Guds tale i Bibelen

Guds tale i Bibelen

Af  – Mikkel Vigilius – Udvikling eller skabelse

Det er værd at bemærke, hvordan Gud første gang møder mennesket og taler til det efter syndefaldet. Guds første ord til det faldne menneske er et kald til Adam: »Hvor er du?«(1 Mos 3,9). Gud kalder ad Adam, fordi han vil frelse ham! Det er den røde tråd gennem hele Bibelen fra første til sidste blad. Gud elsker de mennesker, som har trodset ham og har vendt ham ryggen. Han opsøger dem og kalder på dem, fordi han vil frelse dem. Det er karakteristisk, at det sidste ord fra Guds mund i Bibelen er et kald: »Kom!« (Áb 22,17) Når Gud kalder, er det altid for at frelse.

Gud dømmer og frelser

I sit møde med Adam efter syndefaldet taler Gud til ham på to mâder. På den ene side fælder Gud dom over Adams synd. Adam vil gerne undskylde og forsvare sig, men Gud fejer alle undskyldninger af bordet. Han viser Adam, at han intet kan gøre eller sige til sit forsvar, og at hans synd er rystende alvorlig. Målet er at vise Adam, at han over for den hellige og levende Gud er en strafskyldig synder (1 Mos 3,17-19). På den anden side giver Gud et løfte til Adam om en frelser, som han selv vil sende. En frelser, som vil overvinde synden og dens konsekvenser og bane vej for det faldne menneske tilbage til fællesskabet med Gud (1 Mos 3,15). Dette løfte opfyldes, da Jesus kommer til jorden for at bære, sone og fjerne vor synd.

På disse to forskellige màder taler Gud til Adam: i domsord og i frelsesord. Dommens ord âbenbarer syndens alvor for at skabe anger hos Adam, og nådens ord âbenbarer frelsen for at skabe tro på Jesus.

Den samme dobbelthed i Guds mâde at tale på fortsætter, når Gud videre frem i historien taler til mennesker i Adams slægt: Esau (1 Mos 4,6-15), Noa (1 Mos 6-9) og Abraham (1 Mos 12-25). Igen og igen åbenbarer Gud sin hellige vrede over menneskets synd. Men samtidig åbenbarer han sin kærlighed og sin frelsesvilje over for det syndige menneske. Uanset syndens størrelse og alvor ønsker Gud, at synderen skal frelses.

Guds handlinger

Dobbeltheden i Guds forhold til menneskene kommer ikke kun til udtryk i ord, men også og ikke mindst i handling. Gud viser, hvem han er, og hvordan han har det med os, gennem sine handlinger. Mere end halvdelen af Bibelen er historiske beretninger, hvor vi hører om Guds handlinger ind i menneskers liv. Vi må læse det, og ved at se Guds handlinger kan vi komme til at forstå, hvordan Gud er, og hvordan vi har det med Gud.

Gud driver Adam og Eva bort fra Paradisets have med flammesværd, men på vej ud af haven viser han sin omsorg for dem ved at slå et dyr ihjel og klæde dem i et dyrets skind som et fantastisk forbillede på, at Gud vil lade Jesus dø for dem, og at Gud vil iklæde dem Jesu renhed (1 Mos 3,15-24; Rom 5,18). Gud dømmer brodermorderen Kain til fredløshed og hjemløshed, men samtidig sætter Gud et tegn på hans pande for at beskytte hans liv som et mægtigt forbillede på, at Gud vil mærke os med Jesu navn, så vi kan bevare livet i evighed (1 Mos 4,10-15; Åb 14,1). Gud sender syndfloden over jorden som straf for menneskeslægtens vedholdende ondskab, men han lader Noa og hans familie blive reddet i arken som et herligt forbillede på, at vi kan få lov at gemme os i Jesus og derved nå frem til den nye jord (1 Mos 6-9; 1 Pet 3,20-21). Gud udsletter byerne Sodoma og Gomorra med ild og svovl fra himlen for deres synders skyld, men han opsøger først Abraham og tilskynder ham til at bede for byerne, for at så mange som muligt kan blive frelst, og derved åbenbarer Gud sit sindelag over for alle mennesker: at han vil, at alle skal blive frelst (1 Mos 18,16-19,28; 1 Tim 2,4).

