Tilgivelse

Tilgivelse

J.C.Ryle – JESUS ALENE

Jeg ved udmærket, at vores hjerte har svært ved at forlige sig med denne lære. Det strider imod menneskers begreber om religion. Det efterlader mennesket helt uden noget at prale af. Vores egen tankegang ansporer os til at komme til Jesus med en gave i hånden – vores kirkegang, vores høje moral, vores anger, vores gode gerninger. Vi har en idé om at købe os til syndsforladelse og retfærdighed. Helligånden lærer os imidlertid noget helt andet: Først og sidst handler det om tro. ”Enhver, som tror på ham, [skal] ikke fortabes” Joh 3,16).

Nogle siger, at sådan en lære ikke kan passe, fordi den gør vejen til Himlen for let. Jeg frygter, at mange, som siger sådan, vil ende med at finde vejen for svær, når sandheden kommer for en dag.

Jeg tror, at det er nemmere for de fleste at give en formue til opførelsen af en ny kirkebygning eller at træde op på bålet og blive brændt som martyr, end det er fuldstændigt at forlade sig på “retfærdiggørelse ved tro” uden lovgerninger og at træde ind i Himlen som en synder, frelst af nåde. Nogle betegner denne lære som tåbelighed og sværmeri. Jeg siger, at dette var præcis det samme, som nogle sagde for 2000 år siden, og det var lige så forkert en anklage dengang, som det er i dag. Denne lære kommer fra Gud selv og er Guds kraft til frelse.

Det var denne herlige lære, som var kraften i apostlenes arbejde, da de drog ud til hedningerne for at forkynde for dem. De begyndte som en lille forsamling fattige fiskere i et foragtet hjørne af jorden. De vendte verden på hovedet. De forandrede det romerske imperium. De lagde de hedenske templer øde ved at omvende afgudernes disciple, og de fik hele systemet omkring afgudsdyrkelsen til at smuldre fra hinanden. Og med hvilket voldsomt våben fik de så udrettet alt dette? Med budskabet om fri tilgivelse ved troen på Jesus Kristus.

Det var denne lære, som bragte lys over Europa for 500 år siden, da Gud sendte en reformation igennem kirken og udrustede en ensom munk, Martin Luther, til at ryste hele den katolske kirke. Ved hans forkyndelse og skrifter faldt der skæl fra folks øjne, og de blev sat fri fra de lænker, som bandt deres sjæle. Og hvad var det, som gav ham denne kraft? Det var læren om fri tilgivelse ved troen på Jesus Kristus.

Det var denne lære, som fik vores egen kirke i midten af 1700-tallet til at blomstre op, da Whitefield, brødrene Wesley, Berridge og Venn vakte folk af den fortvivlende åndelige søvn, som havde lagt sig over vores land (ligesom den har igen i dag). De påbegyndte et mægtigt arbejde, som kun havde ringe sandsynlighed for at lykkes. De var kun få, da de begyndte, og de blev ikke tiljublet af de rige og magtfulde. Men deres arbejde blomstrede. Hvorfor mon? Fordi de forkyndte fri tilgivelse ved troen på Jesus.

Det er denne lære, som stadig er den sande styrke for enhver kirke på jorden i dag. Det handler ikke om menneskelige kvalifikationer, talenter, smarte tiltag eller lærdom, når man skal holde en kirke åndeligt i live. Lad den frie tilgivelse i Jesus blive forkyndt sandt og klart fra prædikestolene. Da vil Helvedes porte ikke få magt over kirken.

Lad dette budskab blive begravet eller holdt tilbage, og da vil kirkens lysestage snart blive flyttet fra sin plads (Åb 2,5). Lad os aldrig glemme, at kirkens rigeste dage har været de dage, hvor Jesus som korsfæstet er blevet forkyndt klarest og stærkest.

De huler og grotter, hvor de første kristne mødtes for at høre om Jesu kærlighed, var mere fyldt med herlighed og skønhed i Guds øjne, end Peterskirken i Rom nogensinde har været.

Selv i dag er den tarveligste rønne, hvori den sande tilgivelse bliver rakt til syndere, et mere ærværdigt sted end de største katedraler i Europa. En kirke er kun brugbar, så længe den ophøjer og formidler Jesu frie tilgivelse. Det er denne lære frem for alle andre, som udraderer Satans herredømme.

Grønlænderne var uberørte, så længe de herrnhutiske missionærer fortalte dem om menneskets skabelse og syndefald, men da de forkyndte om Jesu forløsende kærlighed, smeltede deres frosne hjerter som sneen på en forårsdag.

Hæv kirken op over Jesus og forti forkyndelsen om forsoningen, og Satan vil ikke have noget imod det – hans gods er vel forvaret. Men forkynd fuldtonende om Jesus og om den frie syndsforladelse ved troen på ham, og da vil Satan tændes af en vældig vrede, for han ved, at han kun har ganske kort tid tilbage.

John Berridge sagde, at han fortsatte med at prædike moral, lov og intet andet, indtil han opclagede, at der ikke var et menneske i hans sogn, som levede op til hans moralprædikener. Da han så ændrede sin tilgang og begyndte at prædike om Jesu kærlighed til syndere og om den frie frelse ved tro, da kom der bevægelse i de udtørrede knogler (Ez 37,1-14), og der skete en vækkelse tilbage til Gud.

Dette er den eneste lære, som nogensinde vil kunne give fred til en tynget samvittighed og hvile til en plaget sjæl. 

Et menneske kan opleve, at han klarer sig fint uden dette evangelium, så længe han sover åndeligt og er uden bevidsthed om sin åndelige tilstand. Men væk vedkommende fra hans søvn. og da vil intet andet kunne stille hans uro end forsoningens blod og den fred, som kommer af troen på Jesus. Jeg lærer aldrig at forstå, hvordan nogen kan tage kaldet til at være præst på sig uden at have grebet denne lære. For min egen del kan jeg sige at jeg ville opleve min tjeneste som en lidelse, hvis ikke jeg kunne formidle budskabet om fri tilgivelse. Det ville virkelig være forfærdeligt at besøge syge og døende, hvis ikke jeg kunne sige til dem: “Se Guds Lam! Tro på Herren Jesus Kristus, og du skal blive frelst.”

En kristen præsts højre hånd er læren om fri tilgivelse ved troen på Jesus. Giv os denne lære, og vi har kraft; vi vil aldrig løbe tør for åndelig føde til menneskers sjæle.

Fratag os denne lære, og vi vil være svage som vand. Vi kan læse vores bønner og afvikle en endeløs række af gudstjenester, men vi er ligeså kraftesløse som en skaldet Samson: Vores kraft er borte. Sjæle vil ikke have gavn af at lytte til os, og intet godt vil blive udrettet.

Jeg anmoder alle, som læser dette, om at tage disse ord til sig. Jeg skammer mig ikke over den frie nåde ved troen på Jesus, hvad end nogen kan sige imod denne lære. Jeg skammer mig ikke over evangeliet. Dets frugter taler for sig selv. Dette evangelium har udrettet ting, som ingen anden lære nogensinde kan. Det har forvandlet folk på en måde, som ingen love og ingen straffe kan. Både dommere og politifolk, psykiatri og verdslig videnskab har slidt forgæves og vist sig komplet magtesløse til at udrette noget lignende.

Jeg kan sagtens forstå Paulus, når han afrunder sit brev til de vildfarne galatere med et lidenskabeligt følelsesudbrud: “Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal 6,14).

Kronen er så sandelig faldet af hovedet på den kristne, hvis han forlader læren om retfærdiggørelse ved tro.

Du bør stille dig selv spørgsmålet, om du virkelig har taget imod sandheden, som jeg nu har dvælet ved, og om du har gjort erfaring af dens sandhed.

Jesus og troen på ham er den eneste vej til Faderen. Den, som prøver at komme ind i Paradis ad andre veje, vil opleve et bittert nederlag.

Man kan ikke lægge noget andet fundament for sin udødelige sjæl, end det som jeg nu har skrevet så ligefremt om. Den, som bygger på denne klippe, er på sikker grund. Den, som forlader denne klippe, har ingen grund under fødderne.

Du bør alvorligt overveje, hvilke forkyndere du lytter til. Ja, du skal sandelig være forsigtig. Det er på ingen måde ligegyldigt, hvor du søger hen, uanset hvad andre måtte sige om den sag. Jeg frygter, at der er mange kirker, hvor du kan spejde længe efter budskabet om Jesus som korsfæstet, og hvor du derfor aldrig finder ham. Han bliver begravet under udadtil prangende gudstjenester og tabes af syne i skyggen af selve kirken. ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham” (Joh 20,13).

Vær på vagt i forhold til, hvor du slår dig ned. Prøv enhver kristen forsamling på denne enkle sætning: “Bliver Jesus og fri tilgivelse forkyndt her?”

Der kan meget vel være behagelige siddepladser og god musik og endda begavede prædikener. Men hvis ikke Jesu evangelium er i centrum for alt, så riv teltpløkkerne op og kom væk. Spørg som Isak: “Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?” (1 Mos 22,7). Lad ikke din sjæl sulte ihjel sådan et sted. 

(Uddrag fra afsnit om tilgivelse i  bogen: JESUS ALENE -af J.C.RYLE – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2019 – Shafan 14-09-19)