Jesu retfærdiggørelse og opstandelse

Jesu retfærdiggørelse og opstandelse

Jesu retfærdiggørelse og opstandelse

Olav Valen-Sendstad – RETFÆRDIG GJORT AF TRO

Her ved denne åbne grav venter vi, at Gud skal bevise sin trofasthed og sin troskab mod sit eget Ord. Vi venter, at Gud skal åbenbare for hele verden, at han som i alle ting tog sin tilflugt til ham, levede til hans ære, gjorde hele hans vilje og i alle ting var ham til behag – at han ikke bliver til skamme i sin retfærdighed.

Og Jesus skal sandelig ikke blive til skamme. For Gud skal retfærdiggøre ham mægtigt, og skaffe ham den ret, han har over for Gud, Djævel og mennesker. Disse to ting venter vi altså ved Jesu grav: At Gud skal retfærdiggøre ham – og at Gud skal levendegøre ham ved hans retfærdighed. Og det er netop det, Skriften også siger om Jesus i gravens fornedrelse.

Hør først hvordan Guds Ord siger, at Jesus blev retfærdiggjort.

Esajas profeterede både om fornedrelsen og retfærdiggørelsen. Om Jesu fornedrelse og tilintetgørelse af hans ære siger han:
»Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt« (Es 50,6).

Men om Jesu håb i fornedrelsen og døden og graven sagde Esajas:
»Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit ansigt som sten og ved, jeg ikke bliver til skamme« (Es.50,7). Han gjorde sit ansigt hårdt, dvs. holdt ud, bar alle ting tålmodigt, ville ikke og kunne ikke vige udenom. For han vidste, at tværs gennem fornedrelse og æreløshed, død og grav, skulle han dog ikke blive skuffet, men få sin ret. Og selv om han i den største smerte og under dommen og vreden råbte fra sit kors: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« – så kunne han dog også sige til hele verden: »Det er fuldbragt!« – og til sin Fader i himmelen: »Fader, i dine hænder betror jeg min Ånd«. Han overgav sig til Faderen forvisset om, at han skulle skaffe ham retten. For Esajas har sagt om hans retfærdiggørelse:
»Min retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil strid; om nogen vil trætte med mig, så træde han hid! Se, den Herre HERREN hjælper mig, hvo vil fordømme mig« (Es.50,8-9).

Han vidste, at han døde under Guds vrede, under Djævelens raseri, under menneskers falske anklage – og dog er han tværs gennem disse dommens rædsler fuldstændig sikker på, at ingen kan domfælde ham, men at han skal frikendes fra den syndebyrde, han bar ind i døden for os.

Men det er ikke kun profeterne, der siger at Messias Jesus skulle blive retfærdiggjort. Troens apostel, Paulus, siger det også:
»Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd,« osv. (1.Tim.3,16).

Jeg ved, at det også er fremmed tale for mange, at Jesus blev retfærdiggjort. For vi er jo så vant til – når vi taler om retfærdiggørelsen – udelukkende at tænke på vores egen, på synderes og ugudeliges retfærdiggørelse (Rom.4,5), så vi sjældent tænker på, at en ren og hellig lovens opfylder som Jesus også blev retfærdigort.

Og alligevel måtte han også opleve det ligesom vi.

Vi siger jo, at han blev gjort til en synder, regnet blandt overtrædere, og at han fik sin grav hos gudløse (Es.53,9). Skulle vi så ikke med fuld ret og grund vente, at Gud også ville retfærdiggøre ham med den retfærdighed, han havde, efter at han havde båret hele verdens syndebyrde bort fra Guds åsyn? Skulle vi så ikke vente, at Gud ville frikende ham fra denne byrde og dom, når den var udstået i andres sted – mens han ikke selv havde syndet? Så sandt Gud er retfærdig, så sandt måtte Jesus også få tilkendt hele velsignelsen af den retfærdighed, han havde, havde gjort og var i sin egen person.

Selv om Jesus er blevet som os på den måde, at han blev retfærdiggjort fra verdens syndebyrde og fra de gudløses dom, så er der alligevel en stor forskel mellem hans og vor retfærdiggørelse.

Han blev retfærdiggjort efter loven, ved sin egen lovopfyldelse; vi retfærdiggøres efter evangeliet, ved hans lovopfyldelse, uden nogen af vore egne gerninger, men kun ved troen på ham, som elskede os og gav sig selv hen for os. Derfor kender Skriften også til begge disse betydninger af ordet »retfærdiggøre«.

Det, at Gud retfærdiggør efter loven, vil sige, at han tilkender et menneske den retfærdighed, han har tværs gennem den uret, han lider i syndens verden. Men en sådan retfærdiggørelse efter loven kommer i tid og evighed kun over Jesus. For det er en umulig ting, at en synder kan blive retfærdig over for Gud ved lovens gerninger. Det siger apostelen klart: »Ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger« (Gal.2,16). For intet kød er fuldkomment over for Gud, og intet af det et menneske gør, kan gøre, vil, kan ville, tænker og kan tænke, føler og kan føle, oplever og kan opleve – er uden kødets besmittelse, men er ufuldkomment og urent. Derfor findes der intet i et menneske, som gør det værdigt over for Gud og retfærdigt i hans øjne. – Men-over Jesus er der kommet en retfærdiggørelse ved loven. For han har opfyldt den, og derfor fortjent alle ting efter loven.

Men det, at Gud retfærdiggør en synder efter evangeliet, ved troen uden gerninger, efter nåden, gratis og uforskyldt, alene for Jesu skyld – det vil sige, at Gud regner troen på Jesus til retfærdighed for syndere og regner Kristi retfærdighed som retfærdighed for den ugudelige (Fil.3,9). Og det kan han gøre, fordi Sønnens retfærdighed er så stor, mægtig og herlig, at den sluger alle synder, skjuler alle ugudelige og klæder alle nøgne.

Så ligger Jesus i vor syndegrav – afsjælet og livløs – død. Men Gud i Himmelen lever alligevel. Og Ordet står fast. Derfor træder Himmelens Majestæt også hen til denne grav og lader sit øje hvile på den med hele sit velbehag. Og han som lagde ham ned i graven under verdens synd, han vil også tænke og dømme sandhed og ret om hans retfærdige person, som ligger her. Derfor må den himmelske Majestæt også sige til alle sine engle:

»Her ligger min elskede Søn, som jeg sendte til verden for at forlige verden med mig selv. Nu har han fuldbragt værket. Nu er soningens blod kommet for mit åsyn. Og det har behaget mig i hjertet. Men hans retfærdighed og lydighed overgår fuldstændigt og aldeles hele verdens synd. For han er min Søn og ejer en sand retfærdighed. Derfor vil jeg tænke og dømme og mene om ham, at eftersom han har båret hele verdens synd ned i sin grav, så skal han til evig tid være fri fra denne byrde og eje sin retfærdighed og den herlighed, han har i sig selv.«

Og denne dom i Guds hjerte, det er Jesu retfærdiggørelse.

Og der, hvor denne dom kommer over Jesus, kommer der desuden levendegørende kraft fra Himmelen. For der, hvor nogen kendes retfærdig fra sin synd, der kommer også liv (Rom.6,7 f.). Derfor må det, som vi mindede om, hedde, at Jesus opstod efter skrifterne (1.Kor.15,4), dvs. at han opstod som følge af den retfærdighed og ret, han havde efter Ordet.

Vi vil gerne understrege dette, at Jesus opstod som følge af sin retfærdighed og ret efter Ordet. At hans levendegørelse altså var en følge af, at han blev retfærdiggjort. Dette er nemlig en ualmindelig trøst for os fortabte syndere, og man skal helst have været gennem mange anfægtelser, megen sorg og fortvivlelse over sig selv og sit eget døde og kolde hjerte, før man rigtigt forstår, hvor mægtig en trøst dette er. Det er nemlig nådens grundlov, der kommer til udtryk i dette:
Her får vi i selve Jesu levendegørelse et soleklart og klippefast forbillede på denne evangeliets nåderige hemmelighed, at retfærdiggørelse over for Gud er det første, højeste og øverste, det er alle grundes grund, alle årsagers årsag: Hvor der er retfærdighed, dér er liv. – Så skal vore hjerter og vor ånd også ene og alene have sit liv på grund af retfærdighed (Rom.8,l0).

Åh, hvor er det saligt! Når hjertedommen og samvittigheden og loven bliver hård mod mig arme menneske – og dømmer mig og siger: Du er så kold, du er så verdslig, du er så fuld af urenhed, du er så fuld af syndige lyster, du er så langt borte fra Gud, du er så dårlig en kristen, du lever så dårligt et liv, du har så lidt åndsfylde, du er så stiv og halvdød og død – åh ja, så skal dette forbillede på Jesu opstandelse prædike for mig som et herligt evangelium og sige:
»Det er ikke din varme, ikke din iver, ikke din nidkærhed, ikke din åndsfylde, ikke dit kristenliv, ikke dine åndelige frugter, ikke dine bønner og ikke dine gerninger, ikke dit stræb og ikke din møje, der giver dig liv og gør dig til et sandt Guds barn. Men det er retfærdighed, retfærdighed, retfærdighed. – Det er Jesus, Jesus, Jesus. Det er hans lovopfyldelse, det er hans retfærdighed, det er hans rene menneskeliv, det er hans rette »kristenliv«, der er dig til syndernes forladelse og liv over for Gud. For hvor Herren finder troen på Jesus – om det så bare er en troens gnist – der finder han retfærdighed og ret til liv. For alt andet er umuligt: Har du Jesu retfærdighed, så har du liv. For ånden er liv på grund af retfærdighed. Så kan hjertet fordømme mig med lovens krav om fuldkommenhed og loven døde og dræbe mig, fordi jeg er en dårlig kristen – jeg lever alligevel, jeg er en kristen alligevel, og jeg har alligevel Guds Ånd. Jeg er det ikke efter loven, men jeg er det efter nåden, efter evangeliet, efter troen. Jeg er det ved ham, der er min frelses grund og mit livs grund. Ved ham der er mit anker bag himmelens forhæng, min ret til liv.«

Fordi livet i Gud ikke er en betingelse for at blive frelst, men en følge af, at vi tilregnes Jesu retfærdighed, så sagde apostelen:
»… og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, og for at jeg må (her kommer følgen af Kristi retfærdighed) – for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse« (Fil.3,9-10).

Så brast seglet over Jesu grav. Så kastede han byrderne af. Så var det umuligt for døden at holde på ham (Ap.G.2,24). Så måtte han igen have det legeme, som han havde fuldført så mange herlige gerninger med til Guds pris og vores forløsning. Så måtte graven give slip på ham. Så måtte graven tømmes – og han efterlod intet andet i graven end sine ligklæder – det vil sige vores syndebyrde og dom til døden. Af sit legeme efterlod han intet; men ligesom han blev lagt i graven med sit legemes rester, således oprejstes han i det selvsamme legeme. Derfor har han ved opstandelsen fra de døde godtgjort at være Guds vældige Søn (Rom.1,4).

(Afsnit fra kap. 4 i RETFÆRDIGGJORT AF TRO  – af Olav Valen-Sendstad – Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1991 – Shafan 12-03-18)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *