OMVENDELSEN OG TROEN

OMVENDELSEN OG TROEN

Arne Helge Teigen

Om hvordan bruddet med Gud kan genoprettes ved omvendelsen og troen. Om omvendelsen som
åndelig konkurs og troen som tillid

Mennesket blev skabt til at have fortroligt fællesskab med Gud. Tidligere har vi påpeget, at Gud gav menne­sket et bestemt bud, og at forholdet til Gud var afhæn­gigt af overholdelsen af dette bud. Mennesket kunne spise af alle træer i Edens Have, bortset fra træet til kundskab om godt og ondt. Hvis buddet blev brudt, ville forholdet mellem Gud og mennesket blive ødelagt. De første menneskers fald førte til fald for alle mennesker. Hele menneskeheden kom ind under syndens og dødens magt. Alle mennesker fødes derfor som syndere, uden tillid til Gud og uden sandt kendskab til ham. Det bety­der frem for alt, at troen på Gud blev ødelagt ved synde­faldet (Rom 5,18a).

Her vil vi se på, hvordan det forhold mellem Gud og mennesker, der blev ødelagt ved syndefaldet, genop­rettes for det enkelte menneske. Det vil med andre ord handle om, hvordan troen på Gud genskabes. Da må vi sige noget om både omvendelsen og troen. Først vil vi se nærmere på, hvad omvendelse er, og derefter på troen.

Hvad omvendelse er

I Den Nye Testamentes grundtekst finder vi to græske ord, der begge oversættes med ´omvendelse´ i vores bi­bel. Det er ordene epistrefo og metanoeo. Det er især det sidste af de to ord, der er blevet afgørende for læren om omvendelsen. Metanoeo betyder egentlig at ændre et tankesæt, at skifte mening eller grundopfattelse. Ordet betegner dermed noget, der sker på det indre plan. En ændring af menneskets hjerte, sind og grundholdning.

Ordet epistrefo går mere i retning af den ydre side ved det, der sker, når et menneske omvendes. Det bety­der, at man konkret vender sig fra et til noget andet, el­ler at man vender tilbage til noget, man har forladt.

Skal man tale om et bestemt forhold mellem de to aspekter ved omvendelsen, som kommer til udtryk i dis­se græske ord, må man sige, at det, der sker i menne­skets indre – altså sindsforandringen – er forudsætning for den ydre omvendelse. Hvad det indebærer for læren om omvendelsen, vil vi nu se nærmere på. Først vil vi spørge om, hvad den sindsforandring består i, som sker, når et menneske bliver omvendt til Gud. Derefter vil vi sige noget om, hvordan sindsforandringen opstår.

At et menneske bliver omvendt til Gud indebærer først og fremmest, at det får en ny opfattelse af sig selv og af sit forhold til Gud. Det nye består i, at man indser, at man virkelig er, som Bibelen siger, nemlig en synder, der er skyldig over for Gud. At et menneske omvendes, betyder derfor også, at det indser, at det trænger til Guds nåde og tilgivelse. Det er ikke nødvendigvis en ny erken­delse, men noget de fleste mennesker har en vis forestil­ling om.

Den nye forståelse, som er speciel ved omvendelsens sindsforandring, er, at mennesket opgiver troen på, at det kan blive andet end en synder. Det indebærer med andre ord, at man opgiver troen på forandring eller selv­forbedring på det indre plan. Selvom man nok kan æn­dre den ydre adfærd, bliver man klar over, at man allige-vel ikke kan sejre over synden i hverken hjerte eller tan-ker. Man indser, at man har lyst til synden og faktisk elsker den. Det betyder, at man har fået et nyt syn på sig selv. Der er sket en sindsforandring, der indebærer, at man har opgivet håbet om at kunne blive eller være så­dan, som Gud kræver.

Spørgsmålet er så, hvordan denne ændring sker. Sva­ret er, at mennesker ikke af sig selv kan komme frem til den nye opfattelse, men alene ved at Gud kommer til os gennem sit ord og overbeviser os om syndens magt og herredømme. Vi siger derfor, at det er Gud, Helligånden selv, der omvender mennesker gennem sit ord. Ånden åbner vores hjerte og gør os modtagelige for Guds nåde.

Vi har tidligere påpeget, at Guds ord er lov og evange­lium. Når vi siger, at Gud omvender os ved sit ord, bety­der det, at han bruger loven, når han fører os til omven-delse. Ved evangeliet skaber han derimod troen i det hjerte, han omvender. Vi vil komme tilbage til spørg-smålet om, hvordan troen skabes. Først vil vi se nærmere på, hvordan mennesket omvendes, når det møder Guds lov.

Omvendelsen sker, ved at et menneske bliver bevidst om, at loven stiller krav, som skal opfyldes for at kunne opnå Guds velsignelse og det evige liv. Når et menneske omvendes, bliver det derfor mere og mere fokuseret på, hvad det selv skal gøre for at blive godtaget af Gud. Som følge af det tager det beslutninger om at blive anderle­des. Det bestemmer sig for at begynde på et nyt liv, og det beder Gud om kraft til at sejre over synden. Under denne proces oplever mennesket dog at komme til kort. Det skyldes, at Guds lov viser sig at kræve mere, end et menneske er i stand til at gøre. Loven siger, at menne­sket må være fuldkomment for at blive godtaget af Gud.

Den, der bliver klar over, hvor dybt lovens krav stik­ker, vil opleve sig som alt andet end fuldkommen. Man vil opleve, at man ikke kan blive, som loven kræver, og at man faktisk har lyst til det, loven forbyder. Ved sådanne erfaringer viser Gud mennesket, hvilken uendelig af­stand der er mellem det, han kræver, og hvordan menne­sket er. Netop igennem dette omvender Gud et menne-ske (Rom 7,11).

Omvendelsen indebærer altså, at mennesket får det, Paulus kalder ´en lukket mund´. Det opgiver sin selvfor­bedring og sit selvforsvar og anser sig selv som skyldig over for Gud (Rom 3,19-20). At mennesket drives til dette punkt er ensbetydende med, at det omvendes. Omven­delsen er jo det samme som, at man skifter sind, tænker anderledes om sig selv og indser, at man er skyldig over for Gud. Guds hensigt med at føre mennesket hertil er som nævnt, at det skal gøres modtageligt for hans nåde. For at det kan ske må troen imidlertid skabes i hjertet. Det ser vi nærmere på i det følgende.

Hvad troen er, og hvordan den bliver til

For at forstå læren om troen er det vigtigt selv at være klar over, at den ikke er en viljesbeslutning. Det er des-værre ikke usædvanligt, at nogle kalder troen for en viljesbeslutning. Andre hævder, at troen kommer, ved at Gud omskaber menneskets vilje, så det selv vælger at tro. Sidstnævnte opfattelse er bedre end den første, fordi den viser, at man ønsker at fastholde, at troen er noget, Gud alene skaber i mennesket. En sådan opfattelse er dog problematisk, fordi den definerer troen som noget i mennesket, der er underordnet og afhængig af viljen. Den skaber derfor problemer i forklaringen på, hvordan Gud giver troen.

For at få den rette forståelse af, hvordan troen bliver til, er det altså nødvendigt at indse, at den ikke er en vil­jesbeslutning, men tillid til Gud. Først når troen forstås som tillid, kan man tale om den som Guds gave, og det er i overensstemmelse med Bibelens lære om troen. Hvis troen forstås som tillid, bliver læren om troen også mere end en teori. Den, der oplever sin tro som tillid til Gud, er klar over, at troen er Guds gave, for sådan har han er­faret det. I det følgende vil vi forsøge at forklare, hvordan det hænger sammen.

Tillid, både til Gud og mennesker, kan ikke styres af viljen. Tillid kommer altid direkte og umiddelbart af det, man erfarer, ser eller hører om en person. Hører man noget positivt, troværdigt og pålideligt om nogen, får man uvilkårligt tillid til den person. Det er ikke noget, man tænker over, bestemmer sig for eller er herre over.

Sådan er det også med troen på Guds nåde. Fordi denne tro er tillid, kommer den som en direkte følge af, at man hører budskabet om, at Gud giver nåde til men­nesker for Jesu skyld. Gennem evangeliets budskab for­midles et indtryk af, at Gud vil frelse, og at han er i stand til det. Man hører, at det er dem, der har syndet mod Gud, denne nåde er tiltænkt.

Man hører også, at Gud ikke kræver noget for at tilgi­ve, og det giver håb i sindet. Uvilkårligt får man tillid til den Gud, der tilbyder nåde, og dermed er troen skabt, ofte før man selv er sig det bevidst.

Det er afgørende, at troen netop er rettet imod evan­geliets budskab. Sagen er nemlig, at hvad troen er rettet imod afgør, om den er en sand og frelsende tro. Derfor er det nødvendigt, at mennesker hører Bibelens budskab om frelsen, så de kan komme til tro på dette budskab. Kun det giver den tro, der frelser.

Fordi troen er tillid, er den vigtigere end alt andet i det kristne liv. Den kommer før vores valg, fordi den er bestemmende for de valg, vi træffer. Den kommer også før vores gerninger og giver dem præg af at være en følge af Guds frelse.

Når troen skabes, betyder det, at forholdet mellem Gud og mennesket, der blev ødelagt ved syndefaldet, igen etableres. Det nye forhold til Gud har et væsentligt lighedstræk med det, der var før syndefaldet. Ligesom det første forhold var bestemt af et ord, nemlig forbud­det mod at spise af kundskabens træ, er også forholdet til Gud efter syndefaldet bestemt af et ord.

Det ord taler imidlertid ikke om, hvad mennesket skal være og gøre, for at forholdet til Gud kan opretholdes. Det taler derimod om, hvad Gud har gjort for at genop­rette forholdet. Det er derfor evangeliets ord om Jesu død og opstandelse, der er grundlaget for menneskets nye forhold til Gud. Fra Guds side er det tiltænkt alle mennesker. Men det er kun dem, der tror det, der får del i det nye forhold til Gud.

Mere om hvad omvendelsen og troen er –
og ikke er

På baggrund af det foranstående vil vi nu sige lidt om, hvad omvendelse og tro ikke er. Omvendelse er ikke det samme som at tage sig sammen eller forbedre sig. Den indebærer tværtimod at opgive sine forsøg på at blive an­derledes eller bedre. Omvendelsen kan derfor sammen­lignes med en åndelig konkurs.

Over for Guds lov og krav, der siger, hvordan et men­neske skal være, kan det omvendte menneske kun sige én ting: ”Jeg er ikke sådan, som Gud vil, jeg skal være.” Trods forsøg på at blive anderledes og tage sig sammen indser man, at det ikke kan blive anderledes, men at man er et syndigt menneske, skyldig over for Gud.

Fordi den frelsende tro er en personlig tillid til Guds frelse, er troen mere end kun at regne kristendommen og Skriften for at være sande. Det er selvsagt rigtigt og godt at tro, at Bibelens lære er sand, men hvis troen be­grænser sig til det, bliver den bare en fornuftstro. Ingen bliver frelst ved en sådan tro (Jak 2,19).

Det er heller ikke nok at tænke, at troen er en god egenskab eller kvalitet i mennesket. Troen er og bliver tillid til personen Jesus Kristus. Det betyder, at den le­vende og frelsende tro også kan karakteriseres som et personligt kendskab til Jesus Kristus. Den troende ken­der Jesus og er selv kendt af ham, siger Jesus (Matt 7,22-23; Joh 10,14).

Kapitel fra TRO FOR HJERTE OG TANKE af Arne Helg Teigen – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag I kommission hos Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 11-10-18