Sandhedens ånd

Sandhedens ånd

Sandhedens ånd   Joh 16,13

Martin Luther – Jesu Afskedstale 2.Del

Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden.Joh 16,13

Helligånden kalder han som omtalt i Johannesevangeliet 14,17 ”sandhedens ånd” i modsætning til løgnens ånd. Han skal lære dem, hvad der er sandhed, det, som Kristus har sagt til dem. For han er en Ånd, der bekræfter sandheden i vores hjerte og overbeviser os om den, som det siges i Første Johannesbrev: ”Men i jer bliver den salve, I har fået af ham, og I har ikke brug for, at nogen skal lære jer noget; men da hans salve lærer jer alt – og det er sandt og uden løgn – skal I også blive i ham, sådan som den har lært jer” (1 Joh 2,27).

Derfor vil han her sige: ”Selvom I fik nok så meget at vide om det, ville I aldrig af jer selv kunne forstå eller tro, at det må være sådan og gå jer sådan, som jeg nu har sagt, og at det skal være den sandhed og den retfærdighed, der skal forkyndes af mig igennem jer. I ville heller aldrig få mod til at stå frem med den forkyndelse eller blive ved med den, hvis ikke Helligånden selv kom og vejledte jer i denne sandhed og holdt jer fast i den. For det er lige nu alt for svært for jer at bære, og når I snart ser, hvad der skal ske med mig, vil det få jer alle sammen til at tvivle og forlade mig.”

Hvem kunne nemlig nogensinde have forestillet sig eller troet, at det ville gå den kære forkyndelse af evangeliet sådan, som apostlene oplevede det og så det ske, og som man også i dag selv kan erfare det? Ja, hvem havde overhovedet turdet give sig i kast med at prædike, hvis man på forhånd havde vidst, at det ville medføre alle de kætterier, det frafald, al den ulykke, bespottelse, utak og ondskab? Men da vi nu står midt i det, må vi stå for skud, lære af det og forstå, at det ikke er menneskelig anstrengelse og kraft, der skal til, men at Helligånden selv skal drive værket og føre sin sag igennem; ellers ville vi slet ikke kunne holde til det og gøre noget som helst.

Sådan viser Paulus i Første Korintherbrev 4,9-13 ved sit eget eksempel, at han også måtte lære og erfare dette efter at have prædiket mange steder i lang tid, at apostlene ikke bare skal spottes og være et skuespil for hele verden, men også være en forbandelse, være affald og udskud, og regnes for den værste pest og plage på jorden. Tilmed må han finde sig i, at Djævelen med sine bander og falske ånder prøver at splitte hans lille menighed og med ét slag udrydde og ødelægge det, han så længe har gået og plantet og dyrket. Hvem ville kalde det sandhed, hvis man skulle spørge fornuften og tale om det ud fra menneskelig visdom, eller mene, at sådan noget var den kristne kirke eller Helligåndens værk? Men Kristus siger til ham: ”Kære Paulus! Sådan må du lære, hvad min kraft er”(2 Kor 12,9). Og til Ananias, som han sender til Paulus, siger han om ham: ”Jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld” (ApG 9,16).

Sådan er hele kristenheden en lille flok, der må lægge ryg til og mere end alle andre mennesker lide og tåle det, som Djævelen og verden kan tilføje den af smerte. Hvem kan nu indse eller lære, at det er dem, der er de retskafne, når de har skinnet imod sig og mærker noget andet? Det kan fornuften ikke lære dem; men det må Helligånden gøre. Derfor kaldes han ”sandhedens ånd”, fordi han styrker og bevarer hjerterne i troen på trods af det, man ser og føler, på trods af, at hele denne prædiken tilsyneladende er forløjet og ingenting værd. Ellers ville ingen nogensinde have troet eller stadig tro, at denne Jesus Kristus, der så skændigt blev naglet til korset af sit eget folk som en gemen forbryder, er sand Gud og sidder for evigt ved Faderens højre hånd. Eller hvordan skulle vi af os selv kunne regne ud, at vi, der tror på denne korsfæstede Kristus, skulle være Guds kære, hellige børn, når vi samtidig fordømmes, forbandes og henrettes af verden som Guds fjender og Djævelens børn? Det er jo ikke noget, vi selv føler; ja, vores hjerte siger noget helt andet, fordi vi er sådan nogle svage syndere. Men det er Helligåndens gerning og kraft, der overbeviser hjertet, så man stoler på det, Ordet siger, og kan leve og dø på det.

Hvem skulle også kunne tro, at vi arme mennesker, der dræbes og dør som de elendigste på jorden (1 Kor 15,42-43), smides i et hul, ædes op af maddiker og orm eller brændes levende til aske og støv, at vi på et øjeblik skulle kunne dukke op af forrådnelse, aske og støv med et helt, rent, lysende legeme, mere herligt og skinnende end hele himlen, solen og månen, smukkere og rigere end alverdens guld og ædelsten, renere og mere velduftende end alverdens balsam og de skønneste haver, ja, selv Paradis? Det kan fornuften aldrig få til at passe; for de to ting ligger så fjernt fra hinanden, og det lyder så urimeligt, at den arme, elendige tilværelse, man nu ser for sine øjne, skulle kunne nå frem til den herlighed, som Skriften taler om, at vi ved tro og dåb skal være Guds evige arvinger i Himlen og altid leve i salighed, selvom vi endnu har synden og døden i os.

Se, det er grunden til, at Kristus siger: ”Det kan I ikke bære nu” og: ”Sandhedens ånd skal vejlede jer i hele sandheden.” Ellers ville forstanden og menneskehjertet aldrig kunne holde fast ved troen og bekendelsen, men måtte give op og gå under i den kamp, som de må kæmpe både med Djævelen og deres eget hjerte indadtil og verden udadtil. Eller også måtte de begynde at spotte ligesom de gudløse og sige: ”Skam få Kristus og troen på ham! Skal de være Guds børn, sådan som Gud ærer dem ved så skammeligt og jammerligt at lade dem blive fordømt af alle mennesker og kastes i Djævelens og dødens gab?”

De kære apostle har i forholdet til deres Herre Kristus tydeligt erfaret og bevist, hvor svært, for ikke at sige umuligt, det er at bevare troen i anfægtelser uden Helligånden. Under hans lidelse og død faldt de jo så skammeligt fra ham, fornægtede ham og slukkede troen i deres hjerte, fordi Djævelen listede denne slags tanker ind: ”Hør, hvad der nu er blevet af din Kristus! Sikke en konge og forløser af Israel! Hvordan skal du nu holde al skammen ud, så jammerligt som du er blevet bedraget?”

Sådan er det og har det altid været for de sande kristne: De kommer til at se og erfare tydeligt, at denne sandhed – det vil sige den tro, der skal fastholde artiklerne om Kristus og hans rige – ikke kan bevares ved menneskers fornuft eller egne kræfter; men Helligånden må selv være virksom. Et sikkert kendetegn er, at hvor troen bevares og vinder sejr i svære kampe og anfægtelser, der har Helligånden også været til stede med sin kraft.

Hvad skal jeg sige mere? Al erfaring og den daglige gerning viser, at Helligånden selv må gøre alt, hvad der har med kristenhedens egentlige regimente at gøre. Uden ham ville vi nemlig ikke kunne døbe, prædike eller have navn af kristne ret længe; for Djævelen ville i ét nu have revet alt væk og ødelagt det.

Her ser du, at denne sandhed, som Helligånden senere skulle åbenbare og vejlede dem i, fordi de ikke nu kunne bære at høre om den, den sandhed er ikke en lære eller erkendelse, som fornuften af sig selv kan forstå og finde på, sådan som de, der fordrejer og omtolker dette skriftsted, mener.

For Helligånden og kirken har ikke noget at gøre med det, som er underlagt fornuften og hører dette liv i det verdslige regimente til, som for eksempel at give love, bestemmelser om mad og drikke og munke- eller nonneløfter, at stifte familie eller leve ugift, at skelne mellem lægfolk og præster, at erhverve og øge kirkeligt gods, bygge og grundlægge kirker osv.

Nej, Åndens regimente har med noget ganske andet at gøre, nemlig med, hvordan man kan blive Guds barn og gå fra synd og død til retfærdighed og evigt liv, hvordan man kan bygge Guds rige og ødelægge Satans rige, hvordan man kan bekæmpe og overvinde Djævelen og trøste samvittigheden og styrke og bevare troen, så mennesket midt i døden kan beholde livet og en god samvittighed og have Guds nåde, selv når man mærker synden.

Det er en helt anden kamp og krig, end den, man fører i verden, hvor man slås om folk og riger, eller man skraber penge til sig. Og i Guds rige er det andre ting, man beskæftiger sig med end lave bestemmelser om bispedømmer, stiftelser, munkekutter, kronragning osv. Her må man kæmpe og slås med Djævelen og synden; og det drejer sig kun om de evige ting, om evigt liv eller evig død. Her gælder det om, hvordan man vinder over døden og får evigt liv, eller om man i al evighed skal være fanget og fortabt i døden.

Den fjende, vi har imod os, er jo ligeglad med de jordiske småting, vi ejer; han er kun ude på og kæmper udelukkende for at holde vores samvittighed fanget af synden og true os med evig angst og fortvivlelse i Helvede. Kort sagt vil han have os styrtet med sig selv ud af Guds rige og fællesskabet med ham og ned i Helvedes glød til evig fordømmelse. Den slags kampe kan kun udkæmpes, og den slags sejre kan kun opnås ved Helligånden og ikke ved menneskelige påfund, love og bestemmelser om ting, der forgår sammen med dette jordiske liv.

Lad os derfor holde fast ved denne sandhed, som Helligånden underviser os om, nemlig, hvordan vi kan bevare troen på Kristus, træde synden, døden og Djævelen under fod, tåle og overvinde verdens rasende had, bygge Guds rige og stræbe efter det evige liv. Disse ting er det helt anderledes vigtigt og nødvendigt at beskæftige sig med i kirken end at træffe bestemmelser om love og ordninger, der angår ydre, jordiske forhold.

Skal og vil man endelig gøre det, så lad os i det mindste først kæmpe og arbejde for det nødvendige: Bevarelsen af den rene lære, den sande tro og sejren over synd, død, Djævel og Helvede; desuden kærlighed og lydighed imod Guds bud. Når det er gjort, kan vi derefter også godt tale om og beslutte andre ting. Men jeg tror, at man ville få så meget at gøre og bruge så lang tid og så meget arbejde på det første – hvis man ellers tog det alvorligt – at man nok ville glemme det andet.

Erfaringen har desværre også vist, at det ikke er så let at indføre og opretholde denne sandhed. Både paver, biskopper og koncilier har jo ikke bestilt andet end at pålægge og besvære kristenheden med utallige love, så denne sandhed helt og aldeles er forsvundet i sager, der angår de ægte, åndelige trosspørgsmål eller erkendelsen af Kristus, trøsten af samvittighederne, det rette, kristne liv osv. Alligevel skal det alt sammen kaldes Helligåndens regimente.

Kæreste venner! Hvordan skal Helligånden kunne regere, når man fuldstændig glemmer de hovedpunkter, der er den eneste sandhed, og som Helligånden selv må undervise i? Ja, når man fordrejer det og kun regner det for Helligåndens gerning og regimente, hvis der er tale om den slags ydre barnagtigheder, som paven og hans tryllende biskopper hiver op af hatten, som at indvie kirker, vand og salt og gå med messehagler, munkekutter og kronraget hoved. Dette siger jeg, for at man kan se rigtigt på denne dejlige tekst og forstå, at den taler om ganske andre høje ting, end fornuften kan forstå, give bestemmelser om og undervise i. Det er nemlig den sandhed, som Helligånden må lære os.

(Et kapitel fra Jesu Afskedstale Luthers prædikener over Johannesevangeliet kap.14-16 – Luhersk Missions Bibelskoles Elevforening i kommisson hos Nyt Livs Forlag 2016 – Shafan 26-04-18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *