De holdt fast ved – Andagter(3,4,5 juli)

De holdt fast ved – Andagter(3,4,5 juli)

Øivind Andersen – “Ved kilden”

»De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønneme.« Ap.G. 2,42

Dette siges om de første kristne, og det er tydeligt, at de fremstilles som et eksempel for os.

Hvad er vigtigst i dette ord? Det er begyndelsen: »De holdt fast ved.« Det, de holdt fast ved, er med rette blevet kaldt de fire kraftkilder. Men der er ingen hjælp i en kilde, hvis man ikke drikker af den. Bruger vi ikke de nådemidler, Gud har givet os kristne, får vi ingen gavn af dem. Det vigtigste for os må derfor være, at vi med troskab holder fast ved dem for at bruge dem.

Apostlenes lære er det samme som Guds ord, som Bibelen. Det er ikke en eller anden slags lære inden for Bibelen, men hele Skriften.

Efter opstandelsen åbnede Jesus disciplenes sind, så de kunne forstå Skrifterne, og der taler Jesus om hele Det gamle Testamente: Mosebøgerne, profeterne og salmerne. Han siger, at de alle vidner om ham. Han er fra begyndelsen til afslutningen den, Det gamle Testamente drejer sig om. Det samme gælder naturligvis Det ny Testamente, det fortsætter og fuldender Guds vidnesbyrd om sin Søn.

Et sandt og sundt kristenliv er afhængigt af, at vi er åbne for hele Guds ord og tager det til os.

Det er farligt at lave sig et bestemt udvalg, som man selv synes er det rette. Det er også farligt kun at bruge Guds ord til at finde emner, der særlig interesserer os. Det kan også blive farligt med »mannakornlæsning«, hvis den erstatter det at læse Guds ord i sammenhæng.

Holder du fast ved Bibelen med vedholdende troskab? Svar dig selv og Gud på det!

Det andet, de første kristne holdt fast ved med vedholdende troskab, var fællesskabet med de hellige.

I dette fællesskab er Herren selv til stede. Overalt, hvor kristne mennesker samles i Jesu navn, kan de regne med hans eget, personlige nærvær. Jesus har knyttet et særligt løfte til de små grupper: »Hvor to eller tre er samlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.«

Det betyder naturligvis ikke, at Jesus ikke er til stede i store forsamlinger. Det er han i sandhed.

Gud har befalet velsignelsen at være i de helliges samfund. Sl 133. Han siger, at han lader sit navn bo der. Han siger også: Overalt hvor jeg lader mit navn komme i hu, der er jeg selv til stede.

At komme flittigt i de helliges samfund giver kraft og fornyelse i vort kristenliv. At forsømme de helliges samfund virker modsat, det gør os sløve og kolde.

For en kristen er der ikke noget, der kan erstatte de helliges samfund. Mange kristne søger sammen i politiske grupper og i interessegrupper, men det bliver ikke det samme som at komme i de helliges samfund, selv om der er mange kristne i disse grupper.

Vi må samles på det grundlag og på den måde, Guds ord viser os. De helliges samfund er ikke skabt af mennesker. Det er ikke opfundet af de kristne. Det er Gud-givet, og vi har mange formaninger om og forskrifter for, hvordan vi skal indrette os i de helliges samfund med læsning af Guds ord, bønner og brug af nådemidler. Dette kan vi som kristne ikke erstatte med noget andet, selv om formålet er aldrig så godt.

Det gælder om troligt at holde fast ved de helliges samfund. Det gælder især om at komme til de små bønne- og vidnemøder.

Vi skal tage Jesus på ordet og benytte os af hans løfte om at være til stede der, hvor to eller tre samles i hans navn!

Den tredje kraftkilde, de kristne holdt fast ved, var brødsbrydelsen, nadveren.

Dette nådemiddel indstiftede Jesus lige før sin død. Evangelierne fortæller, at han i forbindelse med påskemåltidet tog et brød, velsignede det, brød det, gav sine disciple det og sagde: »Dette er mit legeme.« Og han bad dem spise det til minde om ham.

På samme måde tog han efter aftensmåltidet et bæger, gav disciplene at drikke og sagde: »Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.«

Nadveren er indstiftet for de kristne, ikke for verden. Til nadveren har ingen andre end de, der tror på Jesus, adgang – eller kommer fordi de ønsker at tro på ham.

Den har en dobbelt betydning: En symbolsk betydning og en nådemiddelvirkning.

Symbolsk er den et mindemåltid. I nadveren mindes vi på en særlig måde Jesu død og soning for vore synder. Vi mindes om, at vore synder blev taget bort, da han gav sit blod for os på korset. Dernæst er den en anskuelsesundervisning. »Så ofte som I spiser dette brød og drikker denne kalk, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.« Den minder os også om, at vi en dag skal sidde til bords med Jesus i det fuldkomne Gudsrige. Nadveren er et vidnesbyrd om fuldendelsen.

Men det vigtigste ved den er alligevel, at den er et nådemíddel. I nadveren modtager vi Jesus selv. Idet vi spiser af brødet og drikker af vinen, modtager vi det legeme og blod, som Jesus i sin død gav hen for os.

Derfor bliver nadveren også et samfundsmåltid: Den giver os samfund med Jesus, og den giver os samfund med hverandre.

Lad os troligt holde fast ved den!

(3 andagter fra “Ved Kilden” af Øivind Andersen – Dansk Luthersk Forlag 1978 – Shafan 03-03-18)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *