Jeg er Sandheden og Livet Joh 14,6

Jeg er Sandheden og Livet Joh 14,6

Jeg er Sandheden og Livet Joh 14,6 Martin Luther – “JESU AFSKEDSTALE 1 DEL JOH 14”

Disse ord vil vi også tage ganske enfoldigt og undgå alle spidsfindige spekulationer. Når det kommer så vidt, at man skal gå herfra og over i det evige liv, er det egentlig, for at sige det ligeud på tysk, ét og det samme, selvom det får forskellige navne. For det er alt sammen den ene Kristus med forskellige betegnelser efter, hvad hver har af følelser, når man klynger sig til ham og til sidst skal igennem døden. For det første kan, som det er nævnt, vores følelser og forstand ikke forstå, at dette skulle være vejen til himlen og Faderen, når man dog må igennem lutter kors og død og ikke ser hverken vej eller bro, råd eller hjælp for sjælen. Ja, alle flygter og er bange for overfarten og ved ikke, hvad han skal gøre for at komme over, som en, der har en bred grøft eller et dybt vand foran sig, som han skal over, og hverken ser vej eller bro.

Det er ligesom Israels børn, der stod ved det Røde Hav og frygtede det store, vilde vand, da de hørte, at de ikke kunne komme over andre steder og enten måtte gå igennem eller falde i fjendens hænder. Da kunne de også have sagt: ”Skal det være en vej ud af død og fængsel, når vi er lukket inde til begge sider med høje bjerge og havets brusende bølger foran os? Ja, var vi dog bare fugle eller fisk, så vi kunne flyve oven over eller svømme igennem havet!” Og dog måtte der for Guds Ords skyld blive en vej, og havet skilles og lader dem gå tørskoede igennem.

På samme måde kan man her hverken se eller begribe, at vejen til det evige liv skulle gå der, hvor mennesket kun oplever dødsangst og gru. Heroverfor står Kristus med sit ord og siger: ”Jeg er Vejen,” og skaber af den en vej, hvor der ingen er, ja, en udvej fra undergangen og en gennemgang, så mennesket frit og frejdigt skal gå dér og komme over på den anden side, sådan som de andre på Guds ord legemligt gik igennem havet tørskoede og uhindret, selvom der ellers ingen vej var. Det er det samme.

For det andet: Når man nu har betrådt vejen og vovet sig ud på den og er begyndt at tro, er det dernæst også nødvendigt, at man bliver vis i sin sag, holder fast ved den og ikke lader sig narre væk fra den eller afskrækkes af den. Her vil Djævelen nemlig gerne drive sit spil og gøre hjertet forsagt. Han lægger alle slags forargelser i vejen for at lede os på sideveje og omveje, så man ikke skal blive på den rette vej. Her prøver han så rigtig at bruge al sin list og ondskabsfuldhed for at lokke folk i fordærv, og det gør han netop med Skriftens Ord i Kristi navn ligesom alle sværmeriske ånder og kættere, der som de rette vejvisere kommer i fåreklæder med samme ord, fremgangsmåde og manerer, kun roser sig af Kristi ære og troen på Kristus og dermed forfører dem, der vil klynge sig til Kristus og gerne vil finde den sande vej.

Det er, som når én går igennem den rigtige port ud på landevejen, men længere fremme kommer til et sted, hvor den deler sig i to eller tre veje, og der så kommer en gavtyv og narrer ham på afveje, så han kommer væk fra den rigtige vej. Derfor må man her have det, der hedder probatio et perseverantia fidei 1, altså erfaring, så man er helt vis i sin sag og bliver på den vej, man er begyndt at gå på. Det er efter min mening ganske enfoldigt betydningen af dette andet punkt, veritas, Sandheden, nemlig, at Kristus ikke bare er begyndelsen på vejen, men lige til enden den eneste, rette, sikre vej, som man altid må holde sig på for ikke at lade sig lokke på afveje, der vildleder os til at søge noget andet til salighed ved siden af Kristus, som de, der først tog imod Kristus i troen, men siden igen faldt tilbage til gerningsretfærdigheden, som det hidtil er sket i pavekirken.

Man skal heller ikke lade sig opholde eller drive tilbage af hindringer, af stok og sten, der møder os undervejs, fordi Djævelen prøver med så mange slags falsk lære, kliker, splittelser, forargelige, dårlige eksempler og desuden forfølgelse, anfægtelse og fare, så vi enten begynder at fortvivle på vejen eller i det mindste bliver trætte og tvære.

For selvom mængden strømmer til, når evangeliet forkyndes, og alle gerne vil høre den søde, trøsterige lære om syndernes forladelse ved Kristus, holder de dog ikke fast ved det. For som Kristus siger (Matt 13,4; Luk 8,5), falder det meste sædekorn på den stenede og tornefyldte vej. Kornet, som er evangeliets prædiken, sås ganske vist på den rette måde, men det falder ikke på den jord, hvor det kan fæste rod og komme til kræfter. Sådan er mange begyndt at tro ret og smukt, men midtvejs, hvor det gælder om at fortsætte, blev de vildledt og ført på afveje, fordi de var usikre eller forskræmte, så de faldt tilbage til gamle tanker.

Sådan også med jøderne, dengang havet havde delt sig og åbnet en vej for dem, og de nu stod midt i det med vand højt op over deres hoveder til begge sider (2 Mos 14,22). Da kunne de have tænkt: ”Hvad er det, vi har gjort? Er vi ikke godt tossede, når vi begiver os ud i disse vandmasser? Vi kan jo se, at vandet truer os. Hvad, hvis det nu faldt sammen om os, og alle druknede på et øjeblik?” Dette skete jo kort efter med Farao og hele hans hær, og det ville være gået dem på samme måde, hvis de havde fulgt disse tanker og havde ladet sig overvinde af tvivl og vantro, så de enten var blevet forvirrede og var løbet tilbage til fjenden eller også var blevet så bange, at de var faldet over hinanden og på den måde alligevel var druknet i vandet.

Sådan gik det mange af dem senere i ørkenen, da de gav ondt af sig og tvivlede på at kunne gennemføre turen og ønskede sig tilbage til Egypten. Men fordi de dengang troede på vejen gennem havet efter Guds Ord og derfor fortsatte i tro, måtte vandet stå stille uden at spilde en dråbe og lade dem komme tørskoet igennem, på trods af, at der ikke var nogen farbar vej, og det imod al fornuft var en farlig, truende, ufremkommelig vandring.

”Sådan også med jer,” vil Kristus sige her, ”når I har grebet mig i troen, er I på den rette, sikre vej, der ikke fører på vildspor; men hold jer så til den og fortsæt ad den, for der vil komme mange anstødssten og forhindringer i vejen for jer både til højre og venstre. Derfor må I være rustede, så I kan holde fast ved mig og ikke lade jer anfægte af det grusomme og skrækkelige, I end vil komme til at se, og som vil skræmme jer væk fra mig eller vil rive og lokke jer væk fra vejen med forførende skin. Men I skal vide, at al den slags kun er Djævelens løgn og bedrag, som han bruger til at føre jer i fordærv. Men jeg vil være jeres sikkerhed og føre jer igennem dette store hav fra døden til det evige liv og føre jer fra denne verden og Djævelens rige til Faderen. Derfor vil jeg ikke kun selv være og kaldes Vejen, men også Sandheden og Livet.”

Se, sådan forstår jeg ganske enfoldigt dette skriftsted, at det altid har én og samme betydning om den ene Kristus: Vejen hedder han, fordi man må begynde med ham; Sandheden, fordi man må blive i og fortsætte med ham; og Livet, fordi han er endemålet. For han må jo være vores alt: Salighedens begyndelse, midte og slutning, så at man lægger ham som grundsten, lægger de midterste sten på ham og lukker hvælvingen eller taget oven på ham. Han er både det første, de midterste og de sidste trin på himmelstigen (1 Mos 28,12). For det er ved ham, vi må begynde, fortsætte og fuldende vandringen til Livet.

Altså er det egentlig ét og det samme med denne ene Kristus, selvom han viser sig forskelligt for den enkelte efter hvers erfaring. I begyndelsen er det svært at finde vejen; derefter endnu sværere og tungere at blive og fortsætte på vejen; men allersværest bliver det, når vi har gået længe på vejen og skal finde hvile i herberget. Da må vi kæmpe med Djævelen og døden, som vil myrde, halshugge og brænde os, eller i mangel af bedre ombringer os på sygesengen med pest eller anden plage og graver os ned i jorden.

