Vejen og sandheden og livet

Vejen og sandheden og livet

Joh 14,6 – andagt –
af Thomas Teglgaard – JOHN – Et år med Johannes evangeliet

Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14,6). 

Dette udsagn opfattes mildest talt provokerende i dag. Dermed også sagt, at det er løgn, når nogen påstår, at Jesus skulle have sagt, at enhver er salig i sin tro – underforstået: Bare man tror på et eller andet, så er det godt nok. 

Jesus siger præcis det modsatte: Enhver er ikke salig i sin tro. Det er derfor, der er noget, der hedder mission. Det er derfor, Gud kaldte Abraham, Isak og Jakob; det er derfor, han sendte profeterne og siden sin søn til Israel. Det er derfor, Paulus skrev sine breve, og de er blevet bevaret i vores bibel: Fordi der nemlig kun er én vej, der fører til liv og ikke død. Kun den, der tror på Jesus, er altså salig, alle andre kan muligvis føle sig salige i alle mulige andre former for tro, som kan være aldrig så vidunderligt menneskekærligt og logisk og videnskabelig: funderet, men uden synderens grådige trang til at tigge nåde hos Jesus, er der ingen salighed. 

Skal man så altid gå rundt og føle sig som en tigger, et forfærdeligt menneske, en usling? Næ, helst ikke. Gud ønsker, at vi skal være salige, men det bliver man bare kun, hvis man tror på Jesus. Der er nemlig kun én Gud, og der er kun én sand vej til ham. Der er kun liv at få ét eneste sted, nemlig hos Jesus. Jesus er vejen, sandheden og livet. Det har jeg muligvis skrevet før, og du har muligvis både læst og hørt det før, men det kan vi ikke minde hinanden for meget om. 

Betyder det, at gode muslimer, fromme jøder og sympatiske buddhister, intetanende ateister ikke går på denne sandhedens vej til det evige liv? 

Ja. 

Betyder det, at vi intet har at trøste den gudløse stakkel med, som livet har været hårdt ved? 

Tricky spørgsmål faktisk! Forestil dig, at du har en god ven, som netop har mistet sin bror, ven, ægtefælle, far eller mor. Hverken din ven eller den døde har villet have noget som helst med Jesus at gøre. Du vil gerne trøste – og det skal du gøre – men hvis din ven ikke tror på Jesus og ikke vil høre om ham, har du nærmest intet at trøste med. Jo, du kan være der – og det skal du – og du kan holde om din ven og lytte, og bare det at være der har stor betydning. 

Men har du reelt noget at trøste med? 

Det skrækkelige er jo, at der intet godt er at sige til et sådant menneske. Det vil være løgn at sige, at den døde er kommet et bedre sted hen eller har fået fred eller sådan noget. Ingen af de løfter, du finder i Bibelen, har nogen som helst praktisk betydning for din ven. Eftersom han ikke går på vejen, eftersom han ikke har kærlighed til sandheden, eftersom han eller hun er åndeligt død, er der intet godt at sige, intet håb, ingenting. 

Du kan fortælle om Jesus, hvis du får muligheden, og du kan bede Gud røre din vens hjerte, og kommer din ven til tro, så gælder alle løfterne. Så har du alt at trøste med. 

Jesus er vejen, sandheden og livet. Tilhører man ham, er det godt og trygt. Men for alle andre er den bestemte form vejEN, sandhedEN og livET ikke bare et irritationsmoment, det er også et varsel om den evige dom, som kommer hastigt nærmere. 

(Andagt af Thomas Teglgaard – fra  JOHN – Et år med Johannes evangliet  – Lohse 2016 – Shafan 21-05-19)