Enhver, som er af sandheden, hører min røst

Enhver, som er af sandheden, hører min røst

Andagt af Thomas Teglgaard – JOHN – Et år med Johannes evangeliet
Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« (Joh 18,37-38).

Efter den melding – enhver, som er af sandheden, hører min røst – mumler Pilatus noget om, hvad sandhed egentlig er for noget. Han ved det nemlig ikke. Om det ville have været opløftende for ham at vide, at lige dét synes millioner, ja, i dag vel milliarder af mennesker at være enige med ham i, er ikke godt at vide. Der er noget opgivende, noget helt igennem slukket og dødt i det, Pilatus siger.

Forklaringen er simpel: Lige foran ham står Jesus.
Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Jesus har endda lige sagt det til ham. Men med disse ord: Enhver, som er af sandheden, hører min røst. Muligvis bliver betydningen skræmmende tydelig for Pilatus, Jesus gør i hvert fald et vældigt indtryk på ham. Jesus og Pilatus tilhører to forskellige verdener. Jesu verden er en verden fuld af rigdom, godhed og fred; det er en evig verden uden ondskab og uden død og uden løgn. Pilatus’ verden er helt anderledes: Den er omskiftelig, ond, løgnagtig, og fred er en mangelvare. Træder man forkert, står der – til stor morskab for den forrykte folkemængde – altid en løve klar med en glubende appetit.

Om Pilatus selv rigtig hører efter her, er også et spørgsmål. Vi, der læser med her et par årtusinde senere, aner det dog. Og det forklarer også, hvorfor Pilatus i sidste ende vælger at udlevere Jesus til bødlerne:

Pilatus var ikke af sandheden, derfor kunne han ikke høre Jesu røst. Så enkelt er det faktisk. Pilatus, ypperstepræsten, den rasende folkemængde uden for borgens mure kunne ikke høre Jesu røst. Jo, hans stemme hørte de nok, hvis han talte til dem, men rigtig høre efter, så det trængte ind hos dem, ind i hjertet hos dem, nej, det kunne de ikke. Hvorfor ikke? Fordi de ikke var af sandheden. De var, som Jesus et andet sted siger, løgnens børn. De tilhørte den gamle slange, uanset hvad de nu kaldte sig af fine og fromme ting som farisæere, skriftkloge eller, wuuuaw, ypperstepræst!

Vi læser her, er, at enhver, som er af sandheden, hører Jesu røst. Det står altså i Skriften. Så hvis nogen spørger, hvem der er af sandheden, ved du det nu: Den, der hører Jesu røst. Ikke som Pilatus, farisæerne, de skriftkloge og ypperstepræsterne, der nok hørte ham tale, men ikke forstod, at hvad han sagde, var ord fra den levende Gud, ord til liv, ord som kunne rense dem for synd.

Det lader sig desværre ikke gøre at forklare dette ordentligt for mennesker, der ikke kan høre Jesu røst. Om det så er, fordi de ikke tror, at Jesus nogensinde har levet, ikke var den, han udgav sig for at være, eller fordi de har dannet sig egne meninger om, hvem Jesus er, er egentlig ligegyldigt. Den, der er uden evangeliet om Jesus, men er både from og tror på Gud, er lige så ilde stedt som den, der er bedøvende ligeglad med det hele og bare gør, hvad han eller hun har lyst til.

Kan man ikke høre hyrdens røst, gør det – set i absolut perspektiv – ikke den store forskel. Man får muligvis et nemmere liv, hvis man opfører sig ordentligt, men det er langtfra givet på forhånd. Man kan blive syg eller rende ind i alt for mange hensynsløse mennesker på én gang, og så er det ét fedt. Og det er det også, når man når til vejs ende. From eller ej, gudfrygtig eller ej, god eller ej – uden evangeliets tro på Jesus er man fortabt.

Hvorfor? Når nu man ellers har gjort det så godt her i livet …

Fordi man ikke var af sandheden og derfor ikke kunne høre Jesus kalde.

(Andagt af Thomas Teglgaard – fra JOHN – Et år med Johannes evangliet – Lohse 2016 – Shafan 07-11-18)