Da Samuel blev leder og profet

Da Samuel blev leder og profet

Dag Risdal – LEVENDE FORKYNDELSE ELLER TOMME ORD

»Den unge Samuel gjorde så tjeneste for Herren under Elis tilsyn. Herrens ord var sparsomt i de dage, et syn var sjældent« (1 Sam 3,1).

Det er nyttigt at læse og studere Det gamle Testamente med henblik på at få lys over vores egen åndssituation.

Vi befinder os nu i slutningen af dommertiden i Israels historie (omkring år 1100 f.Kr.). I denne tid var Eli ypperstepræst og dermed også åndelig hyrde og vejleder for folket. Men her i begyndelsen af 1 Sam 3 gives der os et mørkt billede af den åndelige situation. »Herrens ord var sparsomt i de dage, et syn var sjældent Eli, hvis øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se« (3,1-2).

Hvad menes der med, at »Herrens ord var sparsomt, og at et syn var sjældent«? Det kan forstås på to måder:

1) Det var sjældent, man virkelig hørte Herrens ord. 
2) Det åbenbarede ord vandt ikke genklang hos lederne eller i folket.

Når der står, at Elis øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se, er det specielt lederens åndelige øjne, der tænkes på. Man bør lægge mærke til den ro, Eli har over det, som sker her i 1 Sam 3. Det er næsten som en »dødens ro«. Har du bemærket, at man får mere lys ud af dem, der står i kampen, end af dem, der er færdige med det hele? Eli stod ikke længere i »ild-linien«. Han slog sig til ro, og derfor var han heller ikke vågen over for det, Gud gjorde!

Ganske vist står der, at »Guds lampe endnu ikke var gået ud« (3,3). Lampen var ikke helt slukket, men det var lige før. Også det må vi se i overført betydning. Det siger noget om den åndelige situation i folket.

Det er muligt for en åndelig leder at leve i »grænselandet«. Det kan ske, at en hyrde eller et folk kommer ind i en sløvhed, som bevirker, at Gud holder sin åbenbaring og sit lys tilbage. Derfor var det dybest set synd, der var årsagen til de få profetiske syner.

Heraf kan vi lære, hvor vigtigt det er, at have en ret indstilling til Guds ord. Mod slutningen af dommertiden var folket og dets ledere kommet i et skævt forhold til Guds ord. »I de dage var der ingen konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt« (Dom 21,25).

Svaghed i vores kristenliv hænger altid sammen med et eller andet svigt i vores forhold til Guds ord. Det siger både Bibelen og erfaringen os. Det skjulte frafald sker ved et frafald i forhold til Guds ord.

Ud fra 1 Sam 3,1-3 kan vi sige tre ting: 

1) Guds ord var sparsomt, og et syn var sjældent. 
2) Det var lige før, Guds lampe slukkedes. 
3) Den gamle generation sov – derfor var der ingen vejledning for de unge.

Med andre ord: Herren fandt ikke lydhøre ører og øjne, som var opladt for ham, og som han kunne åbenbare sin vilje for. Søvn og åndelig sløvhed prægede tiden.

Men det var ikke kun et åndeligt frafald. Det var også et direkte brud med Guds ord og de guddommelige ordninger. Det fandt sted i selve helligdommen, som dengang stod i Silo. Udtrykket »når Guds rige nedbrydes i centrum« er derfor aktuelt i Elis tid.

Det hænger sammen med de umoralske forhold, som skildres her i begyndelsen af 1 Samuels Bog.

Godt nok holdt man den ydre gudstjeneste og offertjeneste ved lige, men selv præsterne var smittet af den værste urenhed. Personligt var Eli en from mand, men svag og eftergivende – ikke mindst i forhold til sine ugudelige sønner. Afsnittet i 1 Sam 2,12-17 giver et uhyggeligt billede af det. »Men Elis sønner var niddinger; de ænsede ikke Herren« (2,12). Vi ser, hvordan de med magt tog offerkød fra dem, som ville ofre. »Og de unge mænds synd var såre stor for Herrens åsyn, idet de viste ringeagt for Herrens offergaver« (2,17).

Eli manglede evne og vilje til at gøre op med de to sønner. »Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet, sagde han til dem: »Hvorfor gør I sådanne ting, som jeg hører alt folket tale om? Bær eder dog ikke således ad, mine sønner! Thi det er ikke noget godt rygte, jeg hører gå fra mund til mund i Herrens folk« (2,22-24).

Her afsløres fordærvet i helligdommen. Derfor måtte dommen begynde i Guds hus (1 Pet 4,17). Hvad var det, der gik galt i denne tid? Mon det ikke var hyrderne, der svigtede? »Blinde er alle dets vogtere, intet ved de De skønner intet, vender sig hver sin vej« (Es 56,10-11).

Det er alvorligt, at Elis sønner ikke blev tugtet af deres far. Dermed fik sønnerne – og synden – fodfæste i helligdommen. Eli lod tingene forblive, som de var – uden opgør. Og fordi man dækkede over synden i helligdommen, holdt Herren sit åbenbaringsord tilbage med de følger, det fik. »Uden syner (profetiske ord) forvildes et folk« (Ordsp 29,18).

Der er forkyndere og ledere, som aldrig har fået syner og åbenbaringer, fordi de er kommet i en situation, der kan sammenlignes med den, Eli var kommet i. Børn gør oprør mod forældre. De unge hører og udøver selv tidens musik. De følger tidens mode og måde at være på. Kristne forældre har ikke tilstrækkeligt mod til at gøre op med den slags, og tugter ikke deres børn af frygt for ufred i hjemmet.

Resultatet af denne eftergivenhed er en falsk tolerance i de kristnes rækker. Det har bundet de samme personer – sådan at de heller ikke gør op med ting uden for hjemmet – fx i missionshuset, når alt det nye gør sin entre. De falder i åndelig sløvhed. Det bliver småt med syner i Ordet. De er heller ikke modtagelige for det, fordi de ikke ser alvoren, allermindst i deres eget hjem. Forkyndere og ledere som tidligere har været hyrder, kan blive lejesvende – uden kraft og salt (sml. 1 Tim 3,1-5).

Men midt i denne tid arbejder GUD! Herren virker også i den mørke tid – Han vil skaffe lys. Forkyndere skabes i krisetider. Men det koster noget at være Herrens redskab i krisetider. Det kan beretningen om Samuel vise os. Alene ved hjælp af åndelig styrke, vil Gud gennem Samuel redde Israel ud af krisen. En åndelig krise kan nemlig kun løses med åndelige midler.

Når vi tænker på situationen i hjemmet og på Hannas hjertesorg og bøn for at få en søn (1 Sam 1,9-13), så var det næppe et tilfælde. Det var Herren, som fødte bønnen i Hannas hjerte, fordi Herren behøvede Samuel. Hannas mål var at redde situationen i familien. Herrens mål var derimod at bjærge folket og nationen.

Al denne sorg og nød gjorde, at Samuel blev undfanget i en atmosfære af bøn og hengivenhed til Gud. De hellige indvirkninger på fosteret i disse måneder var med til at skabe den mand, Gud ønskede og havde behov for. Denne dreng blev et levende svar på bøn. Samuel betyder, at Gud hører bøn (1 Sam 1,20).

»Der findes en Gud – og denne Gud hører bøn. Dette faktum lød i folkets ører, hver gang de hørte navnet Samuel. Men bønnesvaret blev udsat, for at mere skulle gives og modtages (S.D.Gordon).

Vi ser Hannas vidnesbyrd: »Om denne dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Derfor vil jeg også overlade ham til Herren … det var for Herrens skyld, jeg bad om ham« (norsk overs. af 1 Sam 1,27-28). Som løn fik Hanna flere børn, »men drengen Samuel voksede op hos Herren« (2,21). 

Midt i en åndelig mørk forfaldstid lyder det: »Men drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i yndest både hos Herren og mennesker« (2,26). Deraf kan vi lære, at ingen tid er for mørk til, at Herren kan gøre store ting på sin måde.

Samuel er den store gave, som Herren giver sit folk i en tid, hvor den sande Guds-tro er ved at blive kvalt i afgudsdyrkelse og umoral. Han blev den leder og profet, Herren ville bruge til at føre sit folk tilbage til sig. Samuel har desuden en central plads i profetiens historie (ApG 3,24).

Samuel er en mand, som kører »den rigtige linie« fra begyndelsen til enden – uden afstikkere, hverken til højre eller venstre (sml. Jos 1,7). Der er noget velsignet helstøbt ved Samuel. Han må have haft en stor indre styrke – fordi han levede i et ubrudt samfund med Herren fra barndommen og hele livet igennem.

Samuel fik en rig barndomstid, men ellers var tiden åndelig fattig. »Den unge Samuel gjorde så tjeneste for Herren under Elis tilsyn« (1 Sam 3,1). Men Eli var en dårlig tilsynsmand. Derfor kaldte Herren i en sen nattetime på Samuel, men han troede det var Eli. Det gentog sig flere gange (3,4-6).

»Samuel havde nemlig endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens ord var endnu ikke åbenbaret ham« (3,7). Selv om Herrens ord dengang endnu ikke var åbenbaret for Samuel, skulle det senere vise sig, at Guds ord virkelig blev åbenbaret for ham!

Men det tog sin tid, før Eli fattede, at det var Herren, der kaldte på drengen (3,8). Eli var ikke alene gammel og blind, men også døv på sit åndelige øre og derfor sen til at forstå situationen.

For Samuel var det en vækst under Guds nåde. Dybest set var det under Herrens tilsyn, Samuel voksede op. Nu var tiden inde til, at Samuel skulle løses fra Eli og selv indtage pladsen i Guds fortrolige råd. For pladsen stod tom – på grund af Elis utroskab.

Lad os lægge mærke til, hvordan Herren er tålmodig, når han kalder den, han vil have i tale: »Da kom Herren og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige gange: Samuel, Samuel!« (3,10). Det er vejen til at lære Herren at kende og få åbenbaret Guds ord.«

Nu løb Samuel ikke ind til Eli mere. Herren kom til ham – og så stod drengen stille og viste den ærbødighed, han havde lært: »Tal, Herre, din tjener hører!«

Her ligger hemmeligheden til at forstå Samuels indre styrke, – ører, som hører. Eli og Samuel bevægede sig i modsat retning. Eli blev mere og mere svag, men Samuel fik mere og mere lys over Guds ord.

Samuel havde efterhånden forstået, at Elis ulykke var tilstoppede ører. Det første budskab, Samuel fik åbenbaret fra Herren, var et domsord. »Du skal kundgøre ham (Eli), at jeg har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til«(3,13). Eli handlede ikke efter det, han vidste. Velsignelsen udebliver, hvis man kender Herrens vilje, men ikke handler efter den.

Først vovede Samuel ikke at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt til ham – for han var en dreng – men Eli pressede på for at få det at vide. Og det fik han! (3,15-18). Derefter sagde Eli: »Han er Herren; han gøre, hvad ham tykkes bedst!« (3,18). Det svar lyder fromt. Men det udtrykker snarere sløvhed og mangel på alvor end tro på Herren.

Nu var Samuel løst fra Eli, for der står: »Samuel voksede nu til, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden. Og hele Israel forstod, at Samuel virkelig var kaldet til Herrens profet. Og Herren vedblev at lade sig til syne i Silo; thi Herren åbenbarede sig for Samuel« (3,19-21).

Samuels åbne ører var ikke et éngangsfænomen, det var vedvarende. Samuel havde øre til at lære af Elis ulykke, og derfor undgik han selv at få tilstoppet ørerne.

Vi skal bemærke, at det var Ordet fra Herren, som blev stadfæstet for den unge Samuel. Du må ikke bygge dit kald på følelser, men udelukkende på Herrens ord.

Hvilken modsætning er der ikke mellem begyndelsen og slutningen af tredie kapitel her i 1.Samuels Bog! Mens Eli slumrede på sin post, og der var få syner, har Herren opvækket den unge Samuel og ábenbaret sit ord for ham.

Gennem beretningen om Samuel ser vi en vigtig funktion ved den profetiske gave, nemlig »seer-gaven«. Samuel blev kaldt »seer« (1 Sam 9,9). Læg mærke til, hvor ofte ordene syn og til syne er brugt i forbindelse med Samuel: »et syn var sjældent« (1 Sam 3,1). »Men Samuel turde ikke omtale synet for Eli« (v15). »Og Herren vedblev at lade sig til syne i Silo« (v.21).

I forbindelse med den første menighed står der: »Og det skal ske i de sidste dage (Kristus-tiden), siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme« (ApG 2,17). Her er profetisk tale og det at se syner nærmest ensbetydende.

Hvad er den profetiske gave? Det er seer-gaven. Ind imellem oplever vi, at Guds ord åbner sig for os. Man fär syn for noget i Guds ord, som har med Jesus og hans nåde at gøre. Det er et syn ud fra Ordet – Guds skriftlige ord – som er det profetiske ord. Det er et levende ord fra Herren. Men det var også nødvendigt, at Samuel kunne udtrykke det, han så, i ord. Herrens åbenbaring blev dermed omsat i ord.

Man kan gøre sig en del tanker i forlængelsen af budskabet i 1 Sam 3. Forud for fornyelsen, må der ofte et personligt opgør til. Man må være villig til at kalde frafaldet ved dets rette navn, hvad enten det gælder forrige generation eller den nuværende slægt. Det første budskab, Samuel måtte bære frem, var et domsbudskab over Eli og hans hus (3,12-15).

Samuel fik âbenbaret Guds ord. Dermed fik han det rette syn på sin samtid. Herren brugte en ung mand til at »gennemskue« situationen og til at fælde Guds dom. Eli tog imod dommen (3,18) – men han forstod næppe dens alvor.

Det var ikke nødvendigt for Samuel at henlede opmærksomheden på sig selv. For Herren stadfæstede kaldet. »Og hele Israel fra Dan til Be’ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til Herrens profet« (3,20).

Denne »Samuel-linie« med åbenhed for Ordets åbenbaring og lydhøre ører, må vi give nøje agt på i dag! »Og Herren vedblev at lade sig til syne i Silo; thi Herren äbenbarede sig for Samuel« (den norske oversættelse tilføjer »ved Herrens ord«) (3,21). – På baggrund af dette må vi kunne tale om et »Silo« i en forkynders liv, nemlig i betydningen: en stadig fornyet åbenbaring af Herrens ord. En forkynder er afhængig af at blive fornyet i Ordet, sådan at han vandrer »fra lys til lys«.

Men der er en anden side ved »Silo«, som er direkte farlig. Det er, når man vil »dyrke« Silo – uden Ordet! Så bliver det afgudsdyrkelse (sml. Jer 7,12).

En forkynder sagde: »Bed Gud om gaver, og bed så Gud frelse os fra det onde – nemlig at benytte gaverne til afgudsdyrkelse.«

Det kom til at gå med Elis hus, som Herren havde sagt. Guds ark blev taget, og begge Elis sønner faldt i kampen mod filisterne (1 Sam 4,11). Da den gamle Eli hørte det, faldt han ned af sin stol, brækkede halsen og døde (4,18).

Det var typisk for denne tid, at »hele Israel sukkede efter Herren« (1 Sam 7,2). Men midt i denne krise skulle Herrens redning sætte ind. Det skete ved hjælp af en person, som Herren selv havde været i gang med at uddanne og opfostre, nemlig Samuel.

Det skulle vise sig, at én mand i fortroligt samfund med Gud var nok til at vende op og ned på hele Israels skæbne. »Da sagde Samuel: ‘Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for eder!’« (7,5).

Noget af det fineste, der er sagt om Samuel, er, at han forvandlede alt til bøn. Samuel må have været en vældig forbeder for Israels folk (sml. Jer 15,1 og Sl 99,6).

Samuel har ikke bare været en Ordets tjener og en gudfrygtig dommer (7,6), men han har også været en trofast forbeder for sit folk. Her er en linie frem mod Jesus Kristus, som er vores ypperstepræst og forbeder (sml. Joh 17).

Samuels bedende hænder -løftet mod Gud – har været et stærkt våben mod fjenden. »Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels land, men Herrens hånd lå tungt på filisterne, sålænge Samuel levede« (1 Sam 7,13). Det er typisk, at der står om denne mand: »Og Samuel bad til Herren« (8,6).

I 1 Sam 9 har vi beretningen om, hvordan Samuel salvede Saul til konge. Det skal vi ikke gå nærmere ind på, men blot bemærke en lille detalje: »Herren havde dagen før Sauls komme åbnet Samuels øre og sagt: ‘I morgen ved denne tid sender jeg en mand til dig fra Benjamins land; ham skal du salve til fyrste over mit folk Israel’« (9,15-16).

Samuel blev ved med at have de lydhøre ører for Guds røst. Den linie, som blev lagt hos ham i ungdomstiden, holdt sig hos ham gennem hele livet. Den, som skal være et redskab for Herren, må have ører, der er indstillet på Herrens røst.

Her ser vi en afgørende forskel mellem Samuel og Saul. Samuel hørte Herrens ord – og han adlød! Det, der førte til Sauls store tragedie var, at han ikke adlød ( 1 Sam 15,22-23).

Et ord fra Salmernes Bog passer derfor på Samuel: »Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!« (Sl 143,10). Hemmeligheden i Samuels liv er det indre, skjulte liv med Herren og de åbne ører.

Men Samuel var ikke fejlfri, selv om han var en Åndens mand. Samuel kunne også tage fejl, hvis han ikke blev vejledt af Herren. Det ser vi i beretningen om valget af en ny konge til at efterfølge Saul (1 Sam 16). Her befaler Herren Samuel at gå til Betlehem for at salve en af Isajs sønner til konge, nemlig den Herren havde udset sig (16,1).

Samuel var lydig mod Herren og kom til Isaj og hans hus i Betlehem. »Da de (sønnerne) kom, og han (Samuel) så Eliab, tænkte han: *Visselig står nu Herrens salvede for ham!’« (16,6). Fristelsen til at se på det ydre var der, når der skulle vælges ny leder (konge), selv for en gudfrygtig mand som Samuel.

»Men Herren sagde til Samuel: ”Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; thi Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet”« (16,7).

Derefter møder Samuel Isajs sønner én for én, men Herren havde ikke udvalgt nogen af dem. Til sidst er der kun den yngste tilbage, David, men han vogter småkvæget (16,11). Så sendte Samuel bud efter ham. »Da sagde Herren: ‘Stå op, salv ham, thi ham er det!’« (16,12).

Vi møder ingen idealskikkelser i Bibelen, og det er godt. Vi er alle lige afhængige af Guds nåde og Åndens vejledning.

(Kap.4 i “LEVENDE FORKYNDELSE ELLER TOMME ORD” af Dag Risdal – Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening I Kommission hos Dansk Luthersk Forlag Hillerød 1989 – Shafan 23-05-20)