HVORDAN JESUS UDFØRTE FRELSEN

HVORDAN JESUS UDFØRTE FRELSEN

HVORDAN JESUS UDFØRTE FRELSEN

Arne Helge Teigen – TRO FOR HJERTE OG TANKE

Den store forsoningsdag og Jesu død på korset

De forskrifter i Mosebøgerne, der handler om jødernes tempeltjeneste, giver os et bredt grundlag for at forstå, hvad soning og forsoning indebærer. I disse forskrifter var ypperstepræsten udvalgt til at være det jødiske folks stedfortræder og repræsentant over for Gud. Hans opga­ve bestod først og fremmest i at frembære forskellige slags ofre til Gud på folkets vegne. Disse ofre skulle være dyr uden fejl eller mangler. De blev slagtet og ofret for at betale for forskellige slags synder.

Offertjenesten fandt sted i jødernes tempel og skulle foregå nøjagtigt efter Moselovens forskrifter. Det er især én af disse offerceremonier, der var forbilledlig med hensyn til Jesu frelsergerning. Det er den, der står be­skrevet i 3 Mos 16, og som handler om ´den store forso­ningsdag´. På hebraisk kaldes denne dag for ´Yom Kippur´. ´Yom´ betyder dag og ´kippur´ betyder at dæk­ke over eller skjule, i overført betydning også at sone. Hvad det indebærer, at ordet ´kippur´ har denne dobbel­te betydning, vil fremgå af det følgende.

Yom Kippur skulle ifølge forskrifterne gennemføres en gang hvert år. Israels folk skulle da samles i templet for at være tilskuere til, hvordan ypperstepræsten førte to bukke frem, som begge skulle bruges i offertjenesten. For øjnene af folket lagde ypperstepræsten sin hånd på den ene buk og opregnede folkets synder over den. Der­med blev folkets synder overført på bukken. Bagefter blev bukken jaget ud i ørkenen (3 Mos 16,10).

Det var en forbilledlig handling, som viste frem mod det, der engang skulle ske med Jesus Kristus. Ligesom Israels folks synd blev lagt over på en buk, skulle Gud en­gang overføre hele menneskehedens synd på Jesus Kristus, så han kunne bære den bort. Det er baggrunden for, at døberen Johannes kalder Jesus for ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).

Hvad det vil sige, at Jesus tager vores synder bort, får vi klarhed over, når vi ser nærmere på, hvad der skulle ske med den anden buk, som blev brugt til offertjenesten på den store forsoningsdag. Bukken skulle slagtes for øj­nene af folket og lægges på et offeralter, som stod uden for den afdeling i templet, der kaldes ´Det hellige´. Også denne buk var et forbillede på Jesus. Ligesom den blev slagtet på templets alter, skulle Jesus Kristus slagtes, lide og dø på Golgata for vores synders skyld.

Efter at have slagtet bukken samlede ypperstepræsten dens blod i en skål og bar det ind i den afdeling af temp­let, der kaldes ´det Allerhelligste´. Det var et lille rum, in­den for afdelingen ´det Hellige´. Kun ypperstepræsten måtte komme derind, og her måtte han udføre sin tjene­ste alene, uden at folket så ham (Hebr 9,1-14).

I det Allerhelligste var der nogle vigtige genstande, som blev brugt under netop denne del af ceremonien. Vigtigst var den såkaldte ´pagtens ark´, som Moses lod fremstille under ørkenvandringen. Den indeholdt to stentavler (anklageskrifter), hvor de ti bud var skrevet. Over disse tavler var der lagt et låg af guld. Det blev kaldt ´sonedækket´ eller ´nådestolen´ (jf. norsk oversættelse). Ovenpå var der støbt to keruber eller engle, og oven over det hele tronede Gud selv.

Ligesom ypperstepræsten mødte Gud i templet, skulle Jesus engang i fremtiden møde Gud i den virkelige Him­mel og udføre en tjeneste, der svarer til den, ypperste­præsten udførte hvert år i templet.

Hvad foretog ypperstepræsten sig i det Allerhelligste, og hvordan er det et forbillede på det, Jesus skulle ud­føre? Det kan vi ikke forstå uden at vide, at templets Al­lerhelligste er et billede på Himlen, hvor Gud har sin trone, og hvor anklagerne imod os er for hans ansigt.

Som nævnt ovenfor tog ypperstepræsten blodet fra den slagtede buk med sig ind i det Allerhelligste. Der stænkede han det på sonedækket og foran sonedækket (3 Mos 16,15). På denne måde var blodet et skille mellem Gud og anklageskrifterne, så det bogstavelig talt dække­de og skjulte dem. Blodet vidner derfor om, at der er be­talt med blod for menneskers synder. Det viser, at anklageskrifterne er skjult, synden er sonet, skjult og be­talt. Derfor kan vi frikendes fra alt det, vi ifølge loven kunne anklages og dømmes for.

Ifølge Hebr 9,11-12 er det netop følgen af, hvad Jesus gjorde, da han ved sin død på Golgata bar sit eget blod frem for Guds trone i Himlen: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hø­rer denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.”

Jesu blod er altså båret ind i Himlens tempel én gang for alle og vidner til evig tid om, at Jesus har sonet al ver­dens synd. Det betyder, at Gud ikke længere kræver noget opgør fra vores side. Gud er forsonet med os men­nesker. Han længes derfor efter at tilgive os og gøre os til sine børn, og han indbyder os til at tage imod det forlig, han har sluttet (2 Kor 5,20).

På den baggrund kan vi nu konkludere, at hele frelsesværket skete uden nogen som helst indblanding eller medvirken fra menneskers side. Forsoningen skete i den treenige Gud som et opgør mellem den evige Fader og den evige Søn. På den ene side er frelsesværket udført af Guds søn, Jesus Kristus alene, i og med at det var ham, der ofrede sig selv for os. På den anden side kan vi sige, at forsoningen er den ene treenige Guds værk. Det, Søn­nen gjorde, er nemlig også gjort af den ene treenige Gud.

Jesu opstandelse og hans kongemagt

Ifølge de sidste kapitler i evangelierne stod Jesus Kristus legemligt op fra de døde den tredje dag, efter at han blev korsfæstet. Opstandelsen var forudsagt i Det Gamle Te­stamente og er helt afgørende, ikke kun for vores forstå­else af frelsen, men også for vores forståelse af, hvordan Jesus udøver sin magt som konge i forhold til historien og den kristne menighed. I det følgende vil vi derfor sige noget om, hvad Jesu opstandelse betyder for frelsen og forsoningen. På det grundlag vil vi derefter belyse, hvad det betyder, at Jesus er konge.

Først må det præciseres, at Jesus stod legemligt op fra de døde. Det lærepunkt er så vigtigt, at det er nedskrevet i bekendelsesskrifterne. Det betyder, at de, der ønsker at kalde sig kristne, må tro og anerkende, at Jesus stod le­gemligt op fra de døde. Bibelen og bekendelsen siger også, at Jesus efter sin opstandelse satte sig ved Faderens højre hånd, og at han derfra skal komme igen for at dømme levende og døde.

Helt fra opstandelsesdagen har mange forsøgt at bortforklare, at Jesus opstod legemligt. De, der havde overladt Jesus til romerne til korsfæstelse, betalte vagter­ne ved Jesu grav for at sprede rygter om, at Jesu disciple havde stjålet hans legeme. Tilsvarende forklaringer fin­der man også blandt repræsentanter for den nyere bi­belkritik.

At en død bliver levende igen er et brud med naturens orden. Det er en begivenhed, som mangler ethvert na­turvidenskabeligt forklaringsgrundlag. I naturen findes dog en parallel til den legemlige opstandelse, som Jesus selv henviser til, nemlig det der sker med frøet, som sås i jorden: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bli­ver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”, siger Jesus (Joh 12,24).

Opstandelsen kan dog ikke forklares på nogen anden måde end ved at henvise til, at Gud har grebet ind på trods af det, vi kalder naturlove. Samtidig er det ikke til at komme udenom, at den er stærkt bevidnet ud fra hi­storievidenskabens kriterier. Det gælder for opstan­delsen, som for alle andre historiske hændelser, at man ikke kan føre noget endeligt bevis for, at den virkelig fandt sted. Når det kommer til stykket, må man enten tro på den eller vælge ikke at tro.

