Bevare dem

Bevare dem

Bevare dem Joh 17,15-18 – andagt 

Thomas Teglgaard – JOHN – Et år med Johannes evangeliet

»Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden« (Joh 17,15-18).

Det er egentlig lidt tosset at forsøge at skrive noget fornuftigt om disse vers på så lidt plads. Jesu ord rummer en særlig dybde, vi kun aner konturerne af. Men så meget forstår vi da og kan få med her:

Jesus beder for dem, som tror på ham. Det gælder hans disciple, men det gælder også dem, som ved deres ord kommer til tro på ham. Dermed gælder det også os i dag, som jo netop er kommet til tro på Jesus ved de samme ord.

Det, han beder om, er, at hans far vil bevare os fra det onde. Han siger ikke, at han vil have, at vi ikke kan blive udsat for ondskab; hvis det var det, han havde ment, havde han næppe præciseret, at vi ikke skal tages ud af verden. Jesus ved nemlig, at så længe vi befinder os i denne verden, er ondskaben en del af tilværelsen. Der er fare på færde; det er derfor, han beder.

Så langt, så godt. Hvori består så denne fare? Hvad er det, der er farligt? Det bliver klart, når vi læser videre; forklaringen består af sådan cirka to dele: Først konstaterer Jesus, at vi som ham ikke længere er af verden – troen gør det ved os. Når det så er sagt, så må det andet med, det vi kan se, høre, føle smage: Vi befinder os i verden. Det er vores plads. Gud piller os ikke ud af verden her og nu, for hvem skulle så fortælle om ham? Ligesom Faderen sendte Jesus til verden, er vi nu Jesu sendebud til verden. Og ligesom verden ikke brød sig om Jesus, skal vi ikke forvente, at den bryder sig om os, når vi kommer med bud fra ham. Sådan er det: Verden hader Gud; lyset fra ham er simpelthen for skarpt. Når lyset fra ham skinner klart i dette mørke, det vil sige, når dette budskab forkyndes for mennesker, så reagerer de. Enten lytter de, måske vil Helligånden endda, at de hører i tro. Eller også sker der præcis det modsatte, nemlig at budskabet er aldeles modbydeligt. Og er det os, der bringer budskabet, så vil mennesker hade os for det!

Er det derfor, Jesus beder? Er han bekymret for, at verden vil være for hård ved os? Næ, han ved, at verden vil være hård ved os; men det er faktisk ikke det, der ligger ham mest på sinde.

Det, der ligger ham overordentlig meget på sinde, er, at vi kan miste alt det, vi ejer i ham. Vores tilhørsforhold har med troen på ham ændret sig fuldstændig. Vi er nu borgere i hans evige og herlige rige, et vidunderligt frihedens kongedømme uden grænser, men nu og her er det et kongerige, som er skjult for vores sanser.

For Jesus gælder det om, at vi bliver bevaret som hans indtil det sidste. Vi kender ikke tidspunktet, men vi ved, at det er farligt indtil det sidste. Gamle kong Salomo er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå. Han, som er forfatter til flere store skrifter i Bibelen, mistede selv troen til sidst. Salomo mistede det eneste her i verden af sand og evig værdi, og mange har som ham mistet det.

Du og jeg kan miste det.

Det vidste Jesus, og derfor bad han for os. Han bad om, at vi blev bevaret fra det onde. Han sagde: »Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed« – og han viste os dermed også, hvordan vi bliver bevaret som hans børn her i denne verden, hvor så meget kan gå galt. Vi skal hellige os i sandheden, sandheden som er Guds ord, og som forresten også er Jesus.

Tja, den skal måske lige oversættes til almindeligt dansk: Ved at høre/ læse Guds ord møder vi Jesus, ham, som er sandheden. Dermed næres troen, hvilket forklarer, hvorfor Jesus også kalder sig livets brød. I mødet med Guds ord, møder vi Gud selv og bliver bevaret som hans børn indtil det sidste.

(Andagt af Thomas Teglgaard – fra JOHN – Et år med Johannes evangliet – Lohse 2016 – Shafan 12-09-18)