Gud og Skriften

Gud og Skriften

Jan Bygstad – “GUDS ORD – Fundamentet for luthersk tro”

Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd (Åb 19,10b). 

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én” (5 Mos 6,4). 

Sådan lyder Israels trosbekendelse – en bekendelse, der er fundamental for forståelsen af det gudsbillede og den åben­baring, som er givet os i Bibelen.

Ordet om, at Gud er én, er langt mere end en beken­delse af monoteistisk tro. At Gud er én, adskiller ham fra alt det skabte, som erkendes i form af artskategorier. Vi gen­kender en hund, når vi ser den. Selv om der er hundredvis af forskellige racer, fra den mindste chihuahua til den stør­ste sanktbernhardshund, genkender vi hunden som hund. Der er visse karakteristiske træk, der går igen, og som gør, at når vi stiller ét eksemplar af arten ved siden af et andet, så ved vi, at dette er en hund. Til trods for, at de indbyrdes kan være meget forskellige. 

Når Gud er én, siger vi imidlertid: Gud er ikke et artsbe­greb. Der findes ikke flere eksemplarer af arten gud, så man kan stille dem ved siden af hinanden, sammenligne dem og beskrive den ene til forskel fra den anden. 

Når Gud er én, er han den absolut enestående. Derfor siger Skriften: 

Ingen blandt guderne er som du, Herre, ingen gerninger er som dine” (Sl 86,8). 

Gud hører ikke til samme kategori som det skabte og kan derfor ikke beskrives ved hjælp af noget skabt. Dette er baggrunden for billedforbuddet i Det Gamle Testamente: 

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Her­ren din Gud, er en lidenskabelig Gud” (2 Mos 20,4-5).

At Gud er én, har sammenhæng med hans navn, JHVH: 

Jeg er den, jeg er” (2 Mos 3,14). 

Gud er ikke ligesom noget andet. Han er evigt og helligt sig selv i absolut forstand. At Bibelens Gud er den, han er, bety­der, at han ikke er sådan, som mennesket kunne ønske sig, en projektion af menneskelige behov eller et spejlbillede af menneskelige forestillinger i en bestemt kultur eller histo­risk epoke.

At Gud er den, han er, indebærer, at han ikke forandrer eller “udvikler” sig: 

Men du er den samme, dine år får aldrig ende” (Sl 102,28). 
Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg jer” (Es 46,4). 
Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8). 
Jeg, Herren, er ikke blevet en anden” (Mal 3,6). 

Israels Gud er den, han er, til alle tider, fra evighed til evig­hed. Tror vi, at Det Gamle og Det Nye Testamente er og for­tæller om hans selvåbenbaring, tror vi også, at det er den samme Gud, vi møder begge steder. Guds enhed ligger til grund for Skriftens enhed. 

At Gud er én betyder også, at han er ét med sin åbenba­ring: Han er ikke anderledes i sit skjulte væsen end det, han åbenbarer sig som. Der er ingen forskel på det, han siger, når han åbenbarer sig, og det, han faktisk er. Dette indebæ­rer, at han er ét med sit ord. Derfor kan Gud ikke lyve, Han er sandhed i absolut forstand: 

Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske” (4 Mos 23,19). 

Fordi Gud er ét med sit ord, er det forskelligt fra alle an­dre ord. Et menneske er ikke ét med sine ord. Der er ofte stor afstand mellem det, et menneske siger, og det, det fak­tisk er eller tænker. Mennesket er en skuespiller og bærer maske. Gud er ikke skuespiller. Når han er ét med sit ord, betyder det, at mødet med Guds ord er et møde med Gud selv. 

Denne ene, sande Gud er en person: Han siger “jeg”, han taler som en person til en anden og siger “du”. Derfor er Gud ikke en upersonlig kraft, som panteismen tænker, en kraft, der gennemstrømmer skaberværket og lader sig ane eller kende gennem det skabte. Ganske vist har han efter­ladt sit fingeraftryk i det skabte (Rom 1,19f.), og derfor kan ethvert menneske have en vis begrænset kundskab om Gud. Men lige så lidt som man kan kende kunstneren personligt ved at betragte kunstværket, lige så lidt kan man kende Gud i det skabte. 

Fordi Gud er én, kan han udelukkende erkendes gen­nem sin selvåbenbaring. I skaberværket ligger der en gud­dommelig selvåbenbaring. Men denne er begrænset af to faktorer: 

1) Den er uden ord og giver derfor ikke personkendskab (Sl 19,4). 
    Personkendskab og personfællesskab forudsætter verbal kommunikation mellem et jeg og et du.

2) Den er formørket af, at synden har ødelagt meget af menneskets erkendelsesevne (Rom 1,21f.). 

Hvis mennesket udelukkende havde haft den naturlige åbenbaring som kilde til gudserkendelsen, ville det have været henvist til hjælpeløs famlen i mørket og dermed til spekulation. En sådan spekulation vil uundgåeligt tegne en gud i sit egetbillede og dermed komme i skarp kontrast til Ham, som er den, Han er. 

Guds selvåbenbaring er først og fremmest givet i den specielle åbenbaring, formidlet i Ordet. Her er åbenbarin­gen på Sinaj grundlæggende:

Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever: Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner, fortæl om den dag, da du stod for Herren din Guds ansigt ved Horeb, og Herren sagde til mig: ’Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden, og så de lærer deres søn­ner det.’ I kom hen og stillede jer ved foden af bjerget, og bjerget stod i lys lue med himmelhøje flammer, omgivet af mørke, skyer og mulm. Da nu Herren talte til jer inde fra il­den, hørte I ordene, men I så ingen skikkelse, I hørte kun rø­sten (…) Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør der­for ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer” (5 Mos 4,9-12.15f.). 

En afgørende forskel på Israels gudstro og de religioner, vi finder hos nabofolkene, er, at de andre religioner har hellige billeder – afgudsbilleder. Men Israel har hellige ord. Når Gud åbenbarer sig, giver han sig ikke primært til kende via synssansen, men via hørelsen. Herren har valgt at åbenbare sig i ord, som efterhånden skrives ned og samles i hellig skrift. Intet andet kan som ord formidle erkendelse og ska­be fællesskab.

Begyndelsen til den hellige Skrift er, at Herren, Israels Gud, ved Sinaj gav Moses lovens to tavler med “de ti ord”: 

Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger” (2 Mos 31,18). 

Gud selv skriver! 

Herefter hører vi, at Moses flere gange får befaling af Herren om at skrive (2 Mos 14,14; 34,27; 5 Mos 17,18; 27,3; 31,24). Nedskrivningen gælder både begivenheder i folkets historie, love og forskrifter, Guds gerninger og Guds ord. 

Det enestående ved åbenbaringen af buddene på Sinaj understreges også i Moses’ undervisning før indtoget i det forjættede land: 

Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene ende af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. Mon noget folk har hørt Gud tale inde fra ilden, sådan som du har, og har bevaret livet?” (5 Mos 4,31-33). 

Hele den gudsåbenbaring, vi senere hører om i Skriften, gi­ves gennem formidlere, profeterne. Men her – ved Sinaj – får hele folket samlet Guds røst at høre i direkte tiltale og modtager egenhændigt nedskrevne bud. Noget lignende er hverken sket før eller siden. 

Det, der er skrevet ned, skal i en samlet skriftrulle læg­ges ved pagtens ark i det allerhelligste i helligdommen (5 Mos 31,26). Og dette skrevne ord skal læses for folket (5 Mos 31,11; 2 Kong 23,2; Neh 8,3ff.). Om disse nedskrevne ord hedder det: 

Det er ikke nogen ligegyldig sag for jer, det gælder jeres liv; det er i kraft af det, I skal få et langt liv” (5 Mos 32,47). 

Hermed er hellig Skrift etableret som en guddommelig ord­ning i Guds folk. Dette viser sig konkret derved, at Skriften læses, når Guds folk samles, og at den læses som Guds ord, dvs. som guddommelig tiltale, som Guds folk bøjer sig for i den dybeste ærbødighed og tak. 

I Det Nye Testamente understreges dette på flere må­der: Det Gamle Testamente er den hellige Skrift. Som hellig skrift har Det Gamle Testamente dermed en ubestridelig autoritet. Skriftens ord er Guds ord, der afgør enhver dis­kussion. Når Gud taler, må hvert menneske lukke sin mund. Ja, for dette ord må selv Satan vige (Matt 4,1-11).

Hvordan ser Jesus og apostlene på Det Gamle Testa­mente, og hvordan anvender de det?

Vi skal først lægge mærke til, at når Faderen vidner om og åbenbarer Sønnen, så sker det ved at citere Skriften. Ved Jesu dåb, og ligeledes ved forklarelsen på bjerget, lyder det fra det høje: 

Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3,17 og 17,5). 

Disse ord forener Salme 2,7 og Esajas’ Bog 42,1. Her er Faderens røst med andre ord ikke kun et vidnesbyrd om Jesus, men også et vidnesbyrd om Skriften: Faderen peger på Skriften. Faderens vidnesbyrd omtales også af Jesus: 

“Og Faderen, som har sendt mig, han har selv vidnet om mig. I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skskik­kelse, og hans ord lader I ikke blive i jer, for ham, som han har udsendt, ham tror I ikke. I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig” (Joh 5,37-39). 

Her er pointen netop, at Faderens vidnesbyrd bindes til Skriften: At høre Skriften er at høre Faderens vidnesbyrd, og det er ved dette vidnesbyrd, man lærer Sønnen at kende. Den, der ikke ser og erkender Sønnen i Skriften, kender ikke Skriften – selv om han kan hele Skriften udenad. Der­for siger Jesus om de skriftlærde i Israel:

“I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt” (Matt 22,39). 

På samme måde som Skriften vidner om Jesus, vidner Jesus om Skriften. Jesus definerer både sit budskab og sin frelser­gerning ud fra Skriften. Dette finder vi en række eksempler på i evangelierne. Vi vil nævne tre centrale tekster: 

1) Da Jesus står i synagogen i Nazaret (Luk 4,16ff), læser han fra profeten Esajas: 

“Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigi­velse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2a). 

Derefter prædiker Jesus ud fra teksten, en prædiken, som med rette er blevet kaldt en “programtale”. Lukas refererer meget kort: 

“I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (Luk 4,21). 

Dermed står Jesus frem som Herrens salvede – Messias, som forkynder formålet med sit komme: at forbinde det sønderbrudte, udråbe frihed osv. Når dette kendetegner Jesu gerning, bevidner det, at han opfylder løftet i Skriften. Titlen Messias (“den salvede” = Kristus) er meningsløs uden Det Gamle Testamentes løfter. Derfor er Messias-titlen i sig selv et vidnesbyrd om, at Jesu gerning er baseret på Det Gamle Testamente. 

2) I Bjergprædikenen siger Jesus: 

“Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller pro­feterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at op­fylde” (Matt 5,17). 

Når Jesus siger dette, er det sandsynligvis, fordi han allerede på et tidligt tidspunkt i sin virksomhed er blevet beskyldt for at ophæve loven og profeterne. Men hans svar viser, at det modsatte er tilfældet: Hensigten med hans komme er at opfylde det, der står skrevet. Dermed knytter Jesus hele sin gerning og sit budskab til Det Gamle Testamente. Det er udeluk­ kende dette, som berettiger til titlen Messias – Kristus. I det følgende vers siger Jesus så: “Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket” (v.18). Hermed bevidner han Skriftens autoritet og gyldighed til det mindste bogstav. Jesus er “bogstavtro”. Skriftordet har evighedskarakter, fordi det er Guds ord og derfor et ord, som Guds løfte er knyttet til: “Og Herren sagde til mig: ‘(…) for jeg våger over, at mit ord bliver udført'” (Jer 1,12). I Kristi person fuldbyrder og opfylder Herren sit ord og sit løfte i Det Gamle Testa­ mente.

3) I beretningen om emmausvandrerne (Luk 24,13ff.) 

hører vi, at de to giver udtryk for stor forvirring og modløshed efter langfredagens korsfæstelse og på­ skedagens rygter. Jesu svar er bemærkelsesværdigt:

“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profe­terne har talt” (Luk 24,25).

Jesus bebrejder de to disciple deres forhold til Skriften. Han siger med andre ord, at de ikke forstår korsets mysteri­um på grund af deres fejlagtige forhold til Skriften. Hvis de havde forstået Skriften, ville de også have forstået korset. Derfor siger han: 

Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” (v.26). 

Ordene “Skulle (…) ikke” er en gengivelse af grundtekstens ord, som ordret betyder “det var nødvendigt, at …” og de beskriver en guddommelig nødvendighed: Det er noget, der skal ske, fordi det ligger i Guds plan, en plan, som forud er åbenbaret i hellige skrifter (Rom 16,25f.). 

Derefter begynder Jesus at føre disse to ind i Skriften: 

“Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (v.27). 

Dermed bliver vandringen mod Emmaus en vandring gen­nem Skriften under Jesu vejledning. Da Jesus ud på aftenen skjuler sig for dem, udbryder de:

“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vej­en og åbnede Skrifterne for os?” (v.32).

Jesus åbner Skrifterne for dem, så de begynder at se korset i Skriften og dermed forstå korsets hemmelighed. 

På tilsvarende måde understreger Paulus i indledningen til Romerbrevet, at det evangelium, han er sat til at forkynde, er givet i Skriften, i Det Gamle Testamente. Paulus er

kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter” (Rom 1,1-2). 

I sin forsvarstale for Felix fremholder Paulus samme sag: 

“Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne” (ApG 24,14). 

Her aflægger Paulus en bekendelse. Han bliver beskyldt for at være leder af en sekt (v.5), et begreb, som betyder at komme med noget nyt, noget som går ud over det, der står skrevet. Hertil svarer Paulus, at han forstår hele sin tjeneste ud fra troen på Skriften, på lovens (dvs. mosebøgernes) og profeternes ord. Apostlen er sig bevidst, at han ikke kom­mer med “noget nyt”. 

Hermed er vi fremme ved det grundlæggende faktum, at den første kristne menighed ikke havde nogen anden bi­bel end det, vi kalder Det Gamle Testamente. I Det Gamle Testamente så de første kristne Jesus, og ud fra Det Gamle Testamente lød den første kristne forkyndelse. Det Gamle Testamente var den hellige Ånds ord og derfor højeste auto­ritet. Tanken om, at det var en anden Gud, man mødte i Det Gamle Testamente end ham, der åbenbarede sig i Kristi per­son, var helt utænkelig. En sådan tanke dukker først op med kætteren Marcion, der optræder som prædikant i Rom i år 144. Han forkastede hele Det Gamle Testamente som hellig skrift med den begrundelse, at det var en anden og ond guddom, der talte i Det Gamle Testamente. 

I modsætning til det står den apostoliske tro. Guds me­nighed er “bygget på apostlenes og profeternes grundvold” (Ef 2,20), dvs. Det Gamle og Det Nye Testamentes ord. I Den nikænske trosbekendelse siges det i den tredje artikel, at den kristne kirke er “én, hellig, almen og apostolisk”. At være kristen er at tro som apostlene. Dette gælder også apostlenes forhold til Det Gamle Testamente. Derfor hører vi også, at Nikænum to gange understreger denne hovedsag: 

1) Det siges om Jesus, at han opstod på den tredje dag efter skrifterne” (jf. 1 Kor 15,4) og 
2) at Helligånden har “talt gennem profeterne” (jf. 2 Pet 1,20f.). 

Helligånden, som steg ned over Jesus i hans dåb (i over­ensstemmelse med løfterne i Es 11,2f.; 42,1), og som apost­lene fik pinsedag, er den samme Ånd, som taler gennem Det Gamle Testamente (f.eks. Hebr 3,7; Mark 12,36; ApG 1,16; 4,25). Pointen er, at det er den samme Gud, der taler og virker i den gamle og den nye pagts tid. Guds enhed og Skriftens enhed er derfor to sider af samme sag. 

Sammenfattende kan vi her sige, at Jesus og apostlene for det første stadfæster Det Gamle Testamente som hellig skrift, og for det andet, at de har fået en nøgle til at forstå Skrifterne, og dette bliver omtalt som “at få åbnet Skrifter­ne” (Luk 24,45; jf. 2 Kor 3,15f.). En sådan forståelsesnøgle medfører en “ny” læsning af Det Gamle Testamente til for­skel fra farisæernes og de skriftlærdes forståelse. Men det er apostlens overbevisning, at denne nye forståelse af Det Gamle Testamente ikke er en ”indlægning” i Skriften (i modsætning til en udlægning af Skriften). Tværtimod er det en genopdagelse af det, der er Skriftens oprindelige og egentlige mening, en mening der er blevet fordunklet og forvansket af Israels vantro. Dette indebærer konkret, at Det Gamle Testamente udelukkende forstås rigtigt, hvis det læses i lyset af Det Nye Testamente. 

Det betyder ikke, at historisk, arkæologisk og sproglig erkendelse, som moderne videnskab har gjort tilgængelig, bliver irrelevant, men det medfører, at disse erkendelser ikke kan devaluere, korrigere eller ophæve apostolisk for­ståelse af Det Gamle Testamente.

Når Jesus “åbner Skrifterne”, betyder det, at de, der op­lever dette, lærer Skriften at kende indefra og får det privile­gium, det er at se ind i den “hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider” (Rom 16,25). Dette om­tales en række steder i Skriften:

Således er bønnen i Salme 119 en hjertebøn for Jesu di­sciple:

“Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov” (Sl 119,18). 

Det selvfølgelige kan enhver tankeløst få øje på. Men un­deret i Ordet – “Dine love er underfulde” (Sl 119,29) – skal åbenbares af Ånden. Ordet kan kun “låses op” indefra.

Til sidst: Paulus skriver til Timotheus: 

Fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til be­vis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,15-16). 

I disse vers er der særligt tre punkter, som har betydning for det, vi her har arbejdet med: 

1) Begrebet De hellige Skrifter anvendes. 
2) De hellige skrifter giver visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus, og 
3) Disse skrifter er indblæst af Gud. 

For det første er begrebet “hellig skrift” centralt i det nyte­stamentlige vidnesbyrd. Det fuldstændige udtryk “den helli­ge Skrift” anvendes kun her i Det Nye Testamente, og i ube­stemt form (“hellige skrifter”) i Romerbrevet 1,2. Men be­tegnelsen “Skriften” eller “Skrifterne” finder vi i alt 54 gan­ge i Det Nye Testamente, og altid som henvisning til Det Gamle Testamente. Dette er forkortelsen for det fuldstæn­dige udtryk “den hellige Skrift”.

Tilsvarende: Når Det Nye Testamente henviser til, at “der står/er skrevet”, er det en udtryksmåde, vi finder 84 gange I Det Nye Testamente. Denne forbindelse til Det Gamle Testamente udgør rammen for hele Det Nye Testa­mentes teologi og forkyndelse. I den forstand er Det Gamle Testamente den egentlige hellige skrift; Det Nye Testamen­te er beretningen om, hvordan Skriften opfyldes, og der­næst om, hvordan opfyldelsen skal forstås.

For det andet siges det, at de gammeltestamentlige skrif­ter “giver visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus”. Vis­dom til frelse findes ikke i menneskets eget hjerte. For det naturlige menneskes fornuft er Guds visdom en dårskab (1 Kor 1,18ff.), en hemmelighed, der åbenbares i evangeliet, “ordet om korset”. Og ifølge apostlen Paulus er dette evan­gelium – “Guds kraft til frelse” (Rom 1,16f.) – åbenbaret i Det Gamle Testamente. 

Der er ikke visdom til frelse i den naturlige åbenbaring, men i den specielle åbenbaring, i Ordet. Derfor ser vi, at når apostlene forkynder evangeliet (sådan som vi finder det re­fereret i Apostlenes Gerninger), gør de det ud fra Skriften. At evangeliet således er givet allerede i Det Gamle Testa­mente er fremmed for det meste af den moderne teologi ef­ter oplysningstiden. Ikke desto mindre vidner Det Nye Te­stamente enstemmigt om det. Og teologien og den kristne kirke kan ikke være klogere end Herren og hans apostle. Om Det Gamle Testamente gælder det: “Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd” (Åb 19,10b). 

For det tredje skriver apostlen, at Skriften er “indblæst af Gud”. Grundteksten bruger verbet theopneustos, der or­dret betyder gud(ind)blæst. I den latinske oversættelse (Vulgata) af dette vers gengives udtrykket med divinitus in­spirata, og derfor taler vi om “Skriftens inspiration”. Heri ligger der en række centrale sandheder mht. for­ståelsen af, hvad Skriften er. Selve udtrykket Gud-(ind)-blæst henviser til skabelsen af mennesket: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2,7). På tilsvarende måde har Gud “blæst” sin hellige Ånd ind i Skriften, så den er “et levende ord” (jf. Hebr 4,12; Joh 6,63). Ordet er levende, fordi Ånden bor i Ordet og derfor virker gennem Ordet og gør det til et virkekraftigt ord. 

Det er ved sit ord, Gud udfører sin gerning til frelse og helliggørelse her i verden (se f.eks. Es 55,11; Matt 13,1ff.; Rom 1,16; 1 Thess 2,13). Guds Hellige Ånd er på denne måde forenet med Guds ord, så man ved at høre og tage Or­det til sig også modtager Ånden og bliver genstand for Ån­dens gerning. Som det er blevet sagt: Den hellige Ånd blæ­ser fra Ordet på den, der hører og læser det. 

Dernæst betyder dette, at selve nedskrivningen af Skrif­ten er indgivet – inspireret – af Gud:

“For ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menne­skes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21). Derfor er Skriftens ord ikke menneskeord, men Guds ord, og har en autoritet, som står over alle andre autoriteter. Guds hellige Ånd taler gennem profeterne – her tænkes der på Det Gamle Testamente som helhed – og derfor kan de sige: “Så siger Herren …!” 

Skriftens inspiration indebærer, at man hører den leven­de Guds røst, når man hører Skriftens ord. Og for Guds folk er dette den største gave. Guds folk er netop kendetegnet ved, at det er et folk, der har “fået ører at høre med”: 

“Du, som elsker folkene, i din hånd er alle de hellige; de sid­der ved dine fødder, tager imod dine ord” (5 Mos 33,3). 

Derfor vil Guds folk sige med Jeremias: 

Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud” (Jer 15,16).

(Jan Bygstad – ” GUDS ORD – Fundamentet for evangelisk luthersk tro” – NYT LIVS FORLAG 2017  – Shafan 25-01-20)