En anden Talsmand

En anden Talsmand

En anden TalsmandJoh 14,16b

Martin Luther – JESU AFSKEDSTALE

…og han vil give jer en anden Talsmand, som skal være hos jer til evig tid.

Alt dette siger han til større og yderligere trøst for sine kære disciple, så de ikke skal være for ængstede og forsagte over for det, der skal ske dem efter hans legemlige afsked. Han viser dem jo tydeligt, hvordan det vil gå dem, nemlig, at de er sat på jorden for at finde sig i, både at verden hader og forfølger dem og tilføjer dem al slags lidelse, og at Djævelen og deres eget hjerte og samvittighed anklager dem for deres synd og svaghed. Overalt går det dem sådan, at de er elendige og forladte i verden og ikke finder trøst nogen steder. De ville vel helt have mistet modet på grund af verden og dem selv, hvis de ikke på en særlig måde var blevet styrket med guddommelig trøst fra Himlen. Verden lever frit og trygt i sus og dus uden frygt og bæven, regner hverken med Guds vrede eller nåde og mener i deres letsind, at de ikke har brug for nogen trøst. Men denne lille, forsagte flok, der er kaldet og døbt til at tro på Kristus og holde sig til ham, trænger virkelig til en Trøster, der kan styrke og bevare dem til at tåle og udholde dette.

”Fordi jeg nu forlader jer,” siger han, ”og ikke længere kan være synligt iblandt jer, og I nu snart skal til at lide, vil jeg dog ikke lade jer sidde forladte og trøstesløse tilbage. Indtil nu har I ganske vist haft jeres glæde og trøst i mig, men det har kun været en timelig og legemlig trøst, der alligevel måtte ophøre. For jeg kan ikke være hos jer på den måde i al evighed, hvis jeg ellers skal komme til min herlighed, og mit rige skal udbredes ved jer. For at det nu snart kan ske, må jeg dø og fare til himmels og forlade jer. Men I skal ikke efterlades af den grund; I skal tværtimod have den trøst, at jeg vil bede Faderen og skaffe jer en anden Trøster, der ikke som jeg kun vil være hos jer en tid, men blive hos jer til evig tid og trøste jer langt mere, end jeg har gjort, mens jeg selv har været hos jer. Det skal tage sin begyndelse ikke så længe efter min død og opstandelse og skal ikke slutte, før jeg tager jer til mig.”

Han begynder altså nu at prædike om Helligånden, der skal gives til kristenheden, og som skal bevare den lige til dagenes ende. Her må man særligt lægge mærke til, hvordan Herren Kristus taler kærligt og trøsterigt til alle arme, ængstelige hjerter og frygtsomme, ømme samvittigheder og viser os, hvordan vi skal kende Helligånden ret og mærke Hans trøst. Han har nemlig derved også øje for alt det, der vil skræmme og bedrøve de kristne, så de mister modet. Det er, som om han siger: ”Jeg ved godt, at verden, Djævelen og jeres egen samvittighed vil forfærde og plage jer, men vær trods alt ved godt mod. I skal tværtimod vide, at hverken jeg eller min Fader vil forfærde eller bedrøve jer; men gør nogen det, kan I være sikre på, at det er Djævelen, om han nok så meget bruger mit eller Faderens navn.”

For her står der skrevet, at han vil bede Faderen og det på en sådan måde, at han ikke skal skræmme os eller kaste os i Helvede, men give os en anden Talsmand og en sådan Trøster, der skal være hos os til evig tid og ikke gøre andet end uophørligt styrke og trøste os. Nu er der ingen tvivl om, at Herren Kristi bøn er hørt, og Faderen gør alt, hvad han beder ham om. Derfor kan det ikke være Guds mening at skræmme og bedrøve os, for det gør Kristus ikke, hvilket han har bevist overalt både i ord og gerning. Faderen gør det heller ikke, da han jo har samme hjerte og vilje som Kristus; ej heller Helligånden, for han er og skal være det, som Kristus her kalder og beskriver ham, en Trøster. Så kan alle forstå, at ordene ‘trøst’ og ‘Trøster’ betyder, at man ikke behøver at gå rundt i angst og bæven, men at det netop er det, et stakkels, bedrøvet hjerte har allermest brug for.

Derfor må vi lære Helligånden at kende og tro på ham sådan, som Kristus afbilder og beskriver ham for os. Nemlig, at han ikke er en vredens og angstens, men en nådens og trøstens Ånd, og at hele Guddommen udelukkende giver trøst. Faderen trøster, for han giver Helligånden; Sønnen trøster, for han beder om ham; og Helligånden selv skal være Trøsteren. Derfor er der her ikke den mindste vrede, trussel eller skræk over de kristne, men lutter venlige smil og hjertelig trøst i Himlen og på jorden.

Hvorfor nu det? ”Jo, af den grund,” vil han sige, ”at I jo allerede har bødler og forfølgere nok til at skræmme og plage jer, netop fordi I tror på mig, prædiker om mig og bekender mig. Djævelen vil ikke unde jer ro med sine ængstelser og plager, og verden vil gribe hårdt ind og tage jer i nakken, dræbe én her og landsforvise en anden der, så I vil have djævle nok, selv uden de egentlige djævle og Helvedes pine; for ikke at tale om jeres eget hjerte og egen samvittighed, som ligger og sukker: ‘Ak og ve! Jeg er en stakkels synder, og jeg har ikke levet og gjort, som en kristen bør gøre.’ Det er ikke sådan noget, jeg vil give eller bede om, men derimod om, at I må få en evig Trøster, som skal være Helligånden selv, der i al jeres bekymring, angst og nød kan styrke og udfri jer, så I overvinder det og befris fra det. Dette skal I sandelig forvente og regne med at få fra min Fader og mig, når I som kristne, der tror på mig og holder jer til mig, lider eller anfægtes, det være sig af Djævelen eller jeres egen samvittighed.”

Helligånden vil da være jeres Trøster og tale sådan til jeres hjerte: ”Vær frimodig, og frygt ikke! Du er jo døbt og tror på Kristus. Derfor behøver du ikke være bange for Djævelen med alle hans engle i Helvede eller for dine egne tanker og din bekymring for, hvordan du har det med Gud, men tænk på, hvordan Guds vrede og hele Helvede er nedkæmpet og slukket.” Det er i sandhed tilfældet for dem, der tror, selvom de stadig oplever synd og svaghed. Helligånden bliver jo netop lovet og sendt for at skulle trøste i den ængstelse og frygt.

Derfor skal du ikke være bange for verden, dens tyranner og alle andre, der vil tage ære, gods og tilmed livet fra dig for Kristi skyld; for selvom de tager alt dette fra dig, har du her en langt større skat, som Djævelen og verden aldrig skal tage fra dig. Når du har denne Trøster og også Faderen og Kristus, har du alt, hvad du kan forlange. Skyd derfor trøstigt hjertet op i livet, og stå med foragt imod alt, hvad der anfægter dig, og sig: ”Nu vil jeg være frimodig, om så Djævelen og hele verden var endnu mere ondsindet!”

Sådan skal de kristne være forberedte, og det er også til dem alene, dette er talt. For den anden, vilde og ryggesløse flok, der ikke vil regne med Guds Ord eller forfølger det velovervejet og tilmed er skråsikker, var det bedre, hvis den i angst flygtede ved lyden af visne blade, som Skriften siger og forkynder, at de engang vil gøre (3 Mos 26,36). Det går nemlig altid sådan, at de, der burde være angst og bange, ja, kun burde jamre og klage, de er glade og ved godt mod og bliver overhovedet ikke anfægtet af det, man truer dem med af Guds vrede. Tværtimod spotter de det oven i købet og gør på den mest hånlige måde grin med det. Omvendt med dem, der burde være glade og ikke har grund til at ryste og bæve, de mærker tydeligst skrækken og kan ikke trøstes nok.

Derfor må Herren opmuntre dem på denne måde og hele tiden give disse løfter: ”Hold blot fast ved mig med troen og bekendelsen og bliv ved med at være mine kære disciple, da skal det nok gå; jeg vil give jer trøst nok. Lad så synden, døden, Helvede, Djævelen og verden stå jer imod; jeg skal nok være hos jer med Helligånden, som skal være jeres rigelige trøst.” Når jeg nu ved, at Kristus taler så kærligt til mig, og at Faderen også sammen med Helligånden trøster mig så inderligt, hvorfor skal jeg så tage mig af, at Djævelen raser imod mig? Hvis han ikke vil holde op med at rase og skræmme, siger jeg, så lad ham passe sig selv eller gøre i bukserne og smøre det om sin hals! Hvorfor skulle jeg nemlig være bange, når jeg har denne min Herre? Når jeg tror på ham, lover han mig, at jeg skal få Helligånden som bistand og trøst hos mig, og sammen med ham også Faderen og Sønnen, fordi Faderen selv udsender og giver denne Trøster, Sønnen beder om ham, og Helligånden kommer. Når nu Faderen, Sønnen og Helligånden vil prises, erkendes og æres som dem, der trøster mig, må også alle engle og skabninger smile over det, og hvis de ikke vil det, så i det mindste vredes forgæves. For selvom hele verden og Djævelen raser og ser sure ud, ja, død og Helvede vil sluge mig, kan jeg med glæde foragte det, ja, spotte og trodse det, og jeg kan bytte om på tingene, så det, der vil bedrøve og skræmme mig, bliver til stor glæde og trøst, ja, altsammen til sukker og Malvasier.

For hvad er Djævel, død og alle ting imod den evige, almægtige Majestæt, Gud Fader, Søn og Helligånd, de, der samtidig er og vil være vores Trøster? For hvis den, der sendes, hedder Trøster, må også den, der sender, og den, ved hvem han sendes, være den samme Trøster, så der i sandhed ikke findes anden Gud end den ene Trøster.

Den, der herefter vil kende Gud og kalde ham ved rette navn, skal kalde ham Trøster, eller som Paulus kalder ham i Rom 15,5: ”Trøstens Gud”, nemlig for alle dem, der er bange og ellers ikke har nogen trøst. De skal ikke have andre tanker om Gud, end at han er en Trøster for de arme og bedrøvede; og de skal sige, at Djævelen, der truer med Guds vrede og Helvedes straf, samt deres eget hjerte lyver: ”Du er en falsk løgneånd!” Og til deres hjerte: ”Du er et falskt, uforstandigt hjerte!”

Sådan siger også profeten David i Sl 42,6: ”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig?” Det er, som om han vil sige: ”Hvorfor plager du mig uden grund?” Straks vender han sig så bort fra sorgen, griber trøsten og siger: ”Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.” Dermed vil han sige: ”Dine egne tanker er løgn og bedrag, for du laver Gud om til en frygtelig dommer eller afstraffer, skønt han dog er en kærlig Fader og en trøsterig Herre. Gå med din vrede og dine trusler til de gudløse tyranner og andre, der er selvsikre og ikke spørger efter Gud. Der hører du hjemme; men lad mig være i fred, for jeg tror på min Herre Kristus, som er død og opstanden for mig, og som både beder om og sender Helligånden, Trøsteren, fra Faderen. Vær derfor ved godt mod! Lad det gå, som det vil, om så alt styrter sammen, og lyn og torden brager løs! Lad det styrte, brage og smadre! Hvor min Herre og Gud er, der vil jeg også være!”

Men salig er den, der ved og kan dette, for det er stadigvæk svært. Djævelen er nemlig stadig for mægtig iblandt os og verden for stærk, og vi ser så mange slags forhindringer og faldgruber, at vi glemmer og ikke er i stand til at gribe den trøst, som Gud sender i vores hjerte. Vi mærker jo kun det, der gør ondt; og det er så stærkt og optager mennesket så meget, at man ikke kan tænke på disse ord.

Derfor kaldes det en kunst for de kristne at lære dette: De skal svinge sig op over al ængstelse og sorg, angst og smerte og sige med profeten: ”Hvorfor er du dog så fortvivlet?” ”Følelsen og smerten er der, det ved jeg godt,” siger Kristus, ”og netop derfor siger jeg forud, at I ikke skal give efter for den følelse eller tro jeres egne tanker, men tro mit ord, for jeg vil bede Faderen, og ved min bøn skal han sandelig give jer Helligånden til trøst for jer. Derved kan I være vis på, at jeg elsker jer ligesom også Faderen og Helligånden, der sendes til jer.”

”Jamen,” indvender dit hjerte, ”du har ikke levet ret og er fuld af synd!” Det er desværre alt for sandt. Men hvad så? ”Aha, du skal i Helvede!” siger Djævelen. Nej, det er ikke Guds vilje. Det kan I selv komme, Djævel og onde verden! For min Herre Kristus siger nej til, at Faderen er vred på mig; han giver mig tværtimod Trøsteren, og han kommer selv til mig, som han beder om. De er altså enige om ikke at ville se mig skræmt eller bedrøvet, langt mindre forstødt og fordømt, men vil se mig trøstet og frelst.

Se, det er derfor, Herren Kristus tager sig så trofast og flittigt af sine kristne og gerne vil indprente dem dette, for at de skal have rigelig trøst og lære både hans og Faderens hjerte og hensigt at kende. Han er kun sådan indstillet over for dem og ønsker kun for dem, at de må trøstes. Helligåndens gerning og opgave, og grunden til, at han sendes af Faderen, er heller ikke andet, end at han skal trøste dem og indgyde dem mod. Når de trøstes af Guds Ord, skal de anse og modtage dette ord som en trøst, der i sandhed kommer fra Helligånden og både er Gud Faders og Herren Kristi trøstende ord.

Dette er nu den rigtige lære om Helligånden, at han hedder Trøster, og dette er hans fremgangsmåde, opgave og egenskab; for hans guddommelige væsen vil vi ikke diskutere nærmere her, men kun sige, at ordet ‘Trøster’ er en personlig bestemmelse, der definerer ham som person. Når Kristus nemlig siger: ”Faderen vil sende jer en anden Trøster,” viser det, at han er en forskellig person fra Faderen og Sønnen. Men at han også er Gud eller ét væsen med Faderen og Sønnen, skal vi senere se mere om i kapitel 15. Her er det tilstrækkeligt at lære og være opmærksom på, at han hedder Trøster og gør det for vores skyld.

Hvad angår hans guddommelighed, er han ét udeleligt guddomsvæsen med Faderen og Sønnen, men over for os bliver han kaldt Trøster. Som åbenbaring eller erkendelse af, hvad man skal mene om Helligånden, betyder dette navn altså ikke andet, end at han er en, der trøster. Men ‘Trøster’ er der ingen Moses eller lovrytter, der hedder, for de skræmmer med Djævel, død og Helvede. Men det hedder han, der gør et bedrøvet hjerte smilende og glad over for Gud og befaler dig at være ved godt mod, som én, hvis synd er tilgivet, og for hvem døden er overvundet, som himlen står åben for, og Gud smiler til.

Den, der bare kunne få fat i denne definition, han havde allerede vundet og ville ikke finde andet end trøst og glæde i Himlen og på jorden. For når Faderen sender denne Trøster, og Kristus beder om ham, gør de det overhovedet ikke i vrede; men det sker udelukkende i faderlig og inderlig kærlighed. Derfor skal en kristen her med flid lære at få gavn af Helligåndens titel eller navn, at han er en Trøster, og vi de bedrøvede og svage, som han skal trøste, sådan som han da også kaldes ‘alle svages Trøster’, ikke bare for os, men for alle i hele verden, og Herren siger jo også her, at han skal være en Trøster, der bliver hos de kristne til evig tid.

Omvendt vil der her i verden altid være lutter had, forfølgelse, modgang og al slags ulykke, så en kristen til sidst måtte blive træt og modløs, sådan som jeg ofte selv har oplevet, at Djævelen og min samvittighed i den grad har eksamineret mig, at jeg næsten mistede både liv og ånde. Ligesom Djævelen nu ikke holder op med eller holder sig tilbage med at skræmme og trætte os med døden og synden, sådan skal Helligånden ikke holde op med som modvægt at trøste og indgyde mod, så vi overvinder det, og som profeten David siger i Salme 118: ”Jeg skal ikke dø, men leve” (Sl 118,17), selvom jeg føler døden tusind gange; jeg ville alligevel være retfærdig og hellig for Gud, selvom jeg følte hele verdens synd ligge på mig; jeg ville alligevel komme i Himlen og blive frelst, selvom du spilede dit helvedesgab endnu mere op, du Djævel. For hverken min Herre Kristus eller Faderen eller Helligånden er min fjende, fordi de alle virker sammen til at give mig den trøst, som Faderen sender, Sønnen beder om, og Helligånden selv bringer.

Dette skal de kristne altid holde fast ved og indøve til deres trøst imod alle onde indskydelser, skrækbilleder og trusler, som de føler og ser, så de ikke har øje for det, men holder sig til dette ord, hvor Herren lover at sende Trøsteren til dem, hvad han allerede har gjort og fortsat vil gøre lige til verdens ende. Men dertil hører så også, at man indøver det flittigt og bliver fortrolig med det. For godt nok prædikes og høres det; men kødet er for ulydigt til, at det vil lade det slippe ind i hjertet, godt hjulpet af den slemme vane, vi har tillagt os, at vi har gjort både Kristus og Faderen til en frygtelig dommer og tyran og Helligånden til en, der kræver gerninger, og at vi har fået indprentet, at vi skal forsone ham med vores gerninger.

Sådan er menneskets natur, der i forvejen har denne tilbøjelighed, smeltet sammen med denne vane og har dannet en dobbelt natur, så denne lære om trøsten kun vanskeligt kan hænge ved, og slammet sidder så dybt og er trængt så langt igennem, at man ikke kan fjerne det helt, og der altid sidder mere angst end trøst tilbage, også over for Gud.

Derfor må vi altid kæmpe imod det og lære af det, om vi dog kunne begynde at føle smagen af denne trøst og lære at få en ret, inderlig tillid til Gud. Man har hidtil under pavedømmet beholdt navnene Fader, Søn og Helligånd og undersøgt og diskuteret det Guddommeliges væsen meget, men er kun blevet på overfladen. Ingen har nemlig erfaret den rette brug og nytte af det, som man ellers kunne have vidst og fået trøst af. Lad os derfor takke Gud for denne lære, flittigt holde fast ved den og stride imod vores natur og den grimme vane, der kun har tilbøjelighed til bekymring, klage og bedrøvelse, ligesom verden omvendt har til selvsikkerhed og formastelighed.

Derfor taler Kristus også på denne måde for at vise, at han ikke prædiker for verden og dem, der i forvejen er tilfredse og selvsikre, men for dem, der bliver anfægtede og bedrøvede på grund af både sig selv og Djævelen og verden, så de dog også kan tage mod til sig og være glade og ikke følge deres egne tanker, men hans ord, når han som vores Mellemmand og Ypperstepræst hele tiden vil gå i forbøn, og Faderen vil høre hans bøn og give os Helligånden, og Ånden selv vil komme og være hos os til evig tid med sin trøst. Da vi nu ved, at Gud selv og alle engle smiler til os, hvad er vi så stadig bange for? Skal vi være bange for vores egen skygge? Vi har jo ingen grund til at frygte eller sørge, men kun til at være glade og muntert kæmpe imod verden, Djævelen og alt ondt, hvis vi så bare havde tro til det.

Det er det første af denne prædiken om Helligånden. Nu følger så dette:

(Afsnit fra JESU AFSKEDSTALE 1.DEL af Martin Luther – Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag – Udgivet på LMBE/Nyt Livs Forlag i 2015 – Shafan 05-05-18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *