Sorg og glæde i kristenlivet

Sorg og glæde i kristenlivet

Mark 2,18-28 Carl FR. Wisløff – “Sådan er Jesus”

Johannes’ disciple og farisæerne holdt netop faste, og folk kommer så og spørger ham: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Da svarede Jesus: »Kan brudesvendene faste, medens brudgommen er hos dem? Nej, så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der skal komme dage, da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste på den dag. Ingen syr et stykke uvalket klæde pá en gammel klædning; for så river den nye lap på den gamle klædning denne itu, og hullet bliver værre. Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges; nej, hæld ung vin på nye lædersække!« 

Og det skete, at han på sabbaten vandrede gennem en kornrnark, og hans disciple gav sig til at plukke aks, mens de gik. Farisæerne sagde da til ham; »Se, hvorfor gør de noget, man ikke har lov til på en sabbat?« Og han siger til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere kom i nød og blev sultne? hvordan han, da Abjatar var ypperstepræst, gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som kun præsterne har lov at spise, ja, også gav sine ledsagere noget.« Og han sagde til dem: »Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld. Så er da Menneskesønnen herre over sabbaten.« 

Det nye Testamente ånder af dyb glæde. »Glæd jer altid i Herren«, siger apostelen Paulus. Fil 4,4. Enhver kristen kender noget til denne glæde. Det er godt at være et Guds barn. 

Men den samme Paulus siger et andet sted, at han har »en stor sorg og en uafladelig kurnmer« i sit hjerte. Rom 9,2. Det samme hjerte, som har en stadig glæde, har også en uafladelig sorg. Og man skal ikke læse længe i hans breve, før man ser, at stemningen kan skifte. Der har været sorg, og der har været glæde – begge dele hører hjemme i kristenlivet. 

Dette forstår uomvendte mennesker ikke. De forstår hverken de kristnes glæde eller deres sorg. Hvad er dette for galskab? sagde en mand til sin kone – de gik forbi et mødetelt, hvorfra sangen lød stærk og frisk. Leve friheden! sagde hun – dette ville de ikke have noget med at gøre. 

Jeg har et minde fra en af kristendomsdebatterne i studentersamfundet for mange år siden. – Det var jo gribende, den verden, man blev ført ind i, da man var barn – med »tretten engle om mig står« og alt det der. Det var en af kristendomskritikerne, som sagde det, og han føjede til: Men det var jo ganske urealistisk, det hele. 

Taler en kristen om den glæde, han ejer i troen på Jesus, så lyder det for den uomvendte verden som galskab. Noget så unaturligt!  
Nej, de kristnes glæde forstår de ikke. Men måske de endnu mindre forstår de kristnes sorg. For når en kristen klager over synden og fristelsen, så lyder det hyklerisk, synes de. Og om troende forældre sørger over deres børn, som ikke er omvendt til Gud, så finder folk det højst urimeligt, ja, ganske meningsløst. De unge mennesker er jo så prægtige, hvad mere kan man ønske! Hvad er dette for noget – en sådan holdning må jo skabe neuroser. Sådan tænker verden. 

Hverken de troendes glæde eller deres sorg er til at begribe for den uomvendte verden. 
Men hvad er da nøglen til at forstå de kristnes glæde og deres sorg? – Ja, det fortæller teksten her. Nøglen er den samme, som åbner alle døre i kristenlivets mærkelige hus. Nøglen er forholdet til vor Herre Jesus Kristus. Der er sorg, når han er borte, og glæde, når han er nær. 

Det er anfægtelsen, vi tangerer her. Anfægtelsen, ja! Den tales der ikke meget om nu for tiden. Og det er kedeligt nok. For ganske vist er ordet kun lidt kendt, så folk måske ikke ved, hvad det betyder, før de får det forklaret. Men sagen, som ordet står for, den er ikke ukendt. Der er nok af anfægtede mennesker i vore forsamlinger, og de bør få hjælp. Præster og prædikanter må ikke lade sig rive med af den moderne vildfarelse, som består i, at man kun taler om det, folk »forstår«. Da bliver der ikke meget at tale om! Nej, vi skal tale om det, som Bibelen taler om, og som den kristne erfaring ned gennem tiderne har oplevet. Taler vi om det, da hjælper vi vore tilhørere af i dag. 

Den kristnes anfægtelse er, at loven, Guds hellige lov, anklager og overvælder ham ved at tale om hans synder. Og da benytter sjælens fjende, Djævelen, sig af anledningen til at gøre kristenlivet så umuligt, at man opgiver det hele. Man er jo ikke andet end en hykler, det siger loven – og det siger Djævelen. Da er det tungt at være en kristen. Jesus er blevet borte for en. 

Dette kan skyldes – og skyldes vel oftest – vor egen svigten og synd. Da er det et nyt opgør med Herren, vi behøver, en åben og uforbeholden bekendelse for hans ansigt. Det kan være en hjælp at bekende for en skriftefader, som så, når alt er bekendt, tilsiger os syndernes forladelse for Jesu skyld. 

En åben bekendelse af synd. Og en troens tillid til Jesus. Hans blod renser fra al synd. 

Men anfægtelsen kan nok også skyldes, at Gud skjuler sig for os. »Du skjulte dit åsyn, jeg blev forfærdet.« Sl 30,8. Det gør han undertiden for en kristen. Du skal ikke bare smage hvedebrødsdagenes glæde, men også den prosaiske hverdags strid og at måtte tage til takke med det tørre brød, for at du derved skal blive mere afhængig af Jesus og ikke slippe ham. 

Glæden er knyttet til trossamfundet med Jesus. Og det vil sige, at den sande kristne glæde findes kun hos dem, som bliver virkelig omvendt og født på ny. 

Lapperi nytter ikke. »Ingen sætter et stykke uvalket klæde på en gammel klædning, thi lappen river klædningen itu, og hullet bliver værre.« Matt 9,16

Det var dette, Jesus tænkte på, da han sagde til Nikodemus: »Du må fødes på ny!« En helt ny fødsel må til – mindre kan ikke gøre det. 

Vi har jo let ved at mene, at det kan klares med mindre. Og så går man i gang med forskelligt for at bøde på det, som er galt. Den tanke ligger så nær. Med en gryende forståelse af, at det bedste er at blive en kristen, begynder man at rette på det, som er forkert – og tror som regel, at det er vejen til at blive et Guds bam. 

Og det skal være både vist og sandt: her er meget, der bør rettes på. Gud vil, at vi i Jesu følge skal leve et nyt liv. Man kan ikke fortsætte at leve i de gamle synder. 

Men det er en ting. Noget helt andet er det vakte menneskes forsøg på at forbedre sig ved at luge enkelte vildskud bort – uden at tænke på selve den onde rod. 

Man holder op med at ryge eller aflægger andre uvaner. Og det er udmærket. Men ingen må mene, at det at blive en kristen bare vil sige at aflægge ydre synder og uvaner! 

Der var mange, der begyndte så markeret og stærkt, de gav sig over til Gud og bekendte frimodigt til alle sider, at de havde valgt at følge Jesus. Men efter en tids forløb opdagede de, at der intet som helst var sket. De havde taget en vældig beslutning, de havde hypnotiseret sig selv – eller var blevet hjernevasket af flinke og ivrige folk. Dermed fordufter hele deres »kristendom«, der bliver intet tilbage. 
Der må en ny fødsel til. Og den får vi hos Jesus. 

Guds Ånd frembringer tro 
og liv i hjertet tænder. 
En ny og ukendt ild i alle evner brænder. 
Ej nogen syndig lyst 
da mere er min ven, 
og næppe du dig selv 
kan kende mer igen. 

Da er der blevet et nyt hjerte. »Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!« 2 Kor 5,17
Et nyt lys og en ny lyst, siger Pontoppidan. Det er den nye fødsel i den, som tror på Jesus. 

Det vil ikke sige, at han er syndfri og ingen ond lyst mærker i hjertet længere. Det onde kød – vor gamle, syndige natur – er der fremdeles. Det gamle menneske er korsfæstet, det er overgivet til døden, men det er sejlivet og plager os, så længe vi er i verden. 

Men hjertet er blevet nyt. Før løb jeg efter Synden, nu løber synden efter mig, har en sagt, og det rammer ganske godt. 

Det gamle kød vil fortsat være der – derfor vil anfægtelsen også stadig ligge på lur. Men du har fået et nyt hjerte og en levende tro og hører nu Jesus til. Noget mindre kan det ikke nytte at forsøge sig med. I samfundet med Jesus findes den sande kristne glæde – og bare der. 

Endnu en bibelsk sandhed lærer vi af vor tekst. Den sande kristne glæde findes kun hos dem, som er begyndt at fatte, hvad det vil sige, at den troende er fri fra loven

De var ikke særlig glade, de farisæere, som gik og vogtede på Jesu disciple for at se, om de gjorde noget galt. Vi ser det for os: Disciplene snuppede nogle aks, engang de gik gennem kornmarkerne, gned dem mellem hændeme og fik en mundfuld korn at tygge på. Det er ulovligt, sagde farisæerne, det er sabbat i dag, og da må intet arbejde gøres. Sådan var efter deres opfattelse lovens mening. Og reglerne for et retfærdigt menneskes færd var mange. 

Friheden fra loven! Det er selve evangeliets grundtone. Det er Bibelens budskab om frelsens grund og troens glæde. Og det er den lutherske reformations frigørende budskab.

Jeg er bange for, at der høres kun lidt om dette i vore dage. 
Hvad er det, der gør, at jeg som kristen kan være glad. 
Svaret er: jeg er fri fra loven – i nytestamentlig forstand. Det vil sige, at jeg ikke har andet grundlag for min tro og mit håb om frelse end vor Herre Jesus selv. Jeg har intet af egen retfærdighed at møde frem for Gud med. Jeg er en synder i mig selv, det ved jeg. Skulle jeg dømmes efter Guds retfærdige lov, gik det mig ilde – jeg var fortabt. Men jeg skal ikke dømmes efter Guds lov, for jeg har taget min tilflugt til Jesus. Og da kommer jeg ikke for dommen, jeg er gået over fra døden til livet. Joh 5,24

Får jeg lov at spørge dig, hvordan du oplever det at være en kristen? Du vil antagelig svare, at det er sådan lidt op og ned. Somme tider er du glad, somme tider nedslået. Somme tider vis på, at du er frelst, til andre tider fuld af tvivl. – Det vil du svare, tænker jeg. 

Og jeg kan sige dig, hvornår du er i tvivl, og hvornår du er vis og glad. Når kristenlivet lykkes for dig, du læser Guds ord og beder regelmæssigt til Gud, da er du glad – da tror du, du er en kristen. Når du hører om Jesus, og du arbejder samvittighedsfuldt i din gerning – da har du tro og vished. 

Men når intet af dette rigtig vil lykkes, og du føler dig sløv og kold i dit hjerte, da er du ikke glad. Og da er det ikke let for dig at tro, du er en kristen. 
Dette kan jeg sige, fordi jeg ved det af egen erfaring. Vi er ikke så forskellige indvendig, som vi er udvendig. 

Hvad kommer det af, at vi oplever kristenlivet på den måde? 
Det kommer af, at jeg så let glemmer, hvad der er grundlaget for, at jeg må være et Guds bam. For grunden til, at jeg tør tro, jeg hører Gud til – i medgang og i modgang, når jeg er varm, og når jeg er kold – det er ene og alene Ham – Jesus. At vide dette, det er friheden fra loven. Da ved jeg ingen gode gerninger, som frelser mig, og ingen synder, som fordømmer mig – jeg holder mig i troen til Jesus og ved mig ikke andet til frelse end Jesus Kristus og det som korsfæstet. 

Når det gælder samvittigheden og den himmelske retfærdighed, siger Luther, da må loven holdes helt udenfor og efterlades her på jorden, og så stiger troen med Abraham og Isak op på bjerget. Det er nåden alene, der gælder for Gud. 

Luther har også lært os at synge derom: 

Hos dig jo nåde gælder kun, 
af den du synd tilgiver, 
thi ren og hellig i sin grund 
vor gerning aldrig bliver. 
Hvo kan, o Gud, for dig bestå? 
Enhver for dommen skælve må 
og ty hen under nåden. 

(D.d.S. 437,2) 

Den sande kristne glæde lever i hjerter, som ikke ved noget andet at stole på i frelsens sag end Jesus Kristus, Guds Søn, som døde for os. Han er min retfærdighed. 

I Min frelser – han er det faste punkt i mit åndelige liv. Det er den kristnes vidnesbyrd. Gud vil, at vi først og fremmest skal være optaget af Jesus og vort forhold til ham. Mange kører fast i deres kristenliv, fordi de er optaget af tjenesten for Gud – mit arbejde, min virksomhed, min nådegave – i stedet for at leve med Jesus og altid have ham for øje.

Må Gud velsigne hver og en, som er optaget af sin tjeneste for Jesus! Men lad det ikke være dette, troen bygger på. Lad os bygge vort håb alene på Jesus. Det er hemmeligheden. 

Mens jeg drager ånde her, 
og nár døden træder nær, 
når jeg fjerne hímle når 
og for dommens trone står – 
klippe, du som brast for mig, 
lad mig skjule mig i dig!

(Afsnit fra “Sådan er Jesus Prædikener og bibeltimer”  – Carl Fr. Wisløff – Dansk Luthersk Forlag 1980 – Shafan 14-02-19)