Det vil føre for vidt her at give en udførlig fremstilling af de historiske argumenter for Jesu opstandelse. I stedet for vil vi fokusere på det, der er den teologiske po­inte med Jesu legemlige opstandelse, nemlig at dødens magt over mennesker og hele skaberværket blev over­vundet. Det kunne ifølge Skriften kun ske ved, at synden blev taget bort. Som vi tidligere har påpeget, fik døden magt over mennesket som en følge af syndefaldet. Syn­den er med andre ord den egentlige årsag til døden. Det betyder, at hvis synden fjernes, vil også livet vende til­bage.

Naturvidenskaben kan konstatere, at døden har magt over alle levende skabninger. Mennesket fødes og ældes, og ligesom alle andre levende skabninger må det også dø. Det er, hvad man kalder naturens gang, en lovmæs­sighed som ikke kan brydes af noget menneske. Sandhe­den er imidlertid, at videnskaben kun kan betragte dø-dens lovmæssighed som fænomen, og på det grundlag slutte, at alt liv må dø. Den kan ikke forklare hvorfor eller hvordan, døden er kommet ind i verden. Men på det punkt har Bibelen altså noget at sige.

Dødens lovmæssighed, som kom ind i skaberværket ved syndefaldet, skulle engang overvindes af den person, der kaldes ´den nye Adam´. Denne person er Jesus Kristus. Ved sin opstandelse fra de døde har han netop besejret og brudt dødens magt. Konsekvensen af det er ikke, at nogen undgår den legemlige død, men at de, der tror på Jesus Kristus, får del i en opstandelse og et liv, som ligner hans (1 Kor 15,45-58). Hvordan det er muligt, skal vi se nærmere på i det følgende.

Ligesom der er et lovmæssigt eller nødvendigt forhold mellem synd og død, er der ifølge Skriften et tilsvarende lovmæssigt forhold mellem et syndfrit liv og det at leve. Den, der opfylder Guds bud, skal leve, læser vi i 3 Mos 18,5. Begge disse lovmæssige forhold blev opfyldt på Jesus Kristus. Da Jesus blev tilregnet vores synder, kom han ind under syndens og dødens lovmæssighed. Derfor måtte han dø. Og fordi Jesus selv havde levet et syndfrit liv, havde han også ret til at leve.

Det er grunden til, at døden ikke kunne fastholde Jesus. Gud opvakte ham fra de døde, netop fordi han havde ret til livet. Den retfærdige skal leve, siger Bibelen. Det er den sandhed, der kommer til udtryk i ApG 8,33. Her læser vi, at dommen blev taget bort fra Jesus, da han var i den dybeste fornedrelse. Han var selv retfærdig og havde ret til livet. Derfor blev han også erklæret retfær­dig og oprejst fra de døde (Rom 4,25). Vi siger også, at det er Jesu retfærdighed, der har sejret over syndens og dødens magt.

Vi vil nu nævne en sag, som vi kommer grundigere til­bage til i næste kapitel. Ifølge Bibelen kan mennesket blive retfærdigt over for Gud på to forskellige måder. Den ene måde er ved selvforbedring og egen indsats. Det er en vej, som ingen har kunnet klare, undtagen Jesus (Rom 3,23). Den anden måde, mennesket kan blive ret­færdigt på, er ved tro. Den retfærdighed fører også til, at man får ret til at leve. ”Den retfærdige skal leve af tro,” læser vi i Rom 1,17. I det følgende vil vi kort beskrive, hvad det betyder.

Jesus opfyldte lovens krav, for at Gud skulle kunne give hans retfærdige liv til dem, der tror på ham. Det be­tyder ikke, at Gud forvandler dette menneske, men at han anser Jesu opfyldelse af loven, som var det menne­skets egen lovopfyldelse. Det er grunden til, at vi i Rom 4,25 kan læse, at Jesus er oprejst til retfærdighed for os. Den, der tror Jesu nåde, kan med andre ord regne Jesu retfærdighed som sin egen retfærdighed. På det grund­lag har han eller hun også ret til at leve.

Jesus som konge

Vi vil nu uddybe, hvad det vil sige, at Jesus er konge. Jesus blev ikke først konge efter sin opstandelse, men ef­ter opstandelsen indtog han sin herskerstilling, ikke kun som Gud, men også som menneske. Det betyder, at Jesus, der i vores sted har opfyldt alle lovens krav, her­sker over alt, hvad der sker i denne verden. Han er Herre over den tid, vi lever i, og han regerer og styrer historien i overensstemmelse med sit ord.