Sådan er vores Gud! Hellig og forfærdende streng i sin dom over de syndere, som trodser ham. Kærlig, tålmodig og grænseløst tilgivende mod de syndere, som omvender sig til ham og tager imod hans frelse i Jesus. Hvis vi vil lære Gud at kende og forstå os ret i forhold til ham, må vi se på hans handlinger.

Gud taler gennem profeterne

Første gang Gud åbenbarer sig for Abraham, får Abraham et løfte om, at frelseren skal komme i hans slægt, dvs. i jødernes folk: Israel (1 Mos 12,3; 18,18; 22,18). Fra da åbenbarer Gud sig gang på gang for folk i Israel. Gud taler til nogle udvalgte profeter, som han pålægger at tale sine ord og at nedskrive dem (Es 6,8-10; 30,8; Jer 1,9; 36,2; Ez 3,10-11; 43,10-11). Når Gud handler ind i Israels folks historie, kalder han også nogle profeter til at skrive om Guds handlinger og forklare deres betydning ( 2 Mos 17,14). Sådan bliver Det Gamle Testamente (GT) til. Gradvist vokser en skriftsamling frem, som åbenbarer Gud gennem hans handlinger og ord.

Det samlede mål for alle skrifterne i Det Gamle Testamente er at lede mennesker til at erkende og angre deres synder og til at tro på den frelser, som skal komme. Hele GT er som en stor pegefinger, der peger frem mod Jesus, som vil komme for at sone vores synd, give os fred med Gud og føre os tilbage til Paradis.

Da Jesus endelig træder frem i Israels folk, fastslår han, at GT´s skrifter netop viser frem mod ham: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem, og netop de vidner om mig« (Joh 5,39). Efter sin opstandelse viser Jesus sine disciple, hvordan der er talt om ham ikke bare i nogle af Det Gamle Testamentes bøger, men i »alle Skrifterne« (Luk 24,27). Ifølge Jesus er GT givet af Gud for at pege frem imod og vidne om ham!

Gud viser sig i Jesus

Efter at Gud gennem mange århundreder har talt gennem profeterne om, at frelseren skal komme, så opfyldes endelig løfterne, da Jesus kommer. Med Jesus kommer frelsen, men med Jesus kommer også den endegyldige åbenbaring af Gud selv. For Jesus taler ikke blot om Gud – han er selv Gud!

Det lille barn, som Maria føder, er Gud! Det er derfor, de vise mænd kan falde ned og tilbede barnet (Matt 2,11). Havde barnet ikke været Gud selv, ville det have været afgudsdyrkelse. Men Marias barn er den levende Gud. Når Maria kyssede barnets pande, kyssede hun den evige og almægtige Guds ansigt! Det er et under, som netop må kalde på vor tilbedelse.

Bibelen äbenbarer en treenig Gud. Både Faderen, Sønnen og Helligånden er hver især Gud (Joh 20,28; ApG 5,3-4; Ef 4,6). Alligevel er der ikke tre guder, men kun én Gud (Jak 2,19). Det er et mysterium for os og et udtryk for, at den levende og evige Gud ikke kan rummes inden for rammerne af vor forstand. Vi forstår ikke Gud, men vi må tro på ham og tilbede ham, som han har åbenbaret sig for os.

Gud kommer i Jesus for selv at påtage sig og bære hele menneskeslægtens synd. Gud går selv ind under dommen og straffen for vor synd, for at vi kan gå fri og blive frelst. »Dommeren selv for dødsfangerne døde.« Derved bliver Jesu død på korset på samme tid det urokkelige grundlag for vor frelse og den endegyldige åbenbaring af Guds væsen. Vil vi vide, hvordan Gud er, så må vi se på korset. Her ser vi, at Gud i sin strenghed straffer synden med dom, død og forkastelse. Men her ser vi også, at Gud i sin kærlighed selv påtager sig dommen for vores synd, for at vi på grundlag af den fuldbragte frelse kan få fred med ham, evigt liv og fri adgang til Paradis!

»Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbârne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder« (1 Joh 4,9-10).

Åbenbaringen i Jesus er Guds endegyldige åbenbaring af sig selv (Hebr 1,1-2).

Gud åbenbarer sig for apostlene

Jesus skrev aldrig selv noget skrift. Hans ord og hans liv kender vi kun til, fordi andre har vidnet om ham. Mens Jesus levede, udvalgte han selv sine vidner og lovede dem, at Helligånden ville udruste dem til denne særlige opgave: »I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige índtil jordens ende« (ApG 1,8; se endv. Mark 3,13-19; Luk 24,44-53; Joh 15,26-27). Jesus lovede sine vidner, at Helligånden ville udruste dem til både at huske hans ord og forstå hans handlinger (Joh 13,7; 14,26). Gennem Helligånden ville Jesus fortsætte med at tale til sine vidner og vejlede dem til den fulde og endelige sandhed om Gud og frelsen (Joh 16,12-14). Før sin bortgang gav Jesus sine udvalgte vidner myndighed til at tale på sine vegne og med sin egen myndighed (Matt 10,40; Joh 13,16-20; 20,21-23). De af Jesus udvalgte vidner fik betegnelsen ‘apostle’. Apostlene skrev de skrifter, som er samlet i Det Nye Testamente (NT). Gennem apostlenes skrifter blev Guds åbenbaring ført til ende (Matt 10,2; Mark 3,14; Luk 6,13).

Den Ånd, som virkede gennem apostlene og vejledte dem, når de skrev deres skrifter, havde ifølge Jesus én hensigt og én grundlæggende opgave: »Han skal herliggøre mig« (Joh 16,14). Helligåndens centrale opgave var at vidne om Jesus, så vi kunne lære ham at kende og komme til tro på ham som den fuldkomne frelser for alle syndere. Det var denne opgave, Helligånden udførte, når han vejledte apostlene til at skrive deres skrifter. Og det er fortsat den opgave, Hellígånden udfører, når vi læser både profeternes skrifter i GT og apostlenes skrifter i NT i dag. Helligånden gør Jesus stor og herlig for vore hjerter til tro, frimodighed og tak til Gud.

Bibelen er Guds tilstrækkelige åbenbaring

Da den sidste apostel døde, var der lukket for en ny åbenbaring fra Gud. Der var ikke behov for nogen ny âbenbaring. Jesus havde selv forudsagt, at apostlene skulle vejledes til »hele sandheden« (Joh 16,13). Med det sidste apostelskrift havde Gud talt ud. Nu var alt det åbenbaret, som vi mennesker har brug for at vide om Gud og om vort forhold til ham. Der er fortsat meget, vi ikke ved om Gud. Bibelen giver ikke svar på alle de spørgsmål om Gud, som vi kan finde på at stille. Men den giver svar på alt det, vi har brug for at vide, for at vi kan leve i en sand og frelsende tro på Gud, tjene ham med glæde her i livet og træde frem for ham med frimodighed på dommens dag – på grundlag af Jesu fuldbragte frelsergerning.

Alt, hvad vi behøver til kristen tro og til et liv på frelsens grund, er givet os i Bibelens vidnesbyrd om vores Gud og frelser Jesus Kristus: »Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os« (2 Pet 1,3). På denne baggrund lærer den kristne kirke, at Bibelen er »Guds tilstrækkelige åbenbaring«.

Det er ikke et tab og en ulykke, at vi er henvist til Bibelen alene som Guds åbenbaring. Det er tværtimod et stort privilegium. Borte fra Bibelen møder vi et utal af religiøse stemmer, som leder os alle andre steder hen end til Jesus som vor frelser og forsoner. Går vi til Bibelen, møder vi én og samme røst i alle de bibelske Skrifter. Det er røsten fra den Ånd, som vil herliggøre Jesus for vore hjerter til tro og frimodíghed. Så længe vi holder os til Bibelens ord, vil Helligånden selv gennem dette ord forny og bevare os i troen på Jesus. Derfor er Bibelen den kristne kirkes grundvold til alle tider. Paulus sætter enkle og klare ord på denne sandhed:

I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. (Ef 2,20)

Men hvordan går det konkret til, at Helligånden leder os til Jesus gennem Bibelen? Det skal vi se på i næste kapitel.

(Kapitel fra “Udvikling eller skabelse” af Mikkel Vigilius – LUTHERSK  MISSIONS BIBELSKOLES ELEVFORENING 2013 – Shafan 05-06-18)