Trængslen – velsignelsens kongevej

Trængslen – velsignelsens kongevej

Hans Erik Nissen – Mellem liv & død

Det er mærkeligt, så forskelligt tingene vurderes, alt efter hvem det er, som bedømmer dem. Min tanke, følelse og vilje mener noget helt andet end Gud. Herren og mit gamle menneske kan ikke forliges. Derfor er jeg totalt afhængig af til stadighed at lytte til det, Gud siger. Er jeg ikke det, glider jeg langsomt og umærkeligt tilbage til det, som opleves naturligt og fornuftigt. Uden selv at vide det befinder jeg mig da i alvorlig sjælefare. Ofte bliver jeg først klar over, hvor alvorligt det står til, når jeg vækkes af Guds ord.

Nej Til lidelse

Trængsel og modgang opleves umiddelbart som noget negativt. Det stjæler glæde og frimodighed. Optimisme og lyssyn afløses af mørke og pessimisme. Dagene bliver svære at komme igennem. Guds faderomsorg bliver uforståelig. Spørgsmålet lyder: Hvor længe skal dette vare?

Vender vi os mod Guds ord, finder vi en helt anden vurdering af det, som gør ondt.

En helsløbl kristen

Jakobs Brev kap. 1 vers 2: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags.“ Prøvelser er i virkeligheden en kilde til glæde, ja, det er kun en kilde til glæde, siger Guds ord.

Der står ikke, at vi skal føle det sådan. Det ved Guds ord godt, at vi ikke kan. Glæden er heller ikke knyttet til prøvelserne i sig selv, men til deres resultat. Prøvelserne gør en kristen helstøbt. Der er ingen genvej til at blive det. Vi må om ad prøvelserne, hvis det skal ske.

Et levende håb

Romerbrevet kap. 5 vers 3: “Vi er stolte af vore trængsler:” Vores reaktion vil umiddelbart være: Trængsler er da ikke noget, man skal være stolt af. Yder man en ekstraordinær præstation, kan man have grund til stolthed, men hvordan kan modgang, vanskeligheder og hjælpeløshed være en kilde til stolthed? Igen må det understreges, at det skal ses i sammenhæng med det, som skabes i et Guds barns liv gennem trængsel. I den sammenhæng nævner Guds ord: håbet.

Så længe livet i det store og hele lykkes for en kristen, spiller håbet som regel ikke den store rolle for ham. Han står i fare for, at håbet forbindes med noget rent jordisk: fremgang, velstand og jordisk tryghed. Det bliver helt anderledes, når de optimistiske forventninger til dette liv må korrigeres af livets barske virkelighed. Da oplever en kristen det, som Jacob Paulli udtrykker med ordene: ”Og for hvert håb, som dør hernede, får jeg et håb i Himlen mer.” Brister håbet til det synlige, vendes hjertet mod det usynlige. Det havde Paulus oplevet igen og igen. Talrige har gjort samme erfarlng.

De rette proportioner

2. Korintherbrev kap. 4 vers 17-18: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; for det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt”. I Vore øjne er der ikke mange, som har lidt mere end Paulus. Hvad måtte han ikke igennem! Alligevel anså han sine trængsler for lette. Det hænger sammen med det, som trængslerne førte til. De førte en evig vægt af herlighed med sig. Trængslerne hjalp Paulus til ikke at se på det synlige, men på det usynlige. Måske vil du indvende: man kan da ikke se det usynlige. Og det er sandt. Men det er hjertets øje, Paulus tænker på. Han vender sig bort fra alt det, som kun varer en tid imod det, som varer evigt.

Når et Guds barn gør det, får tingene de rette proportioner. I nød og trængsel er vi tilbøjelige til at tro, at de kampe, vi befinder os i, vil fortsætte. Men det er ikke tilfældet. De varer kun til en tid. Det er alene Guds rige, som varer evigt for et Guds barn.

En dybere erkendelse of Gud

2. Korintherbrev kap. 1 vers 3: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud”.

Er noget vigtigere end at erkende Gud i hans fylde? Det kan ingen af os. Vi erkender stykkevist. Når hårdt prøvede kristne både under og efter en svær tid ikke har villet ønske sig fri for den, hænger det sammen med, at vi i sådanne tider lærer Gud at kende langt dybere end tidligere. Vanskeligheder og nød af forskellig slags skaber behov for trøst. Paulus havde erfaret det på sin egen krop. Trøsten blev uendelig dyrebar, fordi den bandt ham endnu stærkere til ham, som er al trøsts Gud.

Alt i dit liv, som binder dig stærkere til Jesus, er medgang, selv om det umiddelbart kan opleves som modgang. Når Herren får lært os det gennem sit ord og ved den måde, han fører os på, lærer vi at takke for alle ting. Må Herren føre os alle ad den vej.

(Fra Mellem liv & død af Hans Erik Nissen – Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening – Dansk Luthersk Forlag 1998 – Shafan 01-02-18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *