Om at komme i hu

Om at komme i hu

Asbjørn Aavik – “Ikke glemt af Gud”

Og du skal komme i hu, hvorledes Herren din Gud i dísse fyrretyve år har ført dig i ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at se, hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans bud eller ej … (5. Mos. 8, 2). 

Pagtsfolket har nået et mål – efter 40 års forløb. De er ved grænsen til løfternes land. Her bliver der et stop, før folket får lov at gå over Jordan. 

I denne pause taler Gud. 
Der er noget, de skal komme i hu. Et tilbageblik. 

Det måtte jo have været naturligt at se fremad nu. Spejderne havde jo fremvist nogle vældige drueklaser, hele grene havde de brudt af et tilfældigt vintræ. Trællefolket fra Ægypten havde aldrig set magen. Og landet flød jo af mælk og honning. 

Bibelen formaner os til at se fremad og opad – til stadig at have Jesus for øje. Og det kan vi ikke læse, forkynde eller høre ofte nok. Det skal lyde stærkt og stort i alle sammenhænge. 

Men denne morgen standser vor togstamme ved grænsestationen. Under dette stop peger Herren bagud mod den vej, vi er kommet. Der er noget, vi skal konfronteres med. Mindes en vandrende skolegang i 40 år – klasse for klasse. 

Nogle, som læser disse linier, har vandret årtier med blikket mod et kommende hjemland. Andre kortere. Alligevel er vi alle blevet standset her foran hans sædes fodskammel. 

Ført dig i ørkenen 

Sådan havde du ikke tænkt dig dine år i hans fodspor, da du som 17-18-årig i et sønderknuselsens knæfald fandt fred ved korsets fod. Da sang du med de andre i vækkelsen: »Min fremtidsdag er lys og lang…« 

Men brat og uventet stod du ved livets ørkengrænse. Måske var det en sygdom, som ingen læge kunne klare og ingen medicin bedre. Måske en ulykke, som gjorde dig til krøbling for resten af livet. En kærestesorg…? I den forblødte dit hjerte. Eller din arbejdsplads gennem disse mange, mange år – den eneste troende i værksted eller fabrik. Måske i en skole. Du blev ensom. Ikke forstået. Det blev som to verdener. Din verden så lille. Den anden stor og vidtfavnende. 

Nå, sådan kunne vi fortsætte. 
Men lad os se på, hvad Herrens mål og mening er med modgang og vanskeligheder, som jeg møder undervejs som kristen. 

For at ydmyge dig 

Som kristne har vi let ved at blive store, kraftige og brede. Hvem genkender sig ikke her – enten vi har medgang eller modgang på vor vej. Da må vor store Mester på en eller anden måde lede os ind i ydmygelser for at få skåret os ned til vor virkelige størrelse. Vi er simpelthen blevet åndelig indbildske. Netop det var Djævelens fristelse – og løfte. 
– I skal blive som Gud.. Intet mindre. 

Så allerede der ved træet med den forbudte frugt begyndte vandringen mod øst… Ydmygelsen skal føre os ind på vejen igen: 

Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit ord ( Salme 119, 67). 

Det er ikke let at blive ydmyget. 
Nogle har rejst sig i trods for Herrens åsyn i ydmygelsens time, vendt ham ryggen og er gået bort, langt, langt øst for Eden. Blevet en Guds flygtning. 

I medarbejderflokken i Guds rige var det heller ikke let at blive beskåret, så der blev plads for unge til at skyde op, få luft og vækstplads. Men vi må ikke glemme, at Herren også er menighedens åndelige gartner. 

Til en eller anden, som netop nu gennemlever sådan en åndelig krise, kommer den samme Mester med et vidunderligt løfte: 

Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde ( Jakob 4, 6). 

Kineserne har oversat det sådan: 
jeg tillader ikke den stolte at komme frem (op) til mig… 

Prøve dig

– Sætte dig på prøve for at se, hvad der boede i dit hjerte. 
Boede! Det er nok sagen. 

Under vor Kana’an-vandring kan der bo så meget i vort hjerte, som ikke er til Herrens velbehag. Og ikke kun det. Den slags »indbo« er også til skade for mig selv og min menighedssammenhæng. Og til skade videre ud til – troende. 

Og læser vi om Israels fyrretyve års vandring og om årene derefter inden for grænserne af løfternes land, finder vi meget fremmed »iboen«. Det var det, og ikke først og fremmest de omliggende fjendelande, som førte til rigets endelige undergang. 

Der er også en anden side ved dette. 
Det gamle Testamente viser os igen og igen, at Herren ofte sætter de frommeste, de bedste, de mest åndelige på prøve. Om Job står der, at han var »en from og retsindig mand, der frygtede Gud og veg fra det onde« ( Job 1, 1). 

Alligevel blev få af de hellige prøvet som han. 
Eller Abraham, den fromme vandrer, som Herren kaldte sin ven. Hvem blev vel sat på prøve som denne mand? Herren bad ham gå til Moria-bjerg for der at ofre sin eneste søn – løfternes barn i alderdommen. 

Og han går. 
Men der ved stenalteret, hvor Abraham er gået til den yderste grænse af hellig lydighed, taler Herren: 

 – Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud… (1. Mos. 22, 12). 

Nu ved jeg. 
I denne prøvelsens stund, ved et overgivelsens alter, så Herren dybt i sin vens hjerte. Ingen tvivl om, hvad der boede der. 

Lige efter fik Abraham da også et herligt løfte:
Fordi du har gjort dette og ikke sparede din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig… ( 1. Mos. 22,16-17). 

– Fordi du har gjort dette… 
Det ord fra Guds mund skal vi heller ikke glemme. Abraham gjorde ikke dette for at blive en Guds ven, men fordi han var det!

Der er velsignelser på lydighedens vej. Kains sti førte bort fra Herrens åsyn, Abrahams nærmere. 

Gå tilbage – og bøj dig 

Abrahams hustru Sara (dengang hed hun Saraj) havde en ægyptisk trælkvinde ved navn Hagar. Og da Sara ikke fødte, siger hun til sin mand, at han skal gå ind til denne kvinde, så hun kan føde i hencles sted. Set fra vort århundrede et fejltrin på vejen sammen med en troens kæmpe som Abraham. Hun burde jo have ventet på Herrens time, som kom senere. Men vi har ganske bestemt ingen ret til at laste hende, vi, der ikke er bedre end vore fædre, som profeten Elias udtrykker det. 

Og Hagar blev frugtsommelig. 
Men da begyndte vanskelighederne også for Saraj. Hagar blev hovmodig, ovenpå og lod hånt om Saraj. Yppede kiv med sin frue, som så blev hård mod sin trælkvinde med det resultat, at Hagar rømte fra det hele og gik ud i ørkenen. 

Er det ikke også vor historie? Hvor ofte er vi ikke flygtet fra det hele? Da jeg ikke blev valgt til formand, besluttede jeg at melde mig ud. – Da der ikke er brug for mig, trækker jeg mig tilbage… Eller et ubetænksomt, fornærmende ord i en flok… Det sårede, og så var det venskab forbi. Bag nogens ryg bliver der sagt: – ja, har de ikke brug for mig i denne organisations ledelse, så finder jeg altid en anden. 

Så begyndte ørkenvandringen for mange af os. For dertil fører disse stier. Vi forstår i grunden Hagar. 

Skylden lå hos Abrahams hustru Saraj. 
Vi er midt inde i et hjemmets problem, som der er så mange af også i de kristne grupper. 

Men ind i problemerne kommer Herren. Fra sin trone i Himmelen har han fulgt med og kunne have sagt: – Det må de selv klare. Jeg er dybt skuffet over denne troens familie, som jeg har ført og ledet ad underlige veje til dette gode Kana’an. Igen og igen har jeg talt med dem om mit mål – om fremtid og år. Alligevel gør de dette. Tager ledelse og plan ud af mine hænder. Vil selv klare sagerne. Mig har de ikke rådspurgt i denne sag. 

Sådan er Gud dog ikke. Endnu engang lader Skriften os skue ind i dette guddommelige kærlighedens dyb: 

Men Herrens engel fandt hende ved vandkilden i ørkenen, ved kilden på vejen til Sjur (1. Mos. 16, 7). 

Hvor vidunderligt det er med disse mange Skriftens ord om Herren, som finder os igen på vor flugt ud i ørkenen. For flugt fra Gud og hans plan med vort liv fører altid ud i ørken og øde – åndeligt talt. 

Her er nåden og evangeliet i Det gamle Testamente. Den opsøgende kærlighed og nåde. 
Efter en kort samtale mellem de to (vers 8) kommer så den guddommelige løsning på problemet: 

Da sagde Herrens engel til hende: Vend tilbage til din herskerinde og find dig i hendes mishandling ( 1. Mos. 16,9). 

Gå tilbage. 
Find dig i hende. Bøj dig. 

Og Hagar adlød Herrens ord. Hun drog tilbage til udgangspunktet for sin flugt og bøjede sig for sin herskerinde, Saraj. Hvordan det møde forløb, ved vi ikke. Skriften skjuler så meget for os – men netop det er den åndelige spænding, det høje hvælv over en guddommelig åbenbaring. 

Alligevel er det noget meget alvorligt, dette budskab vil sige os: – Skal jeg igen få det godt med min hustru, med min mand, med mine voksne børn, må jeg tilbage og bøje mig. Og skal det gode åndelige fælleskab og samarbejde genoprettes med medarbejdere i den kristne gruppe, jeg tilhører, sker det på tærskelen til Sarajs telt. Der var fejl og skyld på begge sider. Og jeg er helt overbevist om, at der blev bøjet knæ under teltdugen. . 

I et kristent opgør, hvor den ene part har haft et stærkt, nyt møde med den levende Gud og kommer og bøjer knæ, må den anden part være dybfrosset som et isbjerg for ikke at bryde sammen. 
Trælkvinden har efterladt os et mærkeligt vidnesbyrd om Gud: – 

Så gav hun Herren, der havde talet til hende, navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: Har jeg virkelig her set et glimt af ham, som ser mig (1. Mos.16,13). 

(Fra “Ikke glemt af Gud” af Asbjørn Aavik – Dansk Luthersk Forlag 1979 – Shafan 02-11-19)