Navnet

Navnet

Andreas Michelsen

Alle løber de . . . og hvorfor? Jo, det gælder om at komme først – at være størst.
Sådan har det været siden skabelsen – og fra den tid har man også oplevet det, som Hans Erik Nissen kaldte ”Sammenlignelsens forbandelse”.

Alle vil vi gerne have – danne os et navn – være kendte. Fra Bibelen kender vi også jagten på at skabe sig sit eget navn – at ville være stor.
1 Mos 11,4: Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.«

Der kan siges og skrives meget om vore navne, der er dog ét navn som bærer alt – JESUS.
I det navn kan vi træde frem for den almægtige Gud, der har skabt alt og opholder alt. I det navn må vi bede – og hvad er det så? – Jan Bygstad har en bibeltime over emnet ”Bøn i Jesu navn” – hvor han bl.a. kommer ind på, hvordan mennesket blev udelukket fra fællesskab med Gud, efter syndefaldet. Men der blev åbnet en dør – givet et løfte – og Jesus kom, som han selv siger i Johannes 10,7  Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene.

I Jesus er den stængte dør åbnet og der findes ingen andre veje til Gud. Det betyder også, at Gud hører og svarer udelukkende på grund af den af Jesus åbnede dør – I Hans navn kan vi træde frem for Herren, vor Gud – og må være børn af Ham i Jesu navn.
Gør vi så det? Ja se det er jo spørgsmålet – for er det ikke sådan, at jeg gerne selv vil være stor – hav godt ry – og som kristen også gerne agtes højt af ikke kristne. Derfor sker det, at man som kristen person og kirke slækker lidt på de af Gud fastsatte grænser – så de ikke er så skarpe. – Man laver sig en neutralitetszone – en gråzone. Vi skal jo være en åben kirke, som kan tiltrække mennesker og vokse sig stor.

Hvad siger Guds ord til det? Når vi læser Sl 23, sammenlignes vi med får – et får er hjælpeløst og forsvarsløst mod vilddyr og har ingen stedsands – har brug for en hyrde. Vi må se og erkende, at vi er hjælpeløse, men jo større vi selv bliver, jo mindre bliver Gud – Han, der er herre. Så som kristen oplever du, at Gud må knække denne selvstorhed. Kun dem, der er små er i stand til at se og værdsætte hvem den hellige Gud er – Han skal være stor – alt andet småt.
Har du Jesus med i hverdagen, så han får lov at ledsage dig, vil du uvægerligt møde modstand – som også kan udmønte sig i had.

Den 15. august 1959 blev der på Kirkedagene i München holdt en morgenandagt af pastor Lüthl, Bern over emnet HAD – Joh 15,18-27. ”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer …” – her følger et uddrag fra noter af Schildhelm Michelsen:

Verden hader de kristne, de synes ikke om dem , de elsker dem ikke, de hader dem.
At verden hader os er ikke for vor egen skyld, men den hader os fordi den hader Kristus, for Jesus skyld. Ikke for vore gode gerninger, ikke for vor dårlige opførsel. Vi kan leve et nok så kristeligt liv et nok så respektabelt liv; alligevel vil de hade os, fordi de hader Kristus. (…) 

På korset ser vi først hvor højt Gud elskede Joh 3,16 Men Gud lader det ikke blive herved, og denne enestående kærlighed fortsætter. – Han trækker sig ikke tilbage, han siger ikke: ”Sådan elskede jeg, men nu kan det være nok” , nej han trak ikke sin hånd bort. Også efter Langfredag elskede han. Guds kærlighed fortsætter, den hører ikke op. 

Jesus er nøglen, og Guds mening er at hele verden skal høre dette glade budskab: at Gud elsker trods alt. Hvorden kan nu denne Guds kærlighed bevidnes?
Jo Krisus sagde, at når jeg går til Faderen vil jeg sende eder Talsmanden, den Hellige Ånd. Når jeg sender ham, vil han vidne om mig. Han sender os Sandhedens Ånd, verden skal ikke ophøre med at høre om Guds kærlighed at Gud elsker, nej siger Jesus, Ånden skal vidne om mig – ikke fra Himlen – nej – den vidner gennem mennekemund. Jeg her udvalgt eder siger Jesus, derfor hader verden eder. –
Han tog os tilside for at vi skal vidne. Så længe verden står vil der være vidner om Jesus der vil bringe bud om ham, der vil vidne om ham, og det er underet, at der findes en kirke på jorden og fortsat vil være det. De udvalgte drives som en kile ind i verden, og derfor er de hadet, de tåles ikke. 

Kirken vandt verdens gunst, derfor er der ikke liv i den – friheden er borte. Guds udvalgte er ikke særlinge ej heller hoffolk, nej men de er fremmede og udlændige i denne verden. Og da de ikke er af denne verden, derfor opholder Gud ikke med at have omsorg for sine, lige så længe som verden står. Trods had – trods forfølgelser, de er ikke af verden, derfor bevares de af Gud. (Så langt noterne) 

Ovenstående er også aktuelt i dag, når jeg tænker på at vinde verdens gunst. Det er farligt at gå den vej, hvor kirken forsøger at sælge budskabet med alle mulige tiltag. Den bliver ikke en kile, som gør op med synden og derved et enten eller – og det omtalte had slipper man for. Det bliver hyggelige samvær – uden at det stikker i hjertet.

Så længe man nøjes med foredrag – gerne med lidt nyheder fra medier, så folk føler sig hjemme, kan man ikke se nogen grund til at høre om frelsen i Jesus Kristus. Den slags kristne arrangementer kan samle mange mennesker – man kan få et navn – blive stor og berømt, men fik Jesus adgang? Det navn, som holder – og bærer.

Er menigheden ledsaget af Jesus er det også liv i den. Uden Jesus i centrum kan der samles mange mennesker – dog uden liv.
Navnet er også indbegrebet af personens karakter. I Det Gamle Testamente møder vi beretningen om Jakob – og læser om hvordan Herren giver ham et nyt navn – 1 Mos 32,29 Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel. Herren giver ham et nyt navn. Herren velsigner ham ved at give ham et nyt navn – ophøjer ved at nedbøje – gøre os små, så vi skal blive det, vi er – hjælpeløse. Han er Herren – vor styrke. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.

Herrens navn er et fæstningstårn (Ordspr 18,10)
De der kender dit navn stoler på dig for du svigter ikke dem der søger dig Herre (Sl 9,11)
Gud frels mig ved dit navn
(Sl 54,3)
Når han holder sig til mig vil jeg redde ham. Jeg beskytter ham for han kender mit navn. Når han råber til mig vil jeg svare ham. Jeg er med ham i trængslen jeg befrier ham

(Sl 91,14-15)
…glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene
(Luk 10,20)

Jeg kender et navn med så dejlig en klang,
og om dette navn vil jeg synge en sang.
Og navnet er Jesus, Immanuel god,
som har igenløst mig til Gud med sit blod.
(Per Nordsletten 1883)

(Andreas Michelsen – Shafan 18-10-18)