Retfærdiggørelsen

Retfærdiggørelsen

Arne Helge Teigen – TRO FOR HJERTE OG TANKE –
Om hvordan Bibelen stik imod alle andre religioner lærer, at mennesker bliver frelst ved en frifindelsesdom.

Om at vide, om man er kristen

Hvordan får et menneske del i Jesu frelse? Dybt i menne­skets bevidsthed ligger et grundlæggende svar på dette spørgsmål. Den, der vil komme i det rette forhold til guddommen, må gøre sig fortjent til det. Denne opfat­telse kommer til udtryk på forskellige måder i de fleste religioner, og den præger både fromhedsliv, ritualer og tro. Den er tydeligt udtalt i Jødedom og Islam, men kom­mer også til udtryk i hinduismens og buddhismens lære om, hvordan man skal opnå ´nirvana´ (dvs. det endelige mål for den religiøse stræben. I overført betydning: den højeste tilstand af lykke).

Både i den romersk-katolske og den øst-ortodokse lære finder man en tilsvarende tankegang. Selvom man i disse kirkesamfund lærer, at mennesket bliver frelst ved Guds nåde, bryder man ikke med den opfattelse, at men­nesket selv må gøre noget for at opnå frelse. Det hænger sammen med, at nåden er tænkt som en kraft, der sætter mennesket i stand til at gøre de nødvendige gerninger for at blive godtaget af Gud.

Inden for de klassisk evangeliske kirkesamfund bliver der imidlertid givet et anderledes svar på spørgsmålet om, hvordan mennesket kan få det rette forhold til Gud. For det første læres der, at mennesket ikke er i stand til at fortjene noget hos Gud. For det andet, at Gud giver frelsen helt gratis. For det tredje og vigtigste læres der, at den frelsende nåde ikke er en kraft, men alene består i Guds tilgivelse for alle synder.

Forskellen mellem klassisk katolsk og klassisk refor­matorisk lære er klarest og tydeligst i netop det sidst­nævnte punkt. Både den lutherske og den reformerte kirke, og for så vidt alle andre evangeliske kirkesamfund som bygger på reformationen, definerer den frelsende nåde som tilgivelse for synd. At den katolske kirke og de evangeliske kirkesamfund ved reformationen definere­de nåden forskelligt, må siges at være hovedårsagen til skellet imellem dem.

Læren om at Gud giver mennesket sin nåde fuldstæn­dig gratis, er sammen med læren om treenigheden, inkarnationen og forsoningen et af de lærepunkter, der er helt specielt og særegent ved den kristne tro. Her har de evangeliske kirkesamfund forstået noget, som er helt enestående ved Bibelens fremstilling af frelsen. Ikke i nogen anden religion finder man en sådan lære.

De kirkesamfund, der blev til i kølvandet på reforma­tionen, kaldes evangeliske, netop fordi de deler den op­fattelse, at mennesker bliver frelst, alene ved at Gud til­giver al synd. Det kommer til udtryk i læren om ret-færdiggørelsen. Det, der særligt kendetegner luthersk teologisk tankegang i forhold til andre evangeliske kirke­samfund, er som tidligere påpeget, at man lader læren om retfærdiggørelsen være afgørende for, hvordan men­nesket modtager frelsen, men også for alle andre læ­re-spørgsmål.

Luther hævdede derfor, at hele den kristne tro netop ´står og falder´ med læren om retfærdiggørelsen. Hvis det punkt misforstås, får det følger, ikke alene for hvad vi tror om selve frelsen, men også for andre vigtige sider ved den kristne tro. Ud fra den forudsætning mener man, at intet i den kristne lære må komme i konflikt med læren om, at Gud alene frelser, mens mennesket kun er modtager af frelsen.

Senere vil vi se på, hvor afgørende dette er for eksem­pel for den lutherske lære om det kristne liv, dåben og nadveren. Først vil vi imidlertid se nærmere på, hvad den evangeliske lære om retfærdiggørelse går ud på.

Hvad vil det sige, at Gud retfærdiggør et menneske?

Skal vi forstå læren om retfærdiggørelse, må vi først have klarhed over, hvad ordet ´retfærdiggøre´ betyder. Rent umiddelbart kan man let tænke, at ordet handler om, hvordan Gud forvandler et menneske til at blive, som han vil have det. Det er imidlertid en forkert opfattelse. Som ordet er brugt i Bibelen, må det forstås som et ord, der bruges i forbindelse med retsvæsenet. Egentlig bety­der det at erklære en person retfærdig, efter at det først er påvist, at vedkommende ikke er skyldig i det, han er anklaget for.

Ordet ´retfærdiggøre´ betyder med andre ord, at der afsiges en frifindelsesdom over en person. Den aktuelle person er uskyldig i forhold til det, vedkommende kunne anklages for. Når Gud retfærdiggør et menneske, fælder han altså en frifindelsesdom. Han erklærer, at han ikke finder nogen synd eller skyld hos det menneske.

Det mærkelige er, at de udsagn i Bibelen, der fortæller om, hvordan Gud retfærdiggør, kan se ud til at indehol­de en selvmodsigelse i forhold til det, der nu er sagt. I Romerbrevet kan vi nemlig læse, at Gud retfærdiggør ”den ugudelige” (Rom 4,25). I samme brev, kapitel 3,23-24 står følgende: ”Alle har syndet og har mistet herlighe­den fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”

Set på baggrund af at retfærdiggørelse er en erklæ­ring om en persons uskyld, er disse formuleringer af Paulus underlige. Hvordan kan det være muligt for Gud at erklære de ”ugudelige” for at være retfærdige, og hvordan kan han sige det samme om dem, der har ”syn­det og har mistet herligheden fra Gud”? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde. Hvordan er det muligt for et menneske, der i realiteten er skyldig over for Gud, alligevel at blive erklæret retfærdig? 

Det svar, der fremgår af Paulus’ ord, er ikke selvmod­sigende, men giver udtryk for en sandhed, der gennem­syrer hele Bibelens lære. Svaret er nemlig, at Gud ikke ønsker at dømme et menneske ud fra, hvad det selv har gjort. I stedet for vil han give det ”Jesu retfærdighed” og dømme det ud fra dette.

At Gud giver et menneske Jesu retfærdighed betyder, at han anser Jesu lovopfyldelse for at være menneskets lovopfyldelse. Endvidere betyder det, at han anser den pågældende som en, der er død sammen med Jesus. Det vil sige som en person, der allerede har modtaget den fortjente straf på grund af sine synder (Rom 6,3-5). På det grundlag frikender Gud, og på samme grundlag er­klærer han synderen for at være retfærdig. 

Vi kan derfor sige, at retfærdiggørelsen er en hand­ling, som svarer til det, der overgik Jesus, da han blev til­regnet vores synder, straffet og dømt i stedet for os. Ligesom Gud dengang anså Jesus for at være ansvarlig for verdens synd, anser han enhver, der tror på Jesus, som om han eller hun er lige så uskyldig og retfærdig som Jesus selv (Rom 3,20-24).

For bedre at forstå hvad retfærdiggørelsen indebærer, er det især afgørende at have klarhed over, hvad ordet ´tilregne´ betyder. Det ord, der er brugt i den græske grundtekst, betyder egentlig at ´overføre´ gæld eller fortjeneste fra en person til en anden. At al verdens synd engang blev tilregnet Jesus Kristus betyder derfor, at al verdens syndegæld blev overført til ham, og at han blev gjort ansvarlig for den over for Gud. Når Gud tilregner os Jesu retfærdighed, betyder det derfor, at han lader Jesu Kristi retfærdighed og fuldkommenhed gælde som den troende synders retfærdighed. På det grundlag an­ser Gud ham eller hende, som om de var lige så fuldkom­ne og retfærdige, som Jesus selv er.

På den baggrund kan vi nu sige, at retfærdiggørelsen er en handling, Gud foretager uden om os. Den er ingen forvandling af os, men fordi Jesus har gjort op med men­neskers synder, anser Gud den troende som gældfri over for ham. Gud tilgiver os vores synder, ikke på grund af det, vi gør for ham, men på grund af det, Jesus Kristus har gjort for os. Hvad denne bibelske sandhed indebæ­rer, er meget klart og godt formuleret i et af de lutherske bekendelsesskrifter: Den Augsburgske Bekendelse, IV,1-3:

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfær­diggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder. Denne tro til­regner Gud som retfærdighed for sig (Rom 3 og 4).

Hvem Gud retfærdiggør

Det, vi nu har behov for at få mere klarhed over, er, hvem eller hvilken slags mennesker, Gud retfærdiggør. Om det siger Skriften to ting. For det første har vi allerede påpe­get, at Gud erklærer den, der i sig selv er ´ugudelig´ for at være retfærdig.

Det betyder, at Gud ikke vælger enkelte mennesker, som har nogle specielle, positive og religiøse egenskaber, og kun retfærdiggør dem. Nej, Guds ord viser os, at selv den største synder kan blive retfærdiggjort. Det bekræf­ter følgende bibelcitat: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24).

For det andet er det klart, at retfærdiggørelsen også forudsætter noget hos mennesket, nemlig troen. Her er der vigtigt at være klar over, at Skriften ikke omtaler tro­en som en god egenskab i os, der gør det muligt for Gud at frelse os. Troen omtales som det modsatte af gernin­ger, nemlig det i mennesket, der tager imod Guds nåde: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til ret­færdighed” (Rom 4,5.)

Det viser, at et menneske ikke har del i Jesu frelses­værk, før det er kommet til tro. Sådan er det, selvom det samtidig kan siges, at der er gjort op med synden for alle mennesker, også for dem, der ikke tror. Vi bliver først tilregnet Jesu retfærdighed i det øjeblik, vi kommer til tro på ham. Spørgsmålet er da, hvordan den frelsende tro er.

Det spørgsmål vil vi senere svare mere uddybende på. Her skal det kun siges, at troen er den tillid til Gud, som skabes i mennesket, ved at det hører, at Gud virkelig vil tilgive, frelse og give det Jesu retfærdighed. Den tro, der frelser, er rettet mod disse ord i Bibelen, tager dem til sig og stoler på dem.

Frelsesvished

Mange troende mennesker kæmper, fordi de ikke føler sig sikre på, at de virkelig er Guds børn. De synes, der er så meget i deres liv, som taler for, at det ikke er tilfældet. De synes ikke, de magter at leve som kristne. Eller livet kan være blevet så vanskeligt, at de ikke tør regne sig selv som Guds børn. Disse mennesker trænger til at høre, at Bibelens lære om retfærdiggørelse også fortæller os, hvordan vi kan få den rette vished, om vi er frelst eller ej.

Læren om retfærdiggørelsen viser, at frelsen ikke er afhængig, hverken af vores følelser eller hvad vi magter, men alene af det Jesus har gjort færdigt for os ved sin død og opstandelse. Bibelen lærer videre, hvordan krist­ne skal forholde sig for at få vished om at være frelst. Vished kommer ikke, ved at man søger inde i sig selv el­ler stræber efter store åndelige oplevelser, men ved at fo­kus rettes mod det, Gud har sagt i sit ord om Jesus Kristus og hans frelsergerning.

Det er meget klart og tydeligt sagt i 1 Joh 5,12-13: ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” Læg mærke til, at der står ”for at vi skal vide”. Hvis et menne­ske skal få vished, må det netop have fokus på det, der er skrevet i Bibelen om Jesus. Gud tilgiver og frelser for hans skyld.

Når man først har fået frelsesvished, kan det, der før skabte tvivl om frelse, i stedet blive troens grundlag for frelse. Mange tænker, at de ikke kan blive frelst, fordi de har begået store synder eller ikke føler sig åndelige nok. De bliver nu klar over, at fordi de er, som de er, er Jesu frelse netop bestemt for dem.

(Kapitel 7 i “HVORDAN JESUS UDFØRTE FRELSEN – Om hvad det betyder, at Jesus sonede al synd på korset og stod op fra de døde, og hvad det betyder at Jesus er profet, præst og konge.” – 
af Arne Helge Teigen – Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 31-01-20)