Tilbage til Jerusalem

Tilbage til Jerusalem

Af Asbjørn Aavik – “Ikke glemt af Gud”

Josef og Maria troede, at Jesus var i rejsefølget. Men til deres store forskrækkelse opdager de pludselig, at han er blevet borte og ikke er med længere. 

Det står der om i Lukas-evangeliet kap. 2,41-52
Disse to var simpelthen skødesløse og ligegyldige, da de forlod Jerusalem efter festen. De så ikke ordentlig efter, om Jesus var med, om de havde ham med hos sig i al uroen ved den store skares opbrud. Han er nok i nærheden, tænkte de. Vi behøver ikke være ængstelige. Det er jo gået godt så langt.

Der er mange sådanne åndelig talt skødesløse og ligegyldige kristne blandt os i dag. Hvem af os kan vel sige sig fri for, at dette livsdræbende sniger sig ind på os? Ikke åbenlyse fejl, bare noget snigende, krybende, i grunden ganske ufarligt. Alligevel åndelig dræbende. 

Så det vigtigste for mig som troende – ved morgen som ved aften – bliver dette: – Er jesus ved min side? – Er Frelseren nær mig – jeg nær ham? I stedet bliver jeg skødesløs i mit andagts- og bønneliv. Forsømmer de helliges samfund, nådemidlerne og min offertjeneste i Guds rige. 

Josef og Maria gjorde heldigvis det eneste rigtige. De vendte om og gik tilbage. Og netop det er dette bibelafsnits budskab til dig, som er kommet øst for Eden, bort fra Kristus-centret Jerusalem med Golgata og den sprængte grav. Kort eller langt bort. Få år på denne vandring bort – eller mange. 

Disse sandheder skal du understrege: 

For det første savnede de Jesus. Hvis du nu på din vandring længere og længere mod landet øst for Eden savner Jesus, er Gudslivet i dig ikke helt uddødt. Der er endnu varme under kul, der er slukket. 

Og der er altid smerte ved at savne en, som var det dyrebareste, man havde. Denne smerte bærer du med dig på vej mod øst. En vej, som bliver bredere og bredere efterhånden som afstanden til Eden bliver længere. 

Men så længe savnet efter Jesus følger dig, har Den hellige Ånd ikke forladt dig. Han vil følge dig lige til porten ind til den by, Kains slægt byggede, og til du hører musikken fra jordens første instrumenter, den samme slægt opfandt. 

For det andet vendte Josef og Maria om
Heldigvis gjorde de det. 

De kunne jo have sagt: Nej – allerede kommet så langt, og så tilbage ad den samme vej, som vi er kommet… Mon vi ikke skal lade stå til? Det skal nok gå. 

Nej, de vendte om. 

Når der tales om at vende om, tænker vi på ufrelste mennesker. Men Bibelen, og da især Det gamle Testamente, genlyder af disse ord fra tronen deroppe til et genstridigt, ulydigt folk – Israel. Det lød igen og igen ved profeterne. Somme tider hørte folket og faldt i støvet i bod og anger. Til andre tider dræbte de sendebudene. Til sidst endte Israels folk bogstavelig talt vandringen mod øst ved fremmede floder. 

I fangenskab. 
Fordi de ikke vendte om. 

Kunne du, som læser dette og er ærlig og redelig og erkender, at du er på vej bort fra Jesus, ikke standse op. Og ikke kun det. Du siger et stille ja til sjælens smerte – du savner ham. Ja, kunne du ikke lægge denne bog lidt væk, knæle ned og sige til Jesus: – Om du, Herre, er villig til nådig at tage imod mig, så vender jeg mig om til dig nu.

Og Jesus er altid villig til at tage imod en bortvandret, der vender om. Læs Lukas-evangeliet 15 om den unge mand, som gik bort. 

Og det tredje: 
De fandt Jesus igen netop der, hvor han var blevet borte for dem – i Jerusalem, helligdommen. 

For dig, der er ung, blev Jesus måske væk på dansegulvet, på diskoteket, ved en bardisk… 

Skriften siger, at Jesus bor i en troendes hjerte ved Den hellige Ånd. Du er en bolig, et tempel for Ånden. Ikke kun hjertet, men også legemet (1 Kor 3,19). Gentager disse besøg sig over længere tid uden anger og sorg over synden, må Ånden forlade sin bolig. Han kan ikke længere følge med ind gennem disse døre. Det kalder Bibelen at udslukke Ånden (1 Tess 5,19). 

Da har du nået landet øst for Eden – er kommet ind ad portene til Kains by. Retningen dertil er blevet jordens store tragedie og har ligelydende skilte over hele vor klode: 

Kains vej. 

Ve dem! thí de er slået índ på Kains vej, og de har styrtet sig i Bileams vildfarelse for vindings skyld, og de er gået til grunde ved en genstridighed som Koras (Judas vers 11). 

Eller var der de små stunder alene med Bibelen – samfundet med Jesus i bøn? Var det dér, han blev borte for dig, fordi du forsømte det? Eller forsømmelse af fællesskabet med de hellige, af nadveren, af vidne- og bedemøderne. Var det der, han blev borte for dig? Du fik ikke fornyelse i fællesskabet med Jesus, fordi du sad hjemme – måske en aften eller en formiddag, da Jesus på en speciel, stærk måde åbenbarede sig. 

Netop der, hvor han blev borte for dig, finder du ham igen. 

Det kan koste at komme tilbage. 
Jeg ved, at mænd har måttet gå over gærdet til naboen til opgør, som endte i et fast håndtryk og tårer på rynket kind. Eller en husmor, som måtte ringe på døren til et hjem, hvor hun aldrig før havde været inde. Men hun havde sagt noget, som ikke var sandt. 

Nu, da hun havde fundet Jesus igen, måtte hun også finde denne dør. 
Og netop sådan noget virker oftere stærkere end noget møde eller en gudstjeneste. 

Det tristeste af alt, er alligevel det, vi læser i vers 43 i vort skriftafsnit i Luk. 2: 
– Hans forældre lagde ikke mærke til det. Jesus var blevet borte, men de to var ikke klar over det. En hel dag havde de gået i den store skare ned fra Sions bjerg. De var begejstrede over højtidsoplevelsen, delte glæden med bekendte og familie til højre og venstre. Sang med på Davids salmer. Delte madpakkerne ved hvilestederne. Alt var glæde. De kom fra et stort møde. 

Men de kom længere og længere bort fra det sted, hvor de sidst var sammen med Jesus. 

Det farligste ved Kains vej er den lavthængende tåge. Ukendte dalstrøg eller vidder. Man ved ikke rigtig, hvor man er henne. Går det mod vest eller øst…? 

En missionær sad engang på en færge. Han læste nok i sin bibel. En mand tæt ved blev interesseret. De kom i samtale. De drøftede en del spørgsmål omkring kristendommen. Til sidst spurgte missionæren ligeud den nye bekendte: – De er måske kristen? 
-Jeg hælder i hvert fald den vej, lød svaret. 

Da er man dybt inde i tågen!

(Kapitel fra “Ikke glemt af Jesus” af Asbjørn Aavik – Dansk Luthersk Forlag 1979 – Shafan 16/3-2019)