Giv os i dag vort daglige brød

Giv os i dag vort daglige brød

Giv os i dag vort daglige brød (Matt 6,11) – andagt  Martin Luther – SÅ FAST EN BORG

Når Gud bønhører de tre første bønner i fadervor og helliger sit navn i os, sætter han os i sit rige og giver os den nåde, at vi begynder at gøre hans vilje. Men når det sker, møder vi også straks den genstridige gamle Adam. Derfor klager Paulus sig også over, at han ikke gør, som han gerne vil. For egenviljen strider med alle kræfter imod vores gode ønsker. Men så råber Åndens gode vilje til Gud imod kødet og siger: ”Ske din vilje!” For vi føler os hårdt overvældede af gamle Adam. 

Når Gud hører dette råb, kommer han Åndens gode vilje til hjælp og forstærker sit rige i hjertet. Han kaster sig over ærkeskurken, gamle Adam, og volder ham al mulig ulykke, tilintetgør hans planer, binder og piner ham fra alle sider. 

Det sker, når Gud tilskikker os alle mulige trængsler og lidelser. Til det tjener sladderagtige og troløse mennesker i vores omgangskreds. Og hvor det ikke forslår med mennesker, bruger Gud også Djævelen, for at vores egenvilje med alle de onde tilbøjeligheder kan blive tilintetgjort, og Guds vilje kan ske, så Ånden kan råde i hjertet, og så alene Guds ære kan blive tilbage. 

Når alt dette sker i dig, er du i stor trængsel og angst, og du vil ikke drømme om, at det på nogen måde kan være Guds vilje, der sker. Du mener, at du er forladt af Gud og prisgivet Djævelen og de onde mennesker. Du mener, at der ikke længere er nogen Gud i Himlen, der vil kendes ved dig eller høre på dine bønner. Du føler nu en sult og tørst, som længes efter trøst og hjælp i en nød, der er langt værre end den blot legemlige sult og tørst. 

Her fødes nu den fjerde bøn i fadervor, som lyder: “Giv os i dag vort daglige brød.” 

Men hvordan skal vi nu forstå denne bøn? 

Gud har jo her i verden tilladt, at der kommer mange ulykker over os. Og i al vores ulykke er det Guds hellige ord, der er givet os som vores eneste trøst. Jesus har jo lovet os, at vi skal have fred i ham, men i verden skal vi have trængsler (Joh 16,33). 

Hvis du altså i alvor beder om, at Guds rige må komme i dig, og at Guds vilje må ske, så må du ikke gøre dig nogen illusioner om, hvad det indebærer. For det er en afgjort sag, at Guds vilje sker, når din vilje ikke sker. Det vil sige: Jo mere modgang du har, jo mere sker Guds vilje. Og det træder frem i sin yderste konsekvens, når døden nærmer sig. For det er én gang for alle besluttet, og det bliver aldrig forandret, at i verden skal vi have ufred, men i Jesus er vores fred. 

Under disse trængsler viser forskellen sig mellem de onde og de gode. De onde forstår ikke Guds vilje, og de kan ikke se, hvad det skal nytte med alle de trængsler. Derfor vender de snart tilbage til deres egenvilje, og de kaster Åndens vilje op igen, som maven ikke kan holde den fordærvede mad i sig. 

Nogle henfalder til utålmodighed. De skælder og smælder, bander og spotter og bliver rasende. 

Andre løber hid og did for at søge trøst og råd hos mennesker. De prøver på alle måder at blive af med deres ulykke og at overvinde deres modstandere. Kort sagt: De vil være deres egne hjælpere og frelsere. De venter ikke på, at Gud skal frelse dem fra korset. 

Uanset om man gør det ene eller andet, gør man sig selv ubodelig skade. For Gud har jo netop taget så hårdt fat om dem for at dræbe deres egen vilje og opbygge sit rige i dem. Gud vil have sin vilje i deres hjerter og oprejse sit navns ære og herlighed. Men de vil ikke have noget med hans guddommelige, frelsende hånd at gøre. De falder tilbage til at ville beholde deres egen vilje, den gamle skurk. ja, ligesom jøderne forlanger de morderen Barabbas løsladt og dræber Guds uskyldige søn, som var begyndt at vokse i dem. 

Sådan er de mennesker, som ikke vil finde sig i, hvad Gud har i sinde at gøre med dem. 

Forskellen mellem de gode og de onde mennesker bliver tydelig i reaktionen på ulykkerne. For de gode har visdom til at forstå, at Guds vilje gennem alle ulykkerne er til deres bedste. Og de ved, hvordan de skal forholde sig, når ulykkerne rammer dem. For de ved, at aldrig er nogen fjende blevet overvundet af den, der er på fiugt. Derfor kan lidelser og trængsler eller selve dødens nød heller ikke overvindes ved utålmodighed, og trøst kan man ikke få ved at flygte hen mod nærmeste udvej. Nej, trængslerne kan kun overvindes, ved at man står stille og forbliver urokkelig, ja, går ulykken og døden frimodigt i møde. 

Men hvem kan dog det? 

Den fjerde bøn i fadervor lærer dig, hvor du skal søge trøst og fred midt i al ufred. Du skal sige: ”Kære Far, giv os i dag vort daglige brød.” 

Det vil sige: ”Kære Far, trøst og styrk mig arme, lidende menneske med dit guddommelige ord. Jeg har svært ved at finde mig i, at din hånd hviler så tungt på mig – og dog er jeg fordømt, hvis jeg ikke finder mig i det. Styrk mig derfor, kære Far, så jeg ikke falder fra.” 

Gud vil altså, at vi under vores lidelser ikke skal løbe noget andet sted hen eller se andre steder hen end til ham. Vi skal ikke ønske os at blive fri for lidelserne, for lidelserne er jo efter hans vilje og til vores eget bedste. Hvad vi skal, er at bede om styrke til at holde hans vilje ud indtil enden. 

Men den, som aldrig er blevet prøvet i lidelser, og som ikke har erfaret Guds ords kraft, og hvor mægtigt Guds ord er til at give styrke i trængslen, han ved ikke, hvad der er indholdet af den fjerde bøn i fadervor. Han vil heller ikke synes om at bede en bøn med det indhold. For han kender kun til andre menneskers og sin egen trøst og hjælp. Derfor har han aldrig holdt nogen lidelse ud til enden – eller også har han blot helt resigneret i håbløshed. 

(Andagt af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG 23.september – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 24-09-18)