Bibelens omtale af Jesus som konge viser, at han udø­ver sin magt i to forskellige relationer og på to forskelli­ge måder i forhold til disse relationer. På den ene side er han den, der hersker over alle politiske og samfunds­mæssige kræfter. Samtidig er han også den, der hersker over og for dem, der tror på ham. Bibelen kalder ham derfor kirkens/menighedens hoved og Herre (Ef 1,21-23). Hvad det betyder, skal vi se nærmere på. Også her vil vi begynde med et tilbageblik på Det Gamle Testamentes Messias-profetier.

Det Gamle Testamente viser, at Messias skulle frem­stå som konge, og at han skulle være efterkommer af Kong David. Derfor omtales han også som Davids søn og efterkommer. Samtidig siges det, at Messias skulle have en ubegrænset magt, og at han skulle sidde på Guds tro­ne og udøve Guds herredømme både i Himlen og på jor­den (1 Sam 10,1; 2 Sam 7,12-19; Sl 2,12).

De første kristne betragtede Jesu opstandelse og him­melfart som en opfyldelse af Det Gamle Testamentes profetier om Messias. For eksempel bliver profetierne i Salme 110 forstået sådan (ApG 2,32-35). I læren om Jesu kongemagt viser Det Nye Testamente tilbage til Det Gamle Testamente og påviser, at Jesus fra Nazaret virke­lig er den kongelige Messias, profeterne talte om (Matt 1,17; 9,27; Rom 1,4ff.).

Jesus omtales derfor som konge i forbindelse med vigtige begivenheder, der skete i løbet af hans liv. Når han rider ind i Jerusalem før sin lidelse og død, omtales han som en konge, der er ”sagtmodig” og dermed for­skellig fra verdens herskere (Matt 21,5-9). Jesus er en konge fuld af kærlighed.

Netop det får konsekvenser både for den måde, han styrer historien på, og den måde han styrer på i forhold til dem, der tror på ham. Han holder verden og historien oppe i den hensigt, at mennesker skal nås med budska­bet om hans frelse. Af samme grund holder han også ud med menneskers ondskab, oprør og ligegyldighed. Men de, der afviser hans frelse, kan han også overgive til dem selv og deres egen ødelæggelse (Rom 1,19ff.).

De, der tror på ham, holder han sin hånd over. Han styrker deres tro gennem Bibelens budskab, men han fritager dem ikke fra lidelser og trængsler (1 Pet 1,3-7). Kristne mennesker skal derfor ikke regne med, at de bli­ver sparet for sygdom, vanskeligheder eller lidelser. Trængslerne er dog noget, Jesus tager hånd om i sin al­magt (ApG 14,22).

Fordi Jesu død og opstandelse har ført til, at Satans magt er overvundet, gøres Satan magtesløs, der hvor evangeliet om Jesu død og opstandelse forkyndes. Jesu kongemagt indebærer altså, at han handler i verden ved og gennem sit ord, så mennesker kommer til tro på ham og bliver i stand til at leve for ham (Joh 16,7ff.).

Ifølge Bibelen og bekendelsen skal Jesus engang kom­me igen for at dømme levende og døde. Da vil han frem­stå for alle i sin kongemagt, og alle skal bøje knæ for ham. Menneskeheden skal da deles i to flokke. De, der tror på Jesus Kristus, skal gå ind til det evige liv, mens de, der ikke tror, skal gå ind til den evige død. Hvad det indebærer, vil vi uddybe senere. Her konkluderer vi, at menneskers frelse står og falder med deres forhold til Jesus Kristus. Ved troen på Jesu nåde alene bliver men­nesker frelst. I næste kapitel vil vi forklare, hvorfor det er sådan.

(Afsnit fra kapitel 6 i “HVORDAN JESUS UDFØRTE FRELSEN – Om hvad det betyder, at Jesus sonede al synd på korset og stod op fra de døde, og hvad det betyder at Jesus er profet, præst og konge.” –
af Arne Helge Teigen – Nyt Livs Forlag 2017 – Shafan 20-03-18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *