også ApG 17,26.

Skabelse af mennesket

Mennesket blev, ifølge Bibelens fremstilling, skabt på den sjette dag, efter at Gud havde fuldført det øvrige ska­berværk. Det første menneske, Gud skabte, var en mand, som han kaldte Adam. Derefter skabte han Eva, Adams hustru (1 Mos 2,7ff.). At mennesket blev skabt til sidst, er i sig selv et udtryk for Guds godhed og nåde. Det viser nemlig, at Gud gjorde alt det færdigt, som mennesket har brug for, før han skabte det. Skaberværket var Guds gaver, som mennesket skulle få lov til at leve i uden at have gjort noget som helst for at gøre sig fortjent til det. Dermed er der en lighed mellem skabelsen og frelsen.

Senere vil vi se på, at som Gud gjorde alt færdigt for mennesket i skabelsen, har han også gjort sin frelse i Jesus færdig for os. Han har skabt hver enkelt af os i den hensigt, at vi skal leve i tro og i fællesskab med Gud på grundlag af Jesu frelsesværk. Gud skabte mennesket i en helt enestående position i forhold til skaberværket i øv­rigt og i forhold til Gud. At Gud havde tanker om menne­sket, som han ikke havde om det øvrige skaberværk, fremgår af, at den treenige Gud rådslog med sig selv, før han skabte mennesket. ”Gud sagde: Lad os skabe menne­sker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26).

Det betyder ikke, at mennesket er skabt med gud­dommelige egenskaber eller kræfter, men at der, trods den store forskel mellem Gud og mennesker, alligevel er en væsentlig lighed. Hvad denne lighed består i, vil vi komme tilbage til i det følgende, men først vil vi se nær­mere på, hvad det vil sige, at mennesket er vidt forskel­ligt fra Gud. Det er nemlig helt afgørende at forstå denne forskel for at kunne forstå ligheden – altså, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede.

I 1 Mos 2,7 læser vi, at mennesket blev dannet af jor­dens støv. På den ene side viser det, at mennesket er en del af det øvrige skaberværk og derfor uendeligt lille, uanseligt og afmægtigt i forhold til Gud. Hele menne­skets eksistens ligger i Guds hånd. På den anden side er mennesket i kraft af sin skabelse også højt hævet over den øvrige skabning. Bibelen fortæller nemlig, at Gud gjorde mennesket til et levende ‘væsen’, en levende ‘sjæl’.

Hvad menneskets sjæl er, har filosoffer og tænkere grundet over gennem alle tider. Visse religioner og filo­sofiske retninger har hævdet, at sjælen er guddommelig. Over for dette må vi fastholde, at også menneskets sjæl er skabt af Gud, og at den ikke er guddommelig. Bibe­lens lære om skabelsen giver overhovedet intet grundlag for at hævde, at mennesket er guddommeligt og kan sæt­tes på linje med Gud.

Sjælen er det i mennesket, som gør, at vi er og oplever os selv som enkeltindivider eller personer. Min sjæl er mit ´jeg´, det i mig, som samler mine egenskaber, intel­lektuelle evner, følelser, vilje og alle ydre og indre egen­skaber. Vores egenskaber kan ellers godt tabes, ændres eller forsvinde, men sjælen er evig og giver os den afgø­rende værdi som mennesker. Dette er vigtigt at være klar over i vores tid. Menneskets værdi må begrundes i det, alle mennesker har fælles, nemlig en evig sjæl. På den baggrund vil vi uddybe, hvad det indebærer, at menne­sket er skabt i Guds billede.

Mennesket, skabt i Guds billede

At mennesket er skabt i Guds billede betyder i første om­gang, at det er skabt til at eksistere i et personligt for­hold til Gud. Vi kan derfor sige, at Guds billede i menne­sket kommer til udtryk i og med, at det er skabt som en person. I forlængelse heraf må der siges noget mere, nemlig, at Guds billede i mennesket oprindeligt også indbefatter en sand og rigtig kundskab om Gud, samt vilje og evne til at leve i harmoni med Guds vilje.

Den kundskab om Gud, som Adam og Eva havde før syndefaldet, var ikke fuldkommen i den betydning, at de havde en altomfattende teoretisk kundskab om Gud. Det, Bibelen siger, tyder på, at de havde et personligt kendskab til Gud, dvs. en erkendelse af ham, som går ud over det teoretiske. De kendte Gud som person på en måde, der kan sammenlignes med det personlige kend­skab, som kan udvikles på det medmenneskelige plan. Et sådant personligt kendskab til Gud er forudsætning for selve det personlige forhold til ham og hører derfor med til gudsbilledet i mennesket.

Dette fremgår blandt andet af Bibelens omtale af for­holdet mellem Gud og Adam før syndefaldet. Gud og det første menneske havde et personligt forhold til hinan­den. De talte sammen. Mennesket var åbent over for Gud. Det skjulte sig ikke for ham i skam eller frygt for straf, men forholdet var fortroligt, trygt og kærligt. Hvordan dette forhold til Gud er at forstå, fremgår indi­rekte af det, Jesus siger i for eksempel Joh 17,3: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Guds billede i mennesket giver sig også udtryk i, at mennesker oprindeligt blev skabt til at have personligt kendskab og fællesskab med hinanden. Derfor kan vi også sige, at mennesket er skabt i den treenige Guds bil­lede. Ligesom de tre personer i Gud kender hinanden og står i et gensidigt forhold til hinanden, skulle også men­nesker forholde sig til hinanden i et personligt og fortro­ligt fællesskab. Denne sociale side ved Guds billede i mennesket kommer frem for alt til udtryk i, at Gud skab­te mennesket som mand og kvinde. Han skabte dem i sit billede og dermed som ligeværdige. Samtidig skabte ham dem som to forskellige mennesker, og hans hensigt med det var, at mand og kvinde skal leve i et livslangt fællesskab med hinanden.

Dette specielle fællesskab mellem mand og kvinde skal efter Guds plan virkeliggøres i ægteskabet. Guds hensigt med ægteskabet er derfor, at én mand og én kvinde går ind i et livslangt, offentligt bekræftet forhold og bliver ét i den forstand, at de udvikler et fællesskab, der er dybere og mere intimt end noget andet medmen­neskeligt fællesskab (1 Mos 1,27 og 2,24; Matt 19,5; Ef 5,31).

At mennesket er skabt i Guds billede kommer også til udtryk i, at Gud har givet det en herskerstilling over jor­den på Guds vegne. Mennesket blev betroet magt og her­redømme over den øvrige skabning. Som hersker over skaberværket står det samtidig til ansvar over for Gud (1 Mos 1,26-28).

Forholdet mellem Gud og mennesket

På det medmenneskelige plan har sproget en helt afgø­rende betydning for, at der kan oprettes personlige fæl­lesskaber. Gennem sproget lærer mennesker hinanden at kende, så personlige forhold opstår. En tilsvarende rolle har sproget også i forholdet mellem Gud og menne­sker. Kendskab til Gud, og det personlige forhold mellem Gud og mennesker, etableres derfor gennem Guds tale til mennesker, og menneskers respons på Guds tale. Også dette forhold er tydeliggjort i Bibelens fortælling om Adam og Eva. Spørgsmålet er så, hvad Gud har sagt til disse første mennesker, og til os, for at etablere et så­dant forhold.

I 1 Mos 2,16-17 læser vi, at forholdet mellem Gud og de første mennesker skulle stå og falde med lydighed mod et bestemt ord af Gud, nemlig forbuddet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Forbuddet blev ikke givet med nogen forståelig eller logisk begrundelse. Me­ningen med det var, at mennesket skulle sættes på prø­ve, så det kunne vise, om det ville adlyde Gud for Guds egen skyld.

Ved at adlyde buddet skulle Adam og Eva gøre erfa­ring af forskellen mellem godt og ondt. Lydighed ville give erfaring af det gode, men ulydighed derimod erfa­ring af det onde. Denne prøve bestod de første menne­sker ikke, og det førte til, at forholdet mellem Gud og mennesket blev ødelagt. Hvorfor og hvordan det skete, og hvilke følger det fik, vil vi gøre rede for i næste kapi­tel. (Kapitel 3 i “TRO FOR HJERTE OG TANKE” –  af Arne Helge Teigen – Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 27-06-20)