Jeg er vejen (Joh 14,6).

Jeg er vejen (Joh 14,6).

Af Martin Luther – SÅ FAST EN BORG

Den skarpsindige fornuft mener, at dette ord skal forstås sådan, at Jesus har givet os gode lærdomme og bud om, hvordan vi skal gøre, og hvordan vi skal leve, og har givet os gode eksempler, som vi skal efterfølge. Når vi holder hans bud og følger hans eksempel, mener fornuften, så finder vi den rette vej til Himlen.

Fornuften laver altså Jesus om til en Moses, der kun taler om, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal leve og viser os hen til os selv. Men den forståelse går helt fejl af den rette betydning, og den fordunkler og fordrejer dette saliggørende ord.

Vogt dig derfor for sådan et skammeligt og forførende bedrageri, som fremstiller Jesus for dig blot som en lovlærer, som om han ikke havde lært os andet, end hvordan vi skal leve, og hvad vi skal gøre. For hvis det var sandt, kunne han ikke kaldes vejen. Han ville ikke være andet end et skilt, som vel viser, hvor vejen er, men som ikke selv leder og fører hen ad vejen. For om Jesus så underviste en hel del om, hvordan vi bør leve og efterfølge ham, hvad han selv har udrettet, og hvordan han selv er gàet ad vejen, så blev vejen jo ikke dermed tilbagelagt. Jesu eksempel er ypperligt, men det er jo alt for højt, til at vi kan følge efter ham – især når det gælder om gennem døden at komme fra dette liv til det evige. For til det hører mere end vores egen stræben og gerninger, hvor gode de så end måtte være. Intet menneske evner at udslette synden, forsone Gud og overvinde døden. For at komme til det evige liv må jeg have en helt anderledes pålidelig grund og en fast og sikker vej og bro. Og denne vej er Jesus alene. Han er den eneste vej, som kan føre os til det evige liv og til Faderen, når vi i en fast tro hænger ved ham.

Når det altså kommer dertil, at du skal betræde denne vej, så må du kort og godt droppe alle andre veje og holde det langt væk fra dit øje og hjerte, hvad man vil sige til dig om det gode liv og eksempel.

Men dette skal du gøre, så længe du vandrer på jorden: Du skal øve dig i et godt og anstændigt liv, i lydighed og kærlighedsgerninger mod din næste. For det er gode og gudvelbehagelige veje at gå på, som du altid må stræbe efter at vandre ad i dette liv.

Blot må du ikke lave en vej ud af det, som skal føre dig fra dette liv til det evige. Du må ikke trøste dig ved de veje eller stole på dem, når du skal dø. For alle dine kærlighedsgerninger er ikke Jesus, som er korsfæstet og død for dig. Derfor skal de heller ikke have den ære, som de ikke kan vinde, men som alene tilkommer Jesus.

—  *  —

Når du når dertil, hvor du ved, at du ikke skal blive her på jorden ret meget længere, melder tanken sig: “Hvor kan jeg finde en bro eller en vej, som kan føre mig sikkert over til det evige liv?”

Når du er kommet dertil, skal du ikke se dig om efter menneskelige veje i form af dit eget gode liv og hellige gerninger. Du må dække alt dette til med et fadervor og udtale et “forlad os vor skyld” over det hele. Du må holde dig til ham, der siger: ”Jeg er vejen.”

Det er vigtigt, at du indprenter dig dette ord dybt og fast i hjertet, som om du hørte Jesus ved din side sige til dig, som han sagde til Thomas: “Hvorfor søger og stirrer du efter andre veje? Det er mig, du skal se hen på, og hos mig skal du blive, så der ikke kommer nogen anden tanke op i dit hjerte om, hvordan du når Himlen. Alle de tanker skal du holde langt borte fra dit hjerte og kun tænke på det, jeg siger til dig: Jeg er vejen. Se til, at du står fast ved mig. Hold dig til mig med en fast tro og fuld fortrøstning i hjertet. Jeg vil være den bro, som bærer dig over, så du på et øjeblik skal komme fra døds- og helvedesangsten til det evige liv. For det er mig, der selv har banet vejen og selv er gået over broen, for at jeg kan bringe dig over sammen med alle dem, som holder fast ved mig. Uden at tvivle må du stille dig på mig og frimodigt vove dig ud på mig. Så kan du glad og trøstet tage herfra og dø i mit navn”

Sådan må vi lære Jesus at kende. Ikke som en, der kun gavner os i kraft af sin lære og sit gode eksempel, og som nu er borte fra os. Men som den, der altid er hos os og bliver i os – ikke mindst i den time, hvor livet ophører – og som er os så nær, at han alene er i vores hjerte.

Sådan forholder vi os til Jesus, når vi fuldt og fast tror på ham og tror pâ, at han er Frelseren, som for mig er gået igennem døden til Faderen for også at bringe mig derhen.

Sâdan er du på den rette vej, som fører fra dette liv til det evige liv. Vandringen på denne vej begynder i dåben. Og når du bevares i troen, går du stadigt fremad på denne vej, indtil du kommer helt frem ved døden.

(Andagter  af Martin Luther fra SÅ FAST EN BORG 27. og 28. .juni – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag i kommision hos Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 02-07-18)