Guds myndighed

Guds myndighed

Af Hans Erik Nissen – “Mellem liv og død”

En almindelig holdning 

Er der noget, som man på forhånd mener er umuligt og uopnåeligt, da er det klogt ikke at begynde på det. Da jeg gik på studenterkursus, fortalte de om en elev, der gik ned og meldte sig ud, da han så, hvor mange bøger der blev udleveret til ham. Jeg har aldrig kunnet glemme denne reaktion. Den er på samme tid helt usædvanlig og udtryk for noget tidstypisk.

At give op overfor vanskelighederne bliver en stedse mere almindelig reaktion. Alt skal være let og lystbetonet, ellers vil man ikke have med det at gøre. Langt de fleste at os kender tilbøjeligheden til dette i vort eget liv. Vi ser sjældent, at her er noget, der truer vort liv som mennesker og er helt uhyggeligt, når det drejer sig om vort åndelige liv.

Ingen let vej 

At være kristen er ikke noget let liv. Ånden er villig, men det er kødet ikke. Vor gamle natur møder Guds ord med vrangvilje og ulyst. Den har ikke lyst til at bøje sig for det, som Herren har sagt.

Hvordan bærer vort gamle menneske sig ad, når det ønsker at ryste Guds myndighed af sig for at ville være sin egen herre? Jeg vil pege på en såre almindelig vej: man mener, at Guds formaninger og bud er umulige at opfylde, og derfor opgiver man, før man er begyndt at gøre det. Det kan ikke engang betale sig at forsøge, for det er håbløst på forhånd.

Resultatet bliver, at kristne, der udmærket ser, hvad Guds ord siger i en bestemt sag eller et bestemt forhold, ikke tager Guds formaninger og bud alvorligt. Man gør som man selv synes, og det vil i mange tilfælde sige, at man gør, som alle andre gør.

Hvorfor så tomt? 

Samtidigt kan man ikke forstå, at forkyndelsen ikke rigtig siger en noget. Man synes, at Guds rige føles fjernt og uvirkeligt. Man lever sit liv i to verdener. Og den del, som hører Guds rige til, føles svag, blakket og farveløs. Man har svært ved at finde årsagen. Ofte giver man omgivelserne skylden, men det kan også være, at man finder grunden i sit eget svigtende andagtsliv.

Man ser ikke, at om jeg læste og bad aldrig så meget hjælper det mig ikke, hvis jeg ikke indretter mit liv efter Guds ord. Den, der ikke retter sig efter, hvad Gud har sagt, tager ikke Guds ord alvorligt. Og den, der ikke tager Guds ord alvorligt, tager ikke Gud alvorligt.

Tag Gud alvorlígt

Dit gamle menneske vil hele tiden unddrage sig Gud, og det gør det ved at unddrage sig Guds myndighed. Ingen kristen kan fritage sig selv for at efterleve Guds bud og formaninger. Når Guds ord forkynder os, at Jesus er lovens ophør, så betyder det, at loven ikke fører et eneste menneske til frelse. Der er kun en vej til himlen, og den hedder Jesus. Han alene har fuldbragt værket, og der skal intet føjes til. Samtidigt skal det også siges, at ingen sand og levende kristen kan slå sig til ro i et liv, hvor Guds formaninger og bud betragtes som venlige henstillinger, som man kan følge efter for-godt-befindende.

Det er helt uhyggeligt at se den ene efter den anden af dem, som bekender sig som kristne, gøre, hvad de finder for godt. En nu afdød kristen spurgte mig til råds i en bestemt sag. jeg svarede vedkommende, at jeg ikke ville svare, fordi Guds ord udtrykte sig helt klart om det pågældende spørgsmål, og jeg vidste, at det kunne spørgeren ikke være ubekendt med.

Nogen tid efter kom vedkommende til mig igen og sagde, at hun udmærket vidste, hvad jeg ville have svaret på hendes spørgsmål, og hvis jeg havde svaret, ville hun have handlet imod det. Nu henviste jeg til Guds ord, og ansigt til ansigt med det turde hun ikke andet end handle efter det.

Gud eller andre 

Jeg har aldrig kunnet glemme denne kvindes reaktion. Det, hun sagde, siger vi ikke tit. Men er sandheden den, at vi er alt for optaget af, hvad andre og vi selv mener? Er resultatet af dette, at vi ikke retter os efter Guds ord? Har andres meninger fået Guds ords sande plads i vort liv?

Ofte begynder frafaldet i en kristens liv med, at Gud gennem sit ord minder en om, at der er noget i ens liv, der skal ændres. Adlyder du ikke denne røst, er du på vej ind i frafaldet.

Vejen tilbage til et sandt og sundt kristenliv begynder på samme sted, hvor frafaldet skete. Hvad Herren siger, mener han, og det må du rette dig efter.

Din og min indtrængende og livslange bøn må være, at vi må blive gudfrygtige og alvorlige kristne. Uden egne eller andres forbehold må vi gøre det, som Herren siger. Vor gamle natur og vor syndige tilbøjelighed må ikke hindre os i at gøre det. At vi netop i Jesu spor ser mere og mere af vor synd, fritager os ikke fra at lyde vor frelser. Det vil vi gøre, så længe vi lever.

Og vi vil stadig fortsætte på denne vej. Vi kan ikke gå nogen anden. Andre må sige, hvad de vil om os. Vi vil følge Lammet, hvor det går. Det, som Herren har sagt, vil vi gøre. “Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen” Matt.7,24. “For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud” l.`Johs.5,3.

(Fra “Mellem liv og død” af Hans Erik Nissen – Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening i kommission hos Dansk Luthersk Forlag 1998 – Shafan 03-01-20)