Skal det være den rette vandring til Livet op til Faderen, at en kristen dør med skam og skændsel og opsluges af døden, mens hele verden ikke ser og ved andet, end at han rådner under jorden og bliver til støv? Hvordan rimer det med, at det kaldes at komme til Livet og Faderen? For ikke at tale om, at Djævelen desuden indadtil både i den sidste stund og ellers uophørligt piner og plager navnlig de ledende kristne i hjertet med sine pile og sin helvedesangst, så de kun føler sig som i dødens gab eller Helvedes afgrund, som også Paulus selv klager og føjer den ed til: ”Så sandt I er min stolthed… Hver dag dør jeg” (1 Kor 15,31). Det vil sige: Jeg er hele tiden fanget i døden som på bunden af et stort hav.

Sådan var det også for Israels børn i det Røde Hav; for denne historie tjener her til at forstå vores skriftord så meget bedre. Dengang var det ikke nok, at de havde gjort begyndelsen og havde vovet sig ud på Guds ord for at gå igennem og nu fortsatte, til de var midtvejs og var sikre på at kunne gennemføre. Men da de nu var kommet mere end halvt igennem og så landet eller den modsatte bred foran dem, var Farao og hele hans hær lige i hælene på dem, så de var i lige så stor fare, som før de begav sig ud i havet. Og det hjalp dem ikke, at de fandt vej, hvor der ikke før havde været en vej, og at de var næsten igennem; men Gud måtte udfri dem på forunderlig vis og redde dem fra døden, der stak dem til halsen. Englen, der gik i spidsen for dem med ildsøjlen og skyen, måtte med torden og lynild skille dem fra fjenderne, så de blev forskrækkede og veg tilbage. Men inden de så sig om, styrtede havet over dem og druknede dem alle. Sådan blev Israels børn reddet fra den truende livsfare, og denne Kristus var på én gang Vejen, Sandheden og Livet for dem.

Den samme erfaring må vi også gøre, når vi nu kommer til bredden af det evige liv og skal træde ud i havet. Da ligger døden foran os, vi kan ikke undgå den og må først vove det farligste af alle spring. Hvis jeg nu skulle bedømme det efter fornuften, måtte man i sandhed kalde det en dårlig udgang på livet, når man bærer mig ud ad porten og begraver mig under jorden, så jeg bliver til støv igen; og dog siger Kristus, at livet først da er nået, og man først da er kommet til Faderen. ”Derfor,” siger Kristus, ”skal du i din sidste stund ikke se på den legemlige død, grav, sygdom, sværd, bål, som du mærker på din krop, ej heller alle de pile og spyd, som Djævelen også jager i dit hjerte, men se på mig, sådan som jeg har været Vejen og Sandheden for dig og hidtil har ledet dig, så du ikke er faret vild, og har vogtet dig i al slags fare, løgn og forførelse. Sådan vil jeg også være Livet i og igennem døden, så du skal få det lige så sikkert, som du nu føler døden.”

Hvis det ikke var tilfældet, havde troen intet at sige, og Kristus havde ingen ret til at give denne trøst. For hvis Gud havde lavet en synlig, håndgribelig himmelbro, jeg kunne overskue fra begyndelsen til enden, både hvor jeg skulle træde ud, og hvor jeg skulle forlade den, hvad brug havde jeg så for troen og denne prædiken?

Derfor betyder dette ord kort sagt og ganske enfoldigt: Hold dig i troen til Kristus, så begynder du rigtigt; bliv ved ham, så fortsætter du rigtigt; hold fast ved det indtil enden, så er du salig! Med disse ord vil han altså rive og holde vores hjerte væk fra al anden fortrøstning og kun knytte det til sig selv, så vi ikke ved af andet eller tænker på andet, når det gælder det store spring over i det kommende liv.

Så længe vi lever her på jorden, har vi andre belæringer og veje som f.eks. De ti Bud, der drejer sig om, hvordan man skal holde legemet i tugt og lydighed, og hvordan man ærbart og redeligt skal omgås næsten, så længe vi lever sammen, og det er også gudvelbehageligt. Det betyder dog langtfra, at man har tilbagelagt denne vej; men spørger man om disse vigtige ting, hvordan man kommer fra dette liv gennem synd og død til det evige, retfærdige liv, fra Djævelen til Gud, fra Helvede til Himlen, da er denne tekst på sin plads, som lærer os, at der ikke er anden vej, ikke anden sikker, rigtig og pålidelig forbindelse, ingen anden fast bro eller sti, ingen anden havn eller færge end denne: Kristus alene!

Derfor må man her, som jeg har nævnt ovenfor, lære flittigt at skelne godt og grundigt mellem denne vej og de andre veje, som Skriften (ApG 9,2; Gal 5,25; Ef 4,1; Kol 3,12; 1 Kor 9,24) ellers omtaler, når den taler om at vandre på lydighedens, tålmodighedens og barmhjertighedens vej eller om at vandre redeligt og ærligt og med god samvittighed for Gud og verden i kald og stand. Om disse veje må man tale helt anderledes end om denne vej, der handler om at vandre og komme fra døden til det evige liv, fra denne verdslige, syndige tilværelse til den himmelske, åndelige. For her er der ingen anden læremester eller rådgiver end troen alene, som siger: ”Jeg tror på Jesus Kristus, i ham alene lever, bliver jeg ved at være, og dør jeg.”

Nu skal ingen dog opfatte denne prædiken, som om han havde fået en frist og kunne udsætte vandringen på denne vej, til han lå for døden, og tænke, at han jo nok når det og indtil da kan leve i sus og dus og gøre, som det passer ham og rigtig slå sig løs. Sidenhen, når hans dødstime kommer, vil han holde sig til dette ord. Den går ikke, kære broder! Pas på, at det til den tid ikke går galt for dig!

En kristen er et menneske, der straks begynder vandringen fra dette liv mod Himlen fra det øjeblik, han kommer op af dåben, i den tro, at Kristus allerede da er Vejen, Sandheden og Livet for ham, og han fortsætter med denne vandring til sin sidste stund, så at han altid kan findes på denne Vej og ledes i Sandheden for at nå til Livet som den, der allerede ser den kyst, han skal træde op på. Og for at han kan være forberedt ved han, at Kristus allerede har bragt ham over, hvis han skulle dø undervejs i dag eller i morgen eller om et, to eller ti år, da vi jo ikke kan vide os sikre imod døden på noget tidspunkt, og alle kristne i dåben begynder at dø, indtil de går i graven.

Så længe derfor dødens fare og usikkerhed består – det vil sige hele tiden, mens jeg lever her på jorden – skal jeg tro på Kristus som mit liv, så jeg ikke regner denne prædiken efter timer, tider og år. Den ændres ikke sådan, at du skulle kunne sige: ”Kristus bliver mit liv engang, når jeg skal til at opgive ånden; indtil da vil jeg leve, som jeg har lyst til.” Nej, du skal vide, at du allerede er på vej over til den anden bred og som Israels børn er trådt ud i havet og må fortsætte, indtil du når land, så fjenden ikke får fat i dig undervejs.

Dette være sagt om dette skriftsted for de enfoldiges skyld, at Kristus kaldes, prædikes og skildres på forskellige måder, og dog altid er den samme. Han siger for det første, da disciplene spørger ham om hans bortgang til Faderen: ”Kender I mig, kender I også Vejen. Men spørger I dernæst om, hvordan I kan være sikre på det og ikke tvivle på mig eller falde fra mig, fordi det ikke ser ud, som om jeg er Vejen, og I heller ikke ser, hvordan det skal ende, så lad jer ikke anfægte, for jeg er også Sandheden og Livet, når I bliver hos mig.”

Det kan og skal nemlig ikke ses, men tros og på den måde erfares. Selvom disse tre betegnelser beskriver én og samme Kristus, er de altså nævnt hver for sig for at vise, at man må kende ham helt på alle tre måder for at nå til Himlen, nemlig, at man begynder rigtigt og fortsætter på vejen og i tro på ham kommer stadig videre i erfaring og stadig nærmere, indtil man på denne måde kommer til målet. Det er også, hvad han siger til sidst: “Ingen kommer til Faderen uden ved mig”

(Afsnit fra JESU AFSKEDSTALE – Luthers prædikener over Johannesevangeliet kap.14-16 – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommision hos Nyt Livs Forlag 2015 – Shafan 03-03-20)