Bønnens arbejde

Bønnens arbejde

Ole Hallesby – FRA BØNNENS VERDEN

»Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« Matt 9,38

Da Jesus forlod sine elleve apostle ved sin himmelfart, overgav han dem et overmenneskeligt arbejde: De skulle gå ud i al verden og gøre alle mennesker til Kristus-tilbedere.

De skulle begynde i Jerusalem, havde han sagt. Det var ikke langt borte. Byen lå lige ved Oliebjergets fod, så de kunne se den fra stedet, hvor de stod. Derinde boede Jesu bødler, de havde Jesu uskyldige blod på deres hænder, de var rede til at knuse enhver, som vovede at nævne nazaræerens navn offentligt. Og selv om de skulle være så heldige at undgå disse bødler, hvad havde de så at forkynde? Jo, en korsfæstet Messias, jøderne en forargelse og grækerne en dårskab.

Og så de nu fra Oliebjerget videre vestover Middelhavet til verdens centrum, Rom, så var udsigterne ikke lysere. Dér mødte de det stærkest sarmmentømrede verdensrige, den mægtigste kultur og det rigeste åndsliv, som verden til denne dag har ejet. Det var jo næsten som en ironi at sende disse elleve håndens arbejdere fra Galilæa af sted for at overvinde hele denne mægtige kulturverden.

Ganske vist fik de senere en akademisk, dannet åndsarbejder med sig, nemlig Paulus. Men han fortæller, at han selv i de største kulturcentrer ikke ville vide eller forkynde noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Men han, som sendte dem, vidste nu også, hvad han gjorde. Han udrustede dem til denne overmenneskelige opgave. Og det på en dobbelt måde.

Objektivt ved at give dem selve Messias-gaven: Den hellige Ånd, som stillede hele den oververdslige verdens kræfter til rådighed for den lille Kristus-menighed. Denne side skal vi imidlertid ikke gå nærmere ind på her.

Subjektivt udruster han dem ved at give dem bønnen, det middel, som overfører alle disse objektive, oververdslige kræfter til den enkelte og menigheden. Og hvor meget han selv værdsatte denne udrustning, får vi et levende indtryk af blot ved at læse et par udtalelser af ham: »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.« Matt 18,19.

»Sandelig siger jeg eder: Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ,Flyt dig herfra og derhen’, så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.« Matt 17,20.

Og en af dem, som i et livslangt arbejde og kamp fik anledning til at prøve rustningen, udtaler om den: »Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.« Filip. 4,6.

Han, som sendte dem, vidste, at dette våben, dette arbejdsredskab ville gøre dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.« Sådan lød hans ord.

Da han ved himmelfarten forlod sine venner med sin legemlige nærværelse, rakte han sin usynlige almagtshånd så langt ned, at vi små og syndige mennesker kan nå den, hver gang vi bøjer vore knæ i bøn.

Så ofte vi rører denne hans almagts hånd, da strømmer noget af hans almagt over i os, i vor sjæl og i vort legeme. Og ikke blot det, men gennem os strømmer den ud til andre.

Denne kraft er så rig og så bevægelig, at vi under vor bøn blot behøver at pege på de personer eller ting, hvor vi ønsker, at kraften skal anvendes, så dirigerer han, som er kraftens Herre, den rette kraft derhen i samme stund.

Denne kraft er jo nemlig helt uafhængig af tid og rum. I samme øjeblik som vi bøjer vore knæ og beder for vore brødre og søstre i Afrika, på Madagaskar, i Santalistan, Kina og Japan, i samme øjeblik er kraften overført til disse. Her er en trådløs kraftoverføring, som overgår den dristigste opfinders drømme.

Dette våben er så meget værdifuldere for Jesu venner, fordi det ikke er muligt for Jesu modstandere at bruge det. Ganske vist kan hans modstandere få fat i bønnens våben. Men. i det øjeblik, da de for alvor griber til dette våben, omskaber det dem fra Jesu modstandere til hans venner.

Også her ser vi hans nåde og hans visdom.

Hvilken rædsel ville ikke dette våben blive, hvis det kunne bruges af hvem som helst til hævn og ødelæggelse! Nej han har ordnet det sådan, at det kun er hans egne venner, som kan opnå denne kontakt med de uudtømmelige kraftkilder. Ja, kontakten er af Herren indrettet så forsigtigt, at den automatisk slås fra, selv for Jesu egne venner, sa snart de prøver at anvende denne kraft i strid med Jesu sind og mening. Det er kun, når vi beder om noget efter Guds vilje, at vi har løfte om bønhørelse.

Bønnen for vore nærmeste

Nu var det Herrens mening, at vi, som har fået adgang ti1 at tage disse kræfter i brug ved vor bøn, vi skulle gå vor vej gennem denne verden og overføre de himmelske kræfter til alle sider; thi hvor trænger denne verden dog til dem. Vort korte liv skulle efter Herrens mening være en stille, men stadig rindende strøm af velsignelser, som gennem vor bøn og forbøn skulle flyde ud til alle vore omgivelser.

Og det var nok hans mening, at vi som hans første venner skulle »begynde i Jerusalem« og så gå videre ud »lige til jordens grænser«.

Det var hans mening, at vi skulle begynde hjemme. Når vi går mellem vore kære til daglig, så skulle vi ad forbønnens trådløse vej overføre den overnaturlige kraft, som de trænger til, såfremt deres liv skal blive en stille sejr med tak og jubel i hjerte og mund og ikke en række af møjsommelige nederlag med mismod i sjæl og legeme. Vi skal sige til Gud, når vi går mellem vore kære: »Gud, giv dem noget godt fra dig. De trænger til det, de, som hver dag skal leve sammen med mig, jeg, som er så egenkærlig og lidet opofrende mod dem, skønt jeg dog er så glad for dem.«

Da ville der blive en god ånd i vore hjem. Thi Gud hører bønner. Han ville da sænke sin Himmel ned i vore hjem. 0g selv om vi, som lever der, alle er ufuldkomne og fejlende mennesker, så ville der ved Guds bønhørelse blive et helt lille paradis i vort hjem.

Der er mange troende mennesker, for hvem hjemmet ikke lykkes. Børnene søger al deres glæde og fornøjelse uden for hjemmet og trives ikke hjemme. Fik Herren lov til at sige det, han ville, í sådanne hjem, så ville han vist først sige: »I får intet, fordi I ikke beder.«

Så var det Herrens mening, at vi skulle gå videre til vore naboer. Så snart vi ser dem om morgenen, skulle vi sige til Gud: »Giv vore naboer noget godt fra dig i dag. Du ved, hvad de mest trænger til i dag, giv dem det!«

Hvor er dog forholdet mellem naboer ofte slet! Og begyndelsen til det hele er som regel småting. Enten er det køerne eller hønsene eller hunden eller et gærde eller et stykke vej. Først en misforståelse, så fornærmelse, så uvenskab, så fjendskab, så proces.

Men hvis vi benytter forbønnens hellige tryllemiddel, da skal forholdet efterhånden blive godt, selv med en vrangvillig og vanskelig nabo.

I enkelte dele af vort land har man endnu den dybe og skønne hilsen, når man træffer folk, som står midt i deres arbejde: »Gud velsigne arbejdet!« Det er vel muligt, at den hilsen er slidt ved stadig brug, som enhver anden hilseform, så man ikke længere tænker på, hvad ordene udtaler. Men dengang denne hilsen blev taget i brug, da følte man trang til at bede Gud velsigne sine medmenneskers arbejde.

Så skulle også vi føle det. Og vi ved, at det er ikke altid let at arbejde, Og af og til kan det være så usigelig tungt. Derfor skal vi passse på, når vi træffer et arbejdende medmenneske, at nedbede over ham noget af den overnaturlige kraft, som vil gøre hans arbejde lettere og arbejdets frugt rigere.

Hvor vi går om dagen, træffer vi mennesker, som mangler noget. Hvis nu Ånden får givet os kærlighedens åbne øjne, som ser både den åbenlyse og den skjulte nød, så ville alt det, vi ser omkring os forme sig til bøn. Vi ville vende os til Herren og fortælle ham, hvad vi ser, de mangler – både vore venner og vore fjender. Og så skulle Herren give dem det, vi beder om. Det var sådan, han havde tænkt sig bønnen. Der står jo: »Bed uden ophør« 1 Thess 5,17.

Domprovst Gustav Jensen fortalte ved en lejlighed følgende: Der blev for en del år siden opført en lille kirke i Oslo. En troende forretningsmand, som havde sit hjem oppe i byen og sit kontor nede i centrum, gik hver dag i byggetiden nogle minutter tidligere hjemmefra for at nå hen ti1 kirkebyggeriet. Og der stod han en stund stille i bøn for arbejderne, for huset, for dem, som skulle tjene i den kirke og for dem, som skulle høre ordet den.

Den mand havde lært at bruge forbønnens arbejdsredskab.(…)

Bønnen om Vækkelse

Endelig har vi bønnen for de uomvendte. 

Denne del af bønnens arbejde er måske den, vi bedst forstår og tager op. Hos de fleste troende er der jo en længsel efter vækkelse. Trangen til at se sjæle frelst er det drivende moment i næsten al kristelig virksomhed i vore dage. Vækkelsen står for så vidt altid på dagsordenen nu. Der tales meget om at få vækkelse. Der gøres også meget for det. Ja, der bedes heller ikke så lidt om det. 

Derfor ser vi også, at Gud af og til kan sende vækkelse. 
Men der er alligevel noget her, som burde vække os til eftertanke, særlig med hensyn til vor bøn. For det første vil jeg nævne dette, at vækkelserne er så sjældne. Som regel går der årtier mellem vækkelserne i sognene og byerne. Dernæst vil jeg nævne, at vækkelserne også oftest er meget lokalt begrænsede og små. Endelig vil jeg nævne, at de ofte repræsenterer liden åndelig kraft. Ikke således at forstå, at der mangler kræfter. Der er ofte en voldsom, næsten brutal kraft til stede. Men det viser sig ofte under vækkelsen, men særlig efter vækkelsen, at der var megen menneskekraft og liden gudskraft i virksomhed. 

Grunden til alt dette er den, at vort bønsarbejde svigtede. 
Vi længes efter vækkelse, vi taler om vækkelse, vi arbejder for vækkelse, ja, beder også lidt om vækkelse. Men vi går ikke ind i det bønnens arbejde, som er den egentlige forberedelse for enhver vækkelse. 

Mange af os misforstår Åndens arbejde med de uomvendte. Man tænker sig, at dette arbejde væsentlig er begrænset til vækkelsestiderne. I mellemtiden mener man, at de uomvendte egentlig ikke er genstand for nogen påvirkning fra Gud. 

Men dette er en fuldstændig misforståelse. Ånden arbejder uden afbrydelse, under vækkelserne og mellem vækkelserne, om end Åndens arbejde er forskelligt og dermed også virkningen i sjælene. 

Dette Åndens arbejde ligner minesprængninger. Ånden skal sprænge synderens hårde hjerte i stykker og bryde hans letsindige modstand mod Gud. Vækkelsen ligner da den tid, da sprængladningerne affyres. Tiden mellem vækkelserne svarer derimod til den tid, da de dybe huller møjsommeligt bores i det hårde fjeld. 

At bore disse huller er et hårdt, vanskeligt og tålmodighedskrævende arbejde. At tænde lunten. og affyre skuddene er et både let og interessant arbejde. Da ser man i sandhed “resultater” af sit arbejde. Og det vækker opsigt. Skuddene smelder, og stenstykkerne springer langt omkring. 

Der skal øvede folk til at bore. Lunten kan derimod enhver sætte til. 

Ud fra dette synspunkt falder der et skarpt lys over vækkelsernes ellers så mærkelige, ja, uforståelige historie. 
Der er folk nok, som vil sætte lunten til. Vi vil alle gerne være vækkelsespraedikanter. Ja, enkelte er endogså så ivrige, at de tænder lunten, før der findes noget hul eller noget sprængstof. Og så bliver jo vækkelsen derefter, et lille fyrværkeri! 

Under vækkelsen er vor omsorg for sjælene så stor, at vi alle er i virksomhed. Ja, enkelte er så virksomme, at de næsten er en fare for deres omgivelser under et eftermøde. Men når vækkelsen har lagt sig og de dagligdags måske tørre tider igen indtræder, da er omsorgen og virksomheden forsvundet hos de fleste. 

Men da er det, at Ånden kalder os til det stille, vanskelige, tålmodighedskrævende arbejde ved midt i vor daglige og utrættelige bøn at bore helligt sprængstof ind i de uomvendte sjæle. Det er den egentlige forberedelse for den næste vækkelse. Og når der sædvanligvis er så længe mellem vækkelserne, så er grunden ganske simpelt den, at Ånden ikke finder nogle af de troende, som vil tage dette tunge mineringsarbejde op. 

Vækkelse vil vi alle gerne have, men at bore hullerne i den hårde klippe vil vi helst, at de andre skal gøre. 
Der findes, Gud ske lov, i by og på land enkelte, som tager dette vigtige arbejde op. Herren glæde dig og lønne dig, min broder og søster! Men han give dig fremfor alt udholdenhed i din hellige tjeneste! 

I denne forbindelse vil jeg også sige et par ord om den måde, hvorpå vi bedst bør indrette vor bøn om vækkelse. 

Dersom bønnens ånd giver os den virkelige omsorg i hjertet, så vil vi være med til at bede om vækkelse i dette ords videste mening, en verdensvækkelse. Thi vi ser jo, at det er dette, verden nu trænger mere til end noget andet. Ja, mange af os spørger vist i rådvildhed: hvor bærer det hen med vores velfærdsstat, den stadig stigende rovgriske kamp imellem nationerne om penge og magt, atomkraft og månen, den private og offentlige foragt for Guds lov og Guds evangelium? Hvor bærer dette hen, hvis der ikke kommer en vækkelse så vid og almen, at den hæmmer synden i alle verdensdele og giver evangeliet nye arbejdsmuligheder i den letsindige og frække slægt, som i dag befolker vor jord?

Bønnen om vækkelse vil, ud fra vor nuværende nød, samtidig forme sig som bøn om en landsvækkelse. Folkets liv er et levende hele og hænger sammen fra den ene landsdel til den anden. Pengedyrkelse, dansegalskab, forlystelsessyge, usædelighed, drukkenskab, lovløshed og foragt for Guds ord er synder, som er ved at gennemsyre hele folket i by og på land, fra øverst til nederst. Skal folkets usædelige udvikling ændres, så det ikke synker ned i gudsfornægtelse, materialisme og tvivl, så øjner vi intet andet redningsmiddel end en stille, stærk og sund vækkelse, som kan nå alle lag i folket i hvert sogn og by. 

Men denne omfattende bøn om vækkelse må altid være underbygget af bøn om vækkelse på vor egn, i vor by. Også her gælder det “at begynde fra Jerusalem”. Og i denne inderste ring er det, at hver enkelt af os har sit største ansvar. Og først ved at være tro her, sættes vi af Ånden over større og videre bønsopgaver. 

Her vil vor bøn om vækkelse ganske sikkert blive mest frugtbar, hvis vi tager forbønnen op som en særlig forbøn for enkelte personer. 

Det viser sig jo, at de allerfleste af os, som er blevet omvendte, vi havde en eller anden forbeder, som bar os personligt frem for Gud i den tid, vi var uomvendte. Og det forekommer mig, at ingen er så fattig som den, der ikke ejer en eneste forbeder, der bærer ham personligt og vedholdende frem for Gud. 

Derfor skal vi gå ind í denne tjeneste og blive personlige og regelmæssige forbedere for bestemte enkeltpersoner. Bed bønnens ånd om at anvise dig de enkeltpersoner, som du skal være forbeder for. Gjorde alle troende mennesker dette, så ville Ånden fordele de uomvendte i sognet til de troende forbedere, så der til sidst ikke var et menneske, uden at han havde en af Gud givet, trofast forbeder. 

Da ville det ikke blive let at leve i synden for disse mennesker! Da ville det hellige sprængstof daglig blive boret ind i deres sjæl, og grunden ville blive sprængt væk under deres ubodfærdige liv. 

I de sogne og byer, hvor der findes troende mennesker, som går ind í denne hellige bønnens tjeneste, der kommer vækkelsen. Den kan ikke tvinges frem, heller ikke trylles frem. Men Herren sender den, så snart som der bliver åndelig adgang for den. Enkelte steder må der kæmpes både længe og hårdt. Og modstanden overvindes ikke “uden ved bøn og faste”, som Jesus siger. Mark. 9, 29. 

Enkelte steder kommer bønnernes opfyldelse i form af et vældigt vækkelsesvejr, andre steder som en sagte susen. I sidste tilfælde bliver aldrig mange vakt på én gang, blot en enkelt eller et par stykker. Men til gengæld går den stille vækkelse sin gang gennem lange tider, ofte flere år. Jeg hører af og til på mine rejser om enkelte få steder, hvor vækkelsen så at sige ikke standser. Herren lægger til enhver tid nogle, som lader sig frelse, til menigheden, sadan som det så skønt står fortalt om de første kristne. Ap. Gern. 2,47. 

Vi skal takke Gud for vækkelsen, i hvilken form han end sender den. Men det synes mig særligt løfterigt, når den kommer som en sagte susen.

Et arbejde, som ikke kan erstattes

Inden. jeg afslutter dette afsnit om bønnens arbejde, ønsker jeg at understrege, at det er et arbejde, som ikke kan erstattes af noget andet arbejde i Guds rige. Dette trænger vi alle til at blive mindet om; thi vi har lettest ved at se det lige omvendt; når vi er rigtig optaget af arbejdet i Guds rige, så mener vi, at vi uden fare kan slå lidt af på den tid, vi anvender i bøn. Denne tankegang ligger os alle i blodet. Og Satan sørger for at puste liv i den i rette tid.

Derfor gælder det om, at Guds Ånd kan brænde denne hemmelighed ind i vore hjerter, at det vigtigste arbejde, vi har for, det udfører vi på knæ, alene med Gud, borte fra verdens larm og menneskers beundring.

Dette arbejde er det vigtigste, fordi det er forudsætningen for alt det andet arbejde, vi skal udføre i Guds rige: for prædiken, sjælesorg, møder, foreninger, bestyrelser, organisation og pengeindsamling. Hvis ikke bønnens arbejde går forud for og ledsager det øvrige arbejde, så bliver dette intet andet end menneskeværk, udført med mere eller mindre dygtighed og mere eller mindre slid og møje, som gør både os selv og de andre trætte.

Bønnens arbejde er forudsætningen for alt det øvrige arbejde i Guds rige af den simple grund, at det er ved bøn, at vi får de himmelske kræfter koblet til vor kraftesløshed, de kræfter, som kan gøre vand til vin og flytte bjerge i vort eget og i andres liv, de kræfter, som vækker de sovende og oprejser de døde, de kræfter, som overvinder befæstninger og gør det umulige muligt.

Der er sikkert mange af os troende, som ikke er opmærksomme på bønnens arbejde. Man ser på bønnen væsentlig som det middel, hvorved livet i Gud holdes oppe fra dag til dag midt i den verdslige atmosfære, som vil kvæle det spinkle og skrøbelige liv. Og bønnen bliver derefter, en cirkelgang rundt om os selv og vore nærmeste. En cirkelgang, som af og til udvides en lille smule, når vi samles med Guds folk, og Guds riges mægtige opgaver ude og hjemme lægges frem for os. Men kommer vi så hjem igen i det daglige, så trækker bønnens cirkel sig atter sammen.

Ja, det er i sandhed kun bønnens ånd, som kan lære os at arbejde i bøn, at benytte bønnen som arbejdsredskab. Og hver gang vi får egoismen og mageligheden at se i vor bøn, må vi råbe i vor nød og hjælpeløshed til ham, som giver gerne og uden bebrejdelse. Han skaber, det vil sige, han frembringer det, som ikke er. Gud ske lov! Til denne Åndens undervisning i bønnens arbejde hører også dette, at vi lærer at tage tid til at bede.

Hvert arbejde kræver sin tid. Går det op for os, at bønnen er en del af vort daglige arbejdsprogram, så går det også op for os, at vi må indrette vor dags arbejdsplan således, at der bliver tid også til dette arbejde, ganske som vi skaffer os tid til andre nødvendige arbejder, som at spise og klæde os på.

Et sådant forbønnens arbejde, som ovenfor er antydet, vil jo selvfølgelig tage tid. Og ingen anden vil derfor kunne udføre det end den, som er villig til at ofre også af sin tid. Blot dette er nok til at sige os, at forbønnens arbejde kun kan udføres af den villige ånd. De andre vil finde mere end nok af gyldige grunde til at lade dette arbejde ligge urørt. De har ikke tid, og de kan heller ikke skaffe sig tid!

Skal dette bønnens arbejde lykkes, så må der også være plan i det.

For mange er planløsheden nok til at gøre deres bønsliv uproduktivt og frugtesløst. De har ingen bestemte tider for deres bøn, men de tager en bedestund, når det passer, og når de får tid. Det hele er givet tilfældigheden i vold. Og hvad de beder om, afgøres på samme tilfældige vis og beror væsentlig på to ting: for det første, hvor megen tid de får til at bede, og for det andet: hvad de i øjeblikket husker at bede for.

Da forstår man snart, hvad det bliver til. Fjenden skal nok sørge for, at de får så lidt tid til at bede, at det blot af den grund bliver minimalt, det, som kan udrettes i bøn. Desuden vil han også sørge for, at man bliver forstyrret og glemmer de ting, som særlig trænger til forbøn.

Nej, bønnens liv kræver plan og målbevidsthed. Jeg må vide, hvad jeg har at gøre i lønkammeret, før jeg går derind, hvilke personer og hvilke grene af Guds riges arbejde jeg skal bære frem i bøn. Eftersom Ånden får udvidet vor omsorg og vor bønnecirkel, bliver der mange ting at bede for. Og nu må ikke en så tilfældig ting som min glemsomhed hindre mig i at udføre dette arbejde. Har jeg vanskeligt ved at huske hver enkelt person og hver enkelt sag, så må jeg hjælpe min hukommelse ved at skrive det op.(…) 

Vor tids kristne er flittige folk.

Vi lever ikke for intet i arbejdets århundrede. Aldrig er der 1 Guds menigheds historie arbejdet mere end nu. Der var vel aldrig så mange arbejdere. Aldrig var arbejdet så vel organiseret.

Og arbejdet fordeles mere og mere. Hver arbejdsgren organiserer sig. Overalt går arbejdet fra dag til dag. Et tungt og krævende arbejde. Der må ofres og stadig ofres: Kraft, tid, interesse, penge.

Men den største vanskelighed er dog, at de mange organisationer har hver sine funktionærer, men folket, de alle vender sig til, er væsentlig det samme, og de er i grunden heller ikke mange.

Nar så tiderne bliver trange, bliver det vanskeligt for de fleste at afse både tid og penge. Og som følge deraf bliver konkurrencen mere følelig. Og deraf følger endvidere, at mange ikke blot bliver trætte, men også bitre.

Maskineriet er blevet stort og indviklet, og mange råber allerede højlydt på indskrænkning. Intet nyt må startes, og det arbejde, som er i gang, må indskrænkes, blot det kan lade sig gøre.

Andre går ikke så radikalt til værks. De råber på orgamsation. V1 lever jo i organisationens tidsalder. Disse mennesker mener, at en bedre organisation, end den vi har, vil bringe lægedommen.

Atter andre aner ikke, hvad de skal foreslå for at afhjælpe katastrofen. De sukker bare og spørger, hvor længe vil dette gå?

Når jeg ser på situationen i dag inden for vort frivillige, kristelige arbejde, så er det egentlig ikke de tanker, som vækkes hos mig.

At der er et misforhold mellem maskineriet og drivkraften, det er vist nok alle enige om. Men for mig falder det ikke naturligt at ophæve dette misforhold ved at beskære maskineriet, så længe der er adgang til at øge drivkraften, så misforholdet kan løses ad den vej.

(…) Når maskineriet er blevet os for svært, så er det, fordi vi bruger håndkraft der, hvor det skulle gå med himmelkraft.

Jeg ved vel, at vi beder både i enrum og i samfund, men jeg er bange for, at det ikke er der, vi lægger vort egentlige arbejde, og at det derfor heller ikke er den guddommelige kraft, vi sætter vort håb til, når der spørges om arbejdets drift og fremgang. Derfor bliver arbejdet så anstrengende og så trættende for os.

Himmelkraften står til vor rådighed. Der spørges blot, om vi har kontakten i orden. Lad os bede om bønnens ånd, som vil tage os med ind i det rum i værkstedet, hvor kraftledningen ligger. Over døren til det rum står der skrevet: »Intet skal være umuligt for jer.«

Hvad der i fremtiden skal komme ud af vort højspændte kristelige arbejde, beror hverken på indskrænkning eller omorganisering.

Det beror på, om Guds Ånd får os til at tage bønnens arbejde op.

(Uddrag fra afsnittet “BØNNENS ARBEJDE” i “fra BØNNENS VERDEN” af O. Hallesby – Lohse 1967 – Shafan 25-03-20)