Hvordan jeg finder Kristus

Hvordan jeg finder Kristus

Afsnit fra “Livets brød” af Øivind Andersen

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.Joh 1,1-14 

Kristus – Livet – Ordet – Visdommen – disse betegnelser bruges i Guds ord i én og samme betydning. 

Det giver os svar på menneskelivets vigtigste spørgsmål: Hvordan kan jeg finde Kristus? Hvordan kan jeg få del i hans forsoning? Hvordan kan jeg komme i forbindelse med ham? Hvordan kan jeg vokse i nåde og kendskab til ham? 

Det sker gennem ordet om ham! Vel at mærke ikke gennem hvilket som helst ord om ham. Det sker gennem evangeliet, ordet om Guds søn, som blev menneske og friede os fra vores synder med sit blod. Han blev vores retfærdighed for Gud og vores talsmand hos Faderen. Det kan godt nok have sin betydning at høre, hvad Kristus kan og vil gøre for os, men det er ikke selve evangeliet. Evangeliet er, hvad han har gjort for os, og hvad han er for os. 

Det er også nødvendigt at høre lovens ord og høre om Kristus som vores forbillede. For dem, der lever med Kristus og har deres kraft i evangeliet, er dette en kær formaningstale. Lovens tjeneste er ellers dødens og fordømmelsens tjeneste (jf. 2 Kor 3,7 og 9). Det er den også hos de troende, så ofte som Guds Ånd tugter og afslører os. Hos de ikke-kristne er lovens tjeneste kun at fordømme og tilintetgøre. Intet andet. Loven er ikke noget nådemiddel, selv om Gud er virksom i vort hjerte gennem den. Den er til dom og tilintetgørelse, og hos de troende som nævnt også til vejledning og formaning. 

Evangeliet er derimod et nådemiddel. Det ikke bare forkynder om Kristus, men det giver os Kristus. “Evangeliet bringer Den hellige Ånd med sig” (Luther). 

I evangeliet er Guds udvælgende nåde virksom til frelse, (jf. Rom 10). Den, der kommer ind under evangeliets indflydelse og ikke afviser det, møder Kristus som sin frelser og tager imod det, evangeliet forkynder. Hos ham skaber evangeliet troen. 

Gud har givet os evangeliet på flere måder. Forkyndt og hørt har vi det som et ‘ørets nådemiddel’. Skrevet og læst har vi det som et ‘øjets nådemiddel ‘. Gud har også givet os evangeliet tilknyttet bestemte handlinger, som et handlingens nådemiddel, nemlig i dåb og nadver. Den virkende kraft i disse er intet andet end ordet om Jesus, der selv knytter sig til disse handlinger. 

Glem ikke dette! Det er i evangeliet, du møder din frelser. Tager du imod evangeliet, tager du imod din frelser. Tror du på det med hjertets tillid, tror du på din frelser og ejer ham. ”Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig” (1 Joh 5,10a). Hvis ikke du har haft brug for evangeliet, beviser det, at du endnu ikke har erkendt sandheden om dig selv. Du har ikke haft brug for Jesus. Hvis du afviser ordet om Jesus, som bar dine synder i stedet for dig, afviser du din frelser. 

Som et menneske forholder sig til evangeliet, sådan forholder det sig til Jesus. 

Du, som længes efter fred med Gud, skal derfor ikke vente på oplevelser fra Gud. Du skal ikke tænke: Bare jeg rigtig kunne opleve frelsen, så ville jeg tro, at også jeg må eje Guds nåde. Da vender du sagen på hovedet og oplever intet andet end din syndighed, og at du er uden for Guds rige. Jo længere du har det sådan, desto vanskeligere synes du, det er at få det godt med Gud. Derfor, hør, læs og læg mærke til, hvad Gud har givet dig i sin Søn! Tag din tilflugt til det ord, Gud har vidnet om ham, og stol på at dér møder du ham. Regn med evangeliet som et levende, almægtigt ord, som “skaber, hvad det nævner”. 

Du, der er en kristen må regne med, at jo mere du omgås evangeliet og tager det til dig, desto mere vokser du i nåde og kendskab til din frelser. 

Det ord, at Gud er mild og lod 
sig ved sin Søn forsone, 
det ord om Jesu død og blod, 
det har så stærk en tone, 
at det opvækker den igen, 
som døde før i synden hen, 
når han det ret modtager.
Det skinner ind i hjertels nat, 
så det i sjælen dages, 
og Jesus, den forborgne skat, 
i troen favnetages; 
da bliver vores vandring ny, 
da vil og kan vi synden fly 
og følge Jesus efter.
H.A. Brorson – DDS 385,23

Forenet med Jesus

Troen forener Jesus og den troende på en sådan måde, at de får alting fælles.

For det første får den troende alt fælles med Jesus over for Gud. Jesu gerninger bliver hans gerninger. Jesu død bliver hans død. Jesu opstandelse bliver hans opstandelse.

Som Jesus har det over for Gud, har den troende det over for Gud. Han er fri fra sin synd, ren og fuldkommen. Han lever ikke længere under sit eget og sin synds ansvar, men under Jesu ansvar. Det er virkelig den store glæde i livet og i døden at vide med sig selv, at man er så fri fra sin synd og fra Guds vrede, som om man aldrig havde syndet. 

Den, der tror, står i samme stilling og har de samme rettigheder hos Gud som Jesus. Fordi Jesus er Sønnen, bliver han selv søn. Fordi Jesus er arving til alle ting, bliver han selv arving. Guds arving og Kristi medarving. Han oplever og tilegner sig det, Gud lovede Abraham og han slægt: at han skulle blive arving til hele verden. Fordi Jesus har helliget sig for ham, bliver han selv hellig. Fordi Jesus er hans ypperstepræst, bliver han selv præst for Gud og har ret til at træde frem for ham. 

Den, der tror, har ret til at synge med C.O.Rosenius: 

I ham jeg nu er hvid og ren 
hvor sort jeg selv end er; 
i ham jeg og er god og from, 
altid fuldkommen her; 
thi hvad han er, er også jeg, 
og hvad han har, har jeg, 
fuldkommen hellighedfor dig, 
din yndest på min vej. 

For det andet forener troen Jesus og den troende med hinanden, så han lever i Jesus, og Jesus lever i ham. De lever i den inderligste forening med hinanden. 

En kristen oplever altså en ny fødsel, ved at Jesus bliver født ind i hans hjerte. 

Ved troen på Guds vidnesbyrd om Jesus får han dette vidnesbyrd i sig selv, for “den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig” (1 Joh 5,10). 

Det er en herlig sandhed. Troen på Jesus lukker Jesus ind i hjertet og holder synden ude. Vantroen derimod lukker synden ind og holder Jesus ude. 

Derfor, hvad enten man taler om den kristnes forhold til Jesus, eller om hvad den kristne er i sin person, så gælder ordet: ”Den, der tror, har evigt liv!” (Joh 6,47)

Livet er i Guds søn. ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,12). 

Må jeg derfor spørge dig: Har du fundet Jesus? Jeg spørger ikke, om du er sammen med andre kristne for at høre Guds ord forkyndt. Om du bekender dig som kristen, om du beder til Gud, og om du kæmper imod og bekender din synd. Alt dette er godt og rigtigt, vel at mærke hvis det har ført til, at du har fundet Jesus! Men hvad betyder kirkegang, bekendelse, kamp mod synden og bekendelse af den og alt andet, som hører med til ethvert sandt kristenliv, hvis det ikke har ført til, at Jesus er blevet din? 

Hvis du i dag ikke ejer ham, kan han dog blive din. Vil du derimod ikke svare, eller ikke svare sandt, så lukker du dig selv ude fra ham. Spørger du, hvordan du kan finde ham, svarer Guds ord: Hør og tro, hvad Gud forkynder om ham! “Se til, at du gør Jesu fødsel til din og bytter med ham, så du bliver din egen fødsel kvit og beholder hans” (Luther).

Ordet forkynder, at Jesus kom til frelse. Det minder os også om, at han kommer til dom. 

Netop nu, på frelsens dag, kan vi komme til ham, som vi er, og som vi har det. Vi må. tage imod frelsen som en fri, ufortjent gave. Når han kommer igen til dom, bliver det kun til frelse for dem, der har fundet ham. Lad os derfor vogte os, som for den største af alle farer, for at ringeagte det budskab, Gud forkynder os om den store glæde. 

Ak, kom! jeg vil oplukke 
mit hjerte, sjæl og sind 
med tusind længselssukke, 
kom, Jesus, dog berind! 
Det er ej fremmed bolig, 
du har den selv jo købt, 
så skal du blive trolig 
udi mit hjerte svøbt. 

H.A. Brorson, DDS 125,9

(Afsnit fra kapitlet “Kaldet til samfund med Jesus”  i LIVETS BRØD af Øivind Andersen – Nyt Livs Forlag 2015 – Shafan 08-01